B: Beslutning: høring om handleplan for biodiversitet 2026-2029
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender svar på høring vedr. handleplan for biodiversitet på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv.
Problemstilling
I 2023 vedtog Borgerrepræsentationen en biodiversitetsstrategi for København, som løber fra 2022 til 2050. Sammen med strategien blev der vedtaget en handleplan for årene 2022-2025, som nu er udløbet. Teknik- og miljøforvaltningen har sendt en ny handleplan for biodiversitet 2026-29 i høring med frist 30. juli. - Se vedlagte.
Den nye handleplan indeholder 24 initiativer.
Arbejdet med Biodiversitet i København, strategi 2022-2050 drives af en styregruppe og følges af en politisk følgegruppe. I den politiske følgegruppe er Overborgmesteren, Teknik- og Miljøborgmesteren, Kultur- og Fritidsborgmesteren samt Danmarks Naturfredningsforening repræsenteret. I styregruppen, som driver arbejdet med implementering af strategien, er Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Danmarks Naturfredningsforening repræsenteret.
Udkastet til Handleplan for Biodiversitet i København 2026-2029 er udarbejdet på baggrund af en proces, hvor alle kommunens forvaltninger har haft mulighed for at komme med input, ligesom byens i alt 21 grønne organisationer er blevet taget med på råd.
Arbejdsgruppens indstilling
Arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv har behandlet høringen og indstiller følgende høringssvar:
Vi er i Amager vest Lokaludvalg enige i ambitionen om mere biodiversitet, men vi savner, at der i handleplanen er indtænkt de konkrete, lokale projekter, som lokaludvalgene arbejder med. Konkret kan nævnes biodiversitetsstien langs Svinget og Kigkurren projektet.
Derudover mener vi, at arbejdet med kommuneplanens bindende retningslinjer for bynatur bliver en del af handleplanen. Biodiversiteten forsvinder i byen, da der skal ske alt muligt andet på de ledige arealer. Handleplanens formidlingsprojekter er gode, men de skal bindes op på bindende retningslinjer.
Løsning
At lokaludvalget godkender svar på høring vedr. handleplan for biodiversitet på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv.