A: Beslutning: forslag om klage over manglende inddragelse af lokaludvalg ifm. planlægning af Fælledby Skole
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til klage vedr. manglende inddragelse af lokaludvalget ifm. planlægningen af Fælledby Skole.
Problemstilling
Lokaludvalget blev i starten af juni 2025 i regi af arbejdsgruppen for fysisk plan og erhverv samt lokaludvalgets børn og unge arbejdsgruppe præsenteret for de foreløbige skitser til en lokalplan for Fælled By Skole af Byggeri København, Børne- og Ungeforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.
I den anledning blev, der rejst en del spørgsmål bl.a. vedr. håndtering af skolebørn i relation til den sårbare natur udenfor skolen.
Lokaludvalget var i 2022 i den meget tidlige fase af byggeriet i dialog med Børne- Unge forvaltningen og Byggeri København om projektet, men har siden da ikke været involveret i planlægningen af skolen.
Derfor indstiller forperson Kresten Thomsen, at lokaludvalget retter følgende henvendelse til Borgerrepræsentationens sekretariat:
Amager Vest Lokaludvalg vil gerne overfor Borgerrepræsentationens Sekretariat påtale et problem med kontrakterne med de forskellige forvaltninger.
I forbindelse med en orientering om projekteringen af Fælledby Skole har vi fået at vide af embedsmændene fra BUF, at disponeringen af skolen til det lokale foreningsliv er sket i et samarbejde med KFF, som BUF har en kontrakt med om dette spørgsmål. Det at de to forvaltninger har en aftale har i det konkrete tilfælde betydet, at samarbejdsaftalerne mellem Amager Vest Lokaludvalg og henholdsvis BUF OG KFF er blevet tilsidesat med det resultat, at lokaludvalget og det lokale foreningsliv ingen indflydelse får på indretningen af den nye skole.
Det manglende samarbejde med lokaludvalget har endvidere også betydet, at BUF har glemt vores fælles bekymring for hvordan den sårbare natur på fælleden vil overleve 1.450 elever, som ellers skal tilbringe frikvartererne på skolens tag. Det havde man lovet at finde en løsning på.
Løsning
At lokaludvalget godkender forslag til klage vedr. manglende inddragelse af lokaludvalget ifm. planlægningen af Fælledby Skole.
Videre proces
Lokalplanen for Fælledby Skole forventes at komme i politisk høring primo 2026.