A: Beslutning: høring vedr. kunststrategi
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. Københavns Kommunes kunststrategi.
Problemstilling
Kultur- og Fritids-forvaltningen har sendt en kunststrategi for Københavns Kommune i høring hos lokaludvalgene med frist 30. juni.
Strategien skal bidrage til, at alle københavnere kan opleve kunst i hele København. Strategien lægger op til at Københavns Kommune indtænker kunst af høj kvalitet i udviklingen af byen og byens liv. Strategien er en rettesnor for, hvordan kommunen arbejder med kunst i kommunale, offentlige rum samtidig med at strategien kan fungere som inspiration for andre. Det er ønsket, at lokaludvalg fortsat vil udarbejde egne, lokale kunststrategier og bidrage til, at københavnere i alle dele af byen kan opleve kunst. Der er ikke afsat midler til handleplanens initiativer og den fortsatte implementering vil derfor afhænge af finansiering.
Vedlagt som bilag er: Forslag til kunststrategi og handleplan 2025-2030.
Kultur- og Fritidsforvaltningen inddragelsesproces
Afsættet for udarbejdelsen af strategien har været en omfattende inddragelsesproces, hvor bl.a. borgere og fagmiljø har peget på potentialer og barrierer i arbejdet med kunst samt leveret idéer og inspiration. Der er afholdt orienteringsmøde med lokaludvalgene og efterfølgende udsendt spørgeskema til lokaludvalgsmedlemmer. Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med Kultur- og Fritids-forvaltningen og Rådet for Visuel Kunst lavet forslag til strategi.
Lokaludvalgets indstilling
Da lokaludvalget ikke har en kulturgruppe har høringsmaterialet har været udsendt til hele lokaludvalget for kommentarer, hvorefter forpersonen Kresten Thomsen har skrevet et udkast til høringssvar:
Amager Vest Lokaludvalg vil gerne kvittere for en glimrende Kunststrategi for København. Den har et højt ambitionsniveau og skaber muligheder for samarbejde på tværs af forvaltningerne.
Det er godt at værdien af samarbejde med lokaludvalgene understreges, herunder at flere lokaludvalg som Amager Vest har lavet lokale kunststrategier. Vi ville være nået meget længere i udviklingen af området, hvis vi kunne søge fonde om tilskud. Det er en god ide, at Kultur- og Fritidsforvaltningen vil undersøge mulighederne for, at vi skal kunne søge penge.
Vi savner dog den pædagogiske side af strategien. Påskønnelse af god kunst kræver indføring og undervisning. I en tid, hvor aftenskolerne er nødlidende, bliver det svært at få uddannet borgerne.
Kunststrategien og Handleplanen har et væsentligt problem, som skader troværdigheden ved begge. Det er en forsvindende lille del, der er finansieret. Med den bestående kulturpolitik er der meget langt til Kunststrategiens ambition om, at kunst skal være et internationalt særkende for København.
Løsning
At lokaludvalget godkender forslag til svar på høring vedr. Københavns Kommunes kunststrategi.
Videre proces
Kunststrategien forventes forelagt Borgerrepræsentationen i november 2025.