Mødedato: 24.05.2022, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: høringssvar til idé- og forslagsfase til miljøkonsekvensvurdering af udvidelse af Øresundsmotorvejen

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender høringssvar til idé- og forslagsfasen til miljøkonsekvensvurderingen af udvidelsen af Øresundsmotorvejen på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for overdækning af Øresundsmotorvejen. 

(høringssvaret eftersendes på mail mandag d.23.5.) 

Problemstilling

Sund & Bælt gennemfører frem til foråret 2023 en miljøkonsekvensvurdering af mulighederne for en udvidelse af Øresundsmotorvejen. Miljøkonsekvensvurderingen (tidligere kaldet VVM-undersøgelse) skal beskrive de trafikale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser af en udvidelse af motorvejen med et ekstra spor i hver bane. Projektets endelige løsning er endnu ikke defineret. En forundersøgelse udarbejdet i 2020/2021 peger dog på, at der er behov for en række ændringer i form af flere vognbaner og ændringer i tilslutningsanlæggene for at opnå en forbedret trafikafvikling.

Miljøkonsekvensvurderingen indledes med en offentlig idé- og forslagsfase. Her kan alle komme med idéer, forslag og synspunkter, der kan indgå i det videre arbejde. Fristen for høringssvar er 7. juni. Vedlagt som bilag er Sund & Bælts "Foranalyse af udvidelse af Øresundsmotorvejen inkl. 
ramper og sammenfletning".

Øvrige dokumenter kan findes her: https://sundogbaelt.dk/forbindelser/oeresundsmotorvejen/dokumenter/

Overdækning af Øresundsmotorvejen

I overførselssagen vedtaget i marts 2022 blev det besluttet at bevilge 1,8 mio. kr. til en foranalyse af en overdækning af Øresundsmotorvejen bakket op af det daværende lokaludvalg. Hvis en overdækning af Øresundsmotorvejen en gang i fremtiden skal kunne realiseres, skal anlægget forberedes i forbindelse udvidelsen af motorvejen.

Borgerinddragelse

I anledning af ide´- og forslagsfasen afholder Sund & Bælt et borgermøde. Borgermødet holdes torsdag den 19. maj 2022 kl. 19-21 (kaffe fra kl. 18.30) i Scandic CPH Strandpark, Amager Strandvej 401, 2770 Kastrup.

Lokaludvalget inviterede selv til borgermøde i februar 2022 med det formål at debattere en evt. overdækning af Øresundsmotorvejen med borgere, politikere, arkitekter og interessenter. Her blev det bl.a. tydeligt, at borgerne, der bor omkring Øresundsmotorvejen er stærkt plaget af støj fra motorvejen. Input fra dette borgermøde vil også blive brugt som baggrund for lokaludvalgets høringssvar.

Motorvejsarbejdsgruppens indstilling

Amager Vest Lokaludvalg har nedsat en arbejdsgruppe bestående af: Mark Gray, Kresten Thomsen, Robert Nielsen, Uffe Meulengracht, Ib Ferdinandsen, Lars Christensen, Marianne Borch og Morten Lustrup samt 3 borgere fra Amager Vest og 2 borgere fra Tårnby Kommune. Gruppen beskæftiger sig med en evt. overdækning af Øresundsmotorvejen for blandt andet at mindske støjgener for de omkringboende borgere og for at skabe en mere sammenhængende bymidte i Ørestad.

Arbejdsgruppen er i gang med at forberede et høringssvar til godkendelse i lokaludvalget. Da borgermødet afholdes efter dagsordenens udsendelse vil udkastet til høringssvaret blive eftersendt mandag d.23.5. på mail til medlemmerne.

Løsning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender høringssvar til idé- og forslagsfasen til miljøkonsekvensvurderingen af udvidelsen af Øresundsmotorvejen på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for overdækning af Øresundsmotorvejen. 

(høringssvaret eftersendes på mail mandag d.23.5.) 

 

Beslutning

Det udsendte forslag til høringssvar blev godkendt med følgende tilføjelser:

Understregning af behovet for, at miljøkonsekvensvurderingen redegør for den øgede klimapåvirkning, CO2 udslip og luftforureningsbelastningen både i anlægs- og driftsfasen af projektet.

Tilføjelse af ønsket om anvendelsesmuligheder ifm. overdækningen til bl.a. reakreative formål, idrætsfaciliteter og måske hospital.

"Det Økologiske Råd" ændres til "Rådet for Grøn Omstilling".


Til top