Mødedato: 22.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: GoGreenSummer

GoGreenCopenhagen i samarbejde med Miljøpunkt Amager søger om støtte til afholdelse af sommerskole for børn.  

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til GoGreenCopenhagen og Miljøpunkt Amager.  

Problemstilling

På vegne af GoGreenCopenhagen og Miljøpunkt Amager søgte Line Maria Bram den 31. marts 2014 om 30.000 kr. i støtte til afholdelse af en sommerskole for børn om det bæredygtige liv på Amager. Arrangementet skal afholdes forskellige steder på Amager i uge 28, og henvender sig især til børn på 10 - 12 år og deres forældre. Der forventes 25 - 30 deltagere på sommerskolen.

Sommerskolen skal gøre miljø og sundhed konkret for de deltagende børn. Derfor anvendes der oplevelser og aktiv involvering som læringsredskab, ligesom børnene skal have hænderne i jorden og møde ildsjæle, der brænder for økologi, smag og kvalitet. Deltagerne bevæger sig rundt på Amager til fods og på cykel, hvor de oplever grønne legepladser, får kendskab til affaldssortering og lærer at bruge grønne materialer i hverdagen.
Det er et mål for projektet at involvere børn fra flere skoler, miljøer og baggrunde. For at opnå dette vil der blive informeret bredt om skolen til forældre til skoleelever og ad andre kanaler. Bæredygtighed skal være for alle, og derfor vil der blive gjort en særlig indsats for at hverve deltagere fra socialt belastede områder samt deltager af indvandremæssig baggrund.
GoGreenCopenhagen og Miljøpunkt Amager deltager med frivillig arbejdskraft.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 163.000. Der søges ligeledes støtte hos Amager Øst Lokaludvalg, Miljøfestivalen under Teknik og Miljøforvaltningen samt andre fonde.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 2. april 2014, og arbejdsgruppen for fysisk planlægning behandlede ansøgningen på sit møde den 8. april 2014. Arbejdsgrupperne har efterfølgende stillet ansøger en række spørgsmål angående budget og den konkrete sammensætning af deltagergruppe. Arbejdsgruppen for kultur og fritid bemærker, at budgetposterne 'udvikling & forberedelse', 'kommunikation' og 'evaluering og dokumentation' tilsammen er større end beløbet for selve afholdelsen. Svarene er vedhæftet bilagsmaterialet. På baggrund af de samlede oplysninger bedes lokaludvalget drøfte og vedtage sit svar til GoGreenCopenhagen og Miljøpunkt Amager. 

Økonomi

Arbejdsgruppernes indstilling har ingen økonomisk konsekvens.

Beslutning

Der blev stillet forslag om at bevilge 30.000 kr. til projektet. Forslaget kom til afstemning.

For: Kresten Thomsen, Berit Bro, André Just Vedgren, Erhardt Franzen.

Imod: Lars Rimfalk Jensen, Niels Balling,Ulla Støvelbæk, Per Klougart Mortensen, Margit Larsen, Kasper Thorup-Villadsen, Ye Tian, Robert Nielsen, Jann Kuusisaari, Jens Vornøe, Tonni Hyldgaard, Marianne Falck Orby, Anders Bo Nielsen.

Blank: Isak Korn, Peter Hess-Nielsen, Simon Holm-Nielsen.
 
Med stemmetallet: 4 - 13 - 3 faldt forslaget om at bevilge 30.000 kr. til projektet.

Der blev stillet forslag om at afvise ansøgningen. Forslaget kom ikke til afstemning, og udvalget vedtog således at afvise ansøgningen med begrundelsen, at udvalget vurderer at budgettet er for stort, set i forhold til det relativt lave antal af deltagere.
Til top