Mødedato: 22.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Fucking Flinke Amar'kanske Teenagere - metodeudvilking til fordomsbekæmpelse via teater

Den teaterpædagogiske forening ZeRUM søger om støtte til sommerferieworkshop.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ZeRUM på baggrund af indstillingerne fra arbejdsgruppen for kultur og fritid og arbejdsgruppen for det sociale område.

Problemstilling

På vegne af ZeRUM søgte Katrine Friis den 21. marts 2014 om 15.000 kr. i støtte til sommerferieworkshoppen Fucking Flinke Amar'kanske Teenagere. Workshoppen finder sted fra den 30. juni til den 4. juli 2014. Workshoppen har et deltagertal på 20 unge på 13-17 år, som skal interagere med ca. 100 ældre på aktivitetcentrene på Peder Lykke Centret og Hørgårdens Plejecenter. Desuden skal de unge interagere med bydelens borgere i byrummet.  

ZeRUM ønsker at være med til at ændre på de holdninger og fordomme, som ligger til grund for generationskløften. For at være i øjenhøjde med både teenagerne og ældre ønsker ZeRUM at benytte teatret, herunder centrale skuespiltekniske og performative redskaber samt det stedsspecifikke teater, til at skabe møder og dialog mellem generationerne.
De unge skal opnå viden om, hvordan man gennem kropssprog og ord kan arbejde mod mere åbne kommunikationsveje. At møde fremmede med et åbent sind kræver mod, og de unge, som deltager i workshoppen, vil udover teatertræning modtage undervisning og træning i interaktion, så de bliver klar til at drage ud i det offentlige rum under overskriften: "Overraskelser på den flinke måde!"

Det ansøgte beløb indgår i et budget på i alt 51.000 kr. Heraf udgøres 11.000 kr. af egenfinansiering, ligesom der er søgt støtte fra Amager Øst Lokaludvalg, Ernst B. Sunds Fond og A.P. Møller.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid og arbejdsgruppen for det sociale område behandlede ansøgningen på deres møder den 2. april 2014. Begge arbejdsgrupper indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Projektet bidrager til ny, sjov brobygning mellem ældre og unge, der rækker ud over selve arrangementerne. Det er fordelagtigt for bydelen at opnå mere dialog på tværs og således mindske kløften mellem generationerne.
Arbejdsgruppen for kultur og fritid har dog yderligere bedt ansøger om en uddybning af rekrutteringsprocessen.

Økonomi

Arbejdsgruppernes indstilling betyder, at det ansøgte beløb bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

Beløb ekskl. moms: 15.000 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 15.000 kr. til projektet.
Til top