Mødedato: 21.05.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: CPH:DOX-koncerter på Amager Vest

Adam Thorsmark søger støtte til CPH:DOX-koncerter i Amager Vest.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Adam Thorsmark på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af CPH:DOX søgte Adam Thorsmark den 25.4.2013 om 30.000 kr. i støtte til ’CPH:DOX-koncerter i Amager Vest’. Arrangementet består af to koncerter, der afholdes som en del af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Koncerterne afholdes over to dage i perioden 7-17. november og finder sted på hhv. Prags Boulevard 43 og Kulturhuset Islands Brygge. De to koncerter forventes at trække et publikumstal på omkring 600. Målgruppen er Amagerkanere i alle aldersgrupper, men også borgere fra andre bydele forventes at deltage.

Et centralt hjørne af CPH:DOX er koncertrækken AUDIO:VISUALS, der kombinerer musik og visuel kunst. I år ønsker festivalen at bringe dele af denne koncertrække til Amager Vest. Koncerterne på Amager Vest er primært fokuseret på at hjælpe med at brande København som en vibrerende storby, hvor man konstant udfordres af opsigtsvækkende koncerter i overraskende dele af byen, som normalt ikke forbindes med koncertafholdelse. CPH:DOX ønsker via aktiviteterne at skabe en positiv opmærksomhed omkring Amager Vest som en visionær bydel med enestående kulturelle tilbud. Beboerne skal gøres opmærksom på alternative måder at begå sig i bydelen på.

Projekterne vil blive præsenteret i gratisavisen, som festivalen udgiver i 50.000 eksemplarer med hele programmet og som kan hentes på cafeer, biografer, spillesteder m.m. Herudover vil der være omtale på internettet, blog og sociale platforme.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 8. maj 2013 og indstiller et afslag. Der savnes en lokal forankring i projektet, der ikke i tilstrækkelig grad inddrager lokale kræfter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning, og udvalget vedtog således at afvise ansøgningen med begrundelsen, at lokaludvalget savner en lokal forankring i projektet, der ikke i tilstrækkelig grad inddrager lokale kræfter.
Til top