Mødedato: 20.08.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkesvej 65

Ansøgning: Amarbutikkernes juleoptog 2013

Ama'r Butikkerne søger støtte til Juleoptog 2013.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Ama'r Butikkerne på vegne af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Ama´r Butikkerne søgte Ole Foldberg, næstformand i Ama’r Butikkerne og Formand for juleudvalget, om 23.000 kr. i støtte til Juleoptog 2013, d. 23. november 2013 på Amagerbrogade. 

Ama’r Butikkerne ønsker som tidligere år, at afvikle sit traditionsrige juleoptog for 43. gang. Igen vil optoget markere tændingen af julebelysningen over Amagerbrogade. Optoget er de seneste år, ifølge politiets skøn, blevet set af 50.000 – 60.000 personer som står langs ruten.

Det samlede budget er på 71.000 kr. Heraf selvfinansierer Ama´r Butikkerne med 25.000 kr. De ansøgte midler dækker udgifter til to veteranbusser fra Sporvejsmuseet ved Skjoldnæsholm, plus linje 8 fra Tivoli, som ønskes med i optoget. I linje 8 er det tanken at indbudte gæster skal kunne sidde, bl.a. gæster fra Lokaludvalgene Vest og Øst, Teknik- og Miljøborgmesteren, Kultur-og Fritidsborgmesteren og andre relevante personer. Amager Øst Lokaludvalg er ligeledes ansøgt om 23.000 kr.


Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde d. 7. august 2013 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Juleoptoget er en samlende, bylivsskabende begivenhed på den centrale handelsgade i bydelen.

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl. moms: 23.000 kr.

Beslutning

Tom Fuglevig erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandlingen af punktet.

Indstillingen blev herefter godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 23.000 kr. til projektet.
Til top