Mødedato: 18.03.2014, kl. 20:15
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: En ny chance til alle

Dansk Etnisk Samvirke søger om støtte til projektet En ny chance til alle.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, 
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Dansk Etnisk Samvirke på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur, fritid og det sociale område.  

Problemstilling

Den 19. februar 2014 søgte Gholam Saedi på vegne af Dansk Etnisk Samvirke om 28.300 kr. i støtte til projektet En ny chance til alle. Projektet foregår på hele Amager fra maj til november 2014 og henvender sig til flygtninge, indvandrere og psykisk syge. Der forventes et deltagertal på 60.

Projektet har til formål at bryde isolationen og hjælpe samfundets nye borgere med at genfinde egne ressourcer og evner. Dette skal gøres ved at stille netværk til rådighed og åbne for kontakt med danskere, etniske medborgere, foreninger, arbejdspladser og institutioner. En ny chance til alle vil tilbyde fælles aktiviteter såsom idræt, kulturelle arrangementer, udflugter i naturen, informationsrådgivning, besøgsvenner og tolk. Således skal deltagerne opnå forskellige kompetencer og værktøjer, som de kan tage med sig, når projektet er slut.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 57.100 kr. Der er ydet 10.000 kr. i støtte fra København Kommunes §18-midler og 14.300 kr. i støtte fra Amager Øst Lokaludvalg. Derudover forventes 4.500 kr. i brugerbetaling.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid og det sociale område behandlede ansøgningen på sit møde den 5. marts 2014 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Projektet er netværkskabende og fremmer dialog på tværs af bydelens befolkningsgrupper. Arbejdsgruppen har desuden tilbudt ansøger at stille lokaludvalgets netværk til rådighed i det omfang, det er relevant.   

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.
Beløb ekskl. moms: 28.300 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 28.300 kr. til projektet.
Til top