Mødedato: 17.12.2019, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: vedr. arealplan for Skolehaven på Islands Brygge

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget beslutter at anbefale forslag B: arealplan grøn forbindelse overfor Teknik- og Miljøudvalget på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget en henvendelse fra Skolehaven Islands Brygge vedr. arealplanen for Skolehaven ifm. lokalplanen for Artillerivej 69H, som er bekymret for, om der levnes nok plads til skolehaven:

Vi er nu, som sagt, sammen med vores rådgiver BOGL og projektleder i Byens Fysik TMF, i gang med at færdiggøre vores kompromisforslag/scenarie til Startredegørelsen, hvor skolehaven afgiver 4.2% af areal til Den Grønne Kile. Det er vores absolutte smertegrænse. Med dette forslag mister "kun" 50 børn pr år egne haver og skolehaven reduceres betydende men ikke med et funktionalitets-afgørende areal til specialskolerne og udeskoleundervisning med elever og lærere fra skolen. Jord er funktionalitet i en skolehave, ligesom bygningen er for et plejehjem. Uden dyrkningsjord, ingen skolehave. Det andre forslag, af ByK og TRUST, foreslås at skolehaven afgiver 11,9% til den grønne kile. Dette forslag ville være en katastrofe for skolehaven, børnene og vores samarbejder. Forslaget ville indebære, at over 200 børn mister mulighed til at komme i skolehave. Hvor 100 børn pr år mister muligheden til egne haver, og dermed kan ikke alle skoleklasser på en årgang få skolehave, kun nogle af dem. Det skaber ulighed og umuliggør skemalagt skolehave for alle elever på et klassetrin, som er vores aftale med Skolen på IB. Videre, at ALLE specialskoleelever med ca 100 børn pr år og AL udeskoleundervisning mister mulighed at komme i skolehaven. Så har vi ikke en funktionel skolehave for borgerne mere, kun til nogle få, særligt udvalgte børn. Ulighed og uretfærdighed, og en ikke funktionel skolehave. Det kan vi i skolehaven ikke stå indenfor.

I både forslag afgiver daginst. og plejehjem 8,6% areal til den grønne kile. Nu er det jo tre dele (hvis vi ekskluderer skuret, som blevet en fjerdedel i helhedsplanen), som skal afgive areal til den grønne kile og det skal ikke gå ud over funktionalitet for nogen.

To planer til politisk beslutning i startredegørelsen

Forvaltningen arbejder i øjeblikket med to scenarier for arealplaner for Artillerivej 69h - se bilag

A: Arealplan skolehave - som er udarbejdet i samarbejde med skolehaven

B: Arealplan grøn forbindelse

Det forventes at blive fremlagt til politisk beslutning, hvilke af de to forslag, der skal sendes i offentlig høring ifm. lokalplanen.

Arbejdsgruppen for fysisk plan indstiller, at AVLU indstiller forslag B overfor Teknik og- Miljøudvalget, da gruppen lægger vægt på den grønne forbindelse mellem Kigkurren og Amager Fælled, som lokaludvalget sammen med Islands Brygge Lokalråd længe har arbejdet for.

Løsning

At lokaludvalget beslutter at anbefale forslag B: arealplan grøn forbindelse overfor Teknik- og Miljøudvalget. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Der sendes et brev med beslutningen til TMU og TMF.

Beslutning

Det blev under afstemning besluttet at anbefale forslag A overfor Teknik- og Miljøudvalget med den begrundelse, at lokaludvalget lægger vægt på, at der med forslag A er fundet et kompromis, der både inkluderer en sti til Fælleden og plads til skolehaven.

Følgende stemte for forslag A:
Marianne Nissen, Kresten Thomsen, Nick Vikander, Nete Skøtt, Erhardt Franzen, Berit Bro, Kim J. Henriksen, Andreas Petersen, Anders Bo Nielsen, Uffe Meulengracht, Cecilie Kaysen, Mark Gray, Niels Balling, André Vedgren

For forslag B:
Peter Hess-Nielsen, Arne Bjørn Bielsen, Robert Nielsen, Lasse Vogel,

Undlod at stemme:
Benjamin Lausten

Til top