A: Beslutning: Borgermøde om overdækning af Øresundsmotorvejen, samt kommunikation i anledning af afslutningen på anden foranalyse
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at Lokaludvalget på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for overdækning af Øresundsmotorvejen bevilger 65.000 kr. til at gennemføre et borgermøde, samt udføre kommunikation omkring bl.a. udvidelsen af Øresundsmotorvejen i 2026.
Problemstilling
Lokaludvalgets arbejdsgruppe for overdækning af Øresundsmotorvejen med tovholder Mark Gray og medlemmerne Kresten Thomsen, Uffe Meulengracht, Ib Ferdinansen samt 3 borgere har i en årrække arbejdet for at imødekomme borgerønsker om at reducere støjen, partikelforureningen, samt de barrierer som Øresundsmotorvejen skaber i bydelen. Dette har bl.a. resulteret i at Borgerrepræsentationen har besluttet at udarbejde en undersøgelse (også omtalt foranalysen) af mulighederne for at overdække motorvejen.
Samtidig har gruppens arbejde betydet at Borgerrepræsentationen med budget 2026 blev enige om en hensigtserklæring for i kølvandet af (for)undersøgelsens resultater, at kigge på en bevilling til et sekretariat hos kommunen, der skulle arbejde for at overdække byens motorveje.
Anden del af denne (for)undersøgelse blev besluttet med budget 2024, men pga. forsinkelser hos kommunens rådgiver på undersøgelsen, bliver resultatet (sandsynligvis) først præsenteret for Teknik- og Miljøudvalget på deres udvalgsmøde d. 23-24. februar 2026.
Arbejdsgruppen ønsker derfor i anledningen af fremlæggelsen af undersøgelsen for Teknik- og Miljøudvalget i februar, samt i kontekst af overførselssagen, at holde et borgermøde med det formål:
- at give borgerne (og politikerne) en status på sagen,
- at give en status på udvidelsen af motorvejen, som lige nu udføres af Sund & Bælt
- At have fagfolk til at illustrere alvoren af konsekvenserne ved den øgede støj fra udvidelsen af motorvejen,
- At hjælpe politikerne (og forvaltningen) med at se hvilken retning projektet skal gå herfra.
Budget
Borgermøde med oplægsholdere. Dertil kommunikationskampagne i 2026.
Leje af lokaler (muligvis omkostningsfrit nogle steder), men for en sikkerheds skyld, da præcis dato og tilgængelighed endnu er ukendt, bør der afsættes 20.000,-.
Kommunikation, annoncering og print af materialer (f.eks. kort, bystander, avis) 15.000,-.
Forplejning 15.000,- (Sandwich, kaffe/the, vand)
Oplægsholdere (Force Technology, Vejdirektoratet, Professor i støj) 15.000,-
Løsning
At Lokaludvalget godkender bevilling af 65.000 til afvikling af et borgermøde, samt kommunikation i forbindelse med gruppens arbejde i 2026.
Økonomi
Indstillingen betyder at bydelspuljen belastes med 65.000 kr. i 2026.