Mødedato: 16.04.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: Cph Treasures

Julie Schmidt Ingstrup søger støtte til CPH Treasures

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Julie Schmidt Ingstrup på baggrund af indstillinger fra arbejdsgrupperne for kultur og fritid og fysisk planlægning.

Problemstilling

Julie Schmidt Ingstrup søgte den 22. marts om 15.500 kr. i støtte til projektet CPH Treasures.  

Projektets formål er at støtte en ny guide til lokalområdernes forskellige skatte. Guiden fokuserer som den er udviklet nu, primært på de forskellige genbrugs- og vintage tøj forretninger, hovedstaden rummer, men bliver primo april relanceret og udvidet med henblik på lokalområdernes mange muligheder. Guiden hedder CPH Treasures og er lavet på engelsk til gavn for såvel turister som beboere. CPH Treasures guiden anbefaler ruter, der omfatter områdernes butikker, cafeer, barer, naturområder, særlige seværdigheder og skæve oplevelser i byrummet i alle København bydele. 
Initiativtagerne vil rådspørge de lokale beboere om hvad de syntes turister bør se og opleve og hvad de mener, gør deres område fantastisk. Herved får turister indsigt i de særlige lokale steder og borgere en viden om eksempelvis cafeer, begivenheder eller butikker de ikke havde kendskab til. Herudover vil bydelen få fordel af det øgede mængder af besøgende og kunder der kan skabe øget salg af produkter og ydelser og herved et løft af det lokale handelsliv på Amager.

CPH Treasures er et non-profit initiativ der er drevet og udviklet af frivilige. Projektet er udviklet i samarbejde med Generator Hostel. De ansøgte midler skal dække udgifter til kommunikation såsom plakater, events, stickers og fysiske guider. 

Ansøger søger desuden støtte ved Østerbro, Vesterbro, Valby og Christianshavn Lokaludvalg, alle på beløbet 15.500 kr. til støtte til guidematerialer.

Løsning

Arbejdsgrupperne for Kultur og Fritid og Fysisk Planlægning har på deres møder den 02. og 03. april behandlet ansøgningen. Arbejdsgruppen for Fysisk Planlægning ønskede at ansøger belyste: Hvad bydelen Amager Vest får ud af CPH Treasures guiden? Og hvad borgerne i Amager Vest får? Den 04. april svarede Kathrine Rasmussen Amager Vest Lokaludvalg. Svaret er vedlagt som bilag.
Arbejdsgruppen for Fysisk Planlægning indstiller, at ansøgte beløb bevilges med den betingelse at ansøger samarbejder med de lokale aktører i bydelen såsom Områdefornyelsen, Helhedsplanerne, Lokalråd og Lokaludvalget. Projektet kan være med til at profilerer bydelens særlige steder og inddrager beboernes og aktørers holdninger til hvilke attraktioner der skal guides til. Desuden går projektet fint i tråd med Amagers Vest Lokaludvalgs øvrige arbejde med genbrug og bydelens sti.

Arbejdsgruppen for Kultur og Fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 3. april 2013 og indstiller et afslag. Projektet opfylder ikke i tilstrækkelig grad lokaludvalgets støttekriterier om at være borgerinddragende og netværksskabende for beboere i bydelen.

Økonomi

Beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107. Beløb ekskl. moms: 15.500 kr.

Beslutning

De to arbejdsgruppers indstillinger var forskellige og punktet kom til afstemning.
 
For bevilling: Anders Bo Nielsen, Tom Fuglevig, Arne Bjørn Nielsen, Manja Sand, André Just Vedgren, Kim J. Henriksen, Kresten Thomsen, Berit Bro, Hans-Henrik Sass Mønsted, Ole Ullby, Helle Jønch, Erhardt Franzen.

Imod bevilling: Niels Balling, Jørgen Melskens, Fini Sickinger, Birte Illemann, Rasmus J. Pedersen, Per Klougart Mortensen. 

Blank: Isak Korn, Margit Møldrup, Lars Rimfalk Jensen.

Med stemmetallet 12 - 6- 3 vedtog udvalget således at bevilge 15.500 kr. til projektet.
Til top