Mødedato: 22.06.2023, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

B-sag: Puljeansøgninger

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller at

1. Lokaludvalget bevilger kr. 14.500,- til ansøgningen "Amagerbanens Dag 2023"

2. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Land Dance Prøvestenen Syd"

3. Lokaludvalget bevilger kr. 20.000,- til ansøgningen "Who's the fool?" 

4. Lokaludvalget bevilger kr. 6.000,- til ansøgningen "Café Musikkultur"

5. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "krumspring"

6. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Demokratikort"

7. Lokaludvalget giver afslag til ansøgningen "Kulturaktiviteten Grønne Sammen"

Problemstilling

Indkomne ansøgninger er behandlet på arbejdsgruppemøderne.

 

1. Amagerbanens Dag 2023 fra Amagerbanens Venner

Ansøgt beløb: 14.500 af et samlet budget på kr. 17.000 kr.

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af Amagerbanens Dag 2023. Arrangementet afholdes d. 13. august og der forventes 250 – 600 deltagere. Ansøger vil sætte fokus på områdets udvikling. Der vil være loppemarkeder, fadøl, grill, musik, skinnecykling m.m. Sidste år deltog lokaludvalget med en bod og er i år inviteret til samme. 

Målgruppe: Lokale, familier, byens borgere

Samarbejdspartnere:  Haveforeningen Amagerbanen, Ren Kærlighed til Amager

Tidligere ansøgt/ evaluering:  Arrangementet fik 15.000 kr. i støtte i 2022. Evaluering er vedlagt.

Arbejdsgruppens indstilling: BIFUK finder, at det er et godt projekt, som kommer rigtig mange til gavn. Indstilles til fuld støtte.

 

 

2. Land Dance Prøvestenen Syd fra Copenhagen Dream House

Ansøgt beløb:  Kr. 25.000 af et samlet budget på kr. 25.000

Resumé: Der søges om støtte til arrangement som indbefatter afholdelse af workshop, koncerter og forestillinger d. 15. og 16 juli på Prøvestenen. Arrangementet er gratis for deltagerne. Aktiviteterne søger at udforske et område, som det endnu ikke er mange beboere i bydelen, som benytter sig af, gennem dans, musik, vandringer mm.

Målgruppe: Beboere i Amager Øst, særligt børnefamilier

Samarbejdspartnere:  Contact Improvisation Copenhagen, Rosella De Rosa, Antonio Bueno, Agostina Albornoz, Luca Tomasicchio, Andy Benz.

Sekretariatets bemærkninger: Der er ingen kontant medfinansiering, men ansøger estimerer, at der lægges 200 arbejdstimer fordelt på alle de frivillige.

Arbejdsgruppens indstilling: BIFUK finder, at arrangementet må forventes at have begrænset interesse for borgerne i bydelen. Derudover savnes netværksskabelse i projektet. Der indstilles til afslag.

 

 

3. Who’s the fool? fra Teater ZeBU

Ansøgt beløb:  20.000 kr. af et samlet budget på 100.000 kr.

Resumé: Der søges om støtte til et projekt, der indbefatter workshopforløb, en installation i ZeBUs foyer og forestilling. Aktiviteterne løber fra august til november. Projektet sætter 8. klasser fra Amager Øst og Amager Vest i stævne og lader dem sammen undersøge begreber som normalitet, identitet og forskellighed. Undersøgelserne tager udgangspunkt i Michael Kviums billedserie ”Fools” og udforsker tolkninger af ”fjolset”.

Målgruppe: 8. klasser, udskolings- og gymnasieelever, voksne publikummer,

Samarbejdspartnere:  Skolen på Amagerbro, Højdevangens Skole, Amfora Film,

Arbejdsgruppens indstilling: BIFUK finder, at det er et nyt og spændende projekt, som rammer en målgruppe der ikke er mange børneteatre for. Det er positivt med et udfordrende indhold de ikke ofte præsenteres for. Ansøgningen indstilles til fuld støtte.

 

 

4. Café Musikkultur fra Otso Kaspieri Mielonen

Ansøgt beløb:  6.000 kr. af et samlet budget på 7.175 kr.

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af en koncert på vinbaren Vinøs på Lergravsvej d. 28. august. Projektet søger at hjælpe en kultur på vej på Amager, hvor caféer i større grad tilbyder musik og koncerter til sine gæster. For at igangsætte projektet søges der om økonomisk støtte til afholdelse af en koncert, men det er ambitionen at caférne på Amager fremadrettet selv er villige til at betale musikernes honorar fremadrettet, så økonomisk støtte ikke vil være nødvendigt.

Målgruppe: Lokale beboere i Amager Øst

Samarbejdspartnere:  Vinøs,

Sekretariatets bemærkninger: Sekretariatet har været i dialog med ansøger

Arbejdsgruppens indstilling: Der er i BIFUK enighed om, at gruppen gerne ville støtte op om et pilotprojekt som dette i Amager Øst. Koncerten kan desuden bidrage til at skabe liv i bydelen ved den pågældende vinbar. Ansøgningen indstilles til fuld støtte.

 

 

5. Masser af Krumspring på NØAS fra Krumspring

Ansøgt beløb:  25.000 kr. af et samlet budget på 53.750 kr.

Resumé: Der søges om støtte til etableringen af et gymnastikhold på NØAS i august 2023. NØAS er ifølge ansøger særligt egnet til springgymnastik da skolehallen er bygget med en springgrav. Krumspring er en forening, som har aktiviteter flere bydele og er ifølge deres hjemmeside Danmarks største gymnastikforening. Der forventes deltagelse fra 400 børn og voksne.

Målgruppe: Børn og voksne fra lokalområdet

Samarbejdspartnere:  NØAS

Sekretariatets bemærkninger:

Arbejdsgruppens indstilling: BIFUK mener ikke, at det er Lokaludvalgets opgave at støtte oprettelsen af et idrætshold. Ansøgningen indstilles til afslag.

 

 

6. Demokratikort over Amager Øst ifm. København Arkitekturhovedstad 2023 fra foreningen Social Cities

Ansøgt beløb:  30.000 kr. af et samlet budget på kr. 50.000 kr.

Resumé: Der søges om støtte til at foretage og formidle en kortlægning i Amager Øst over tilbud med demokratiske fortællinger samt efterfølgende byvandringer. Projektet indbefatter en kortlægning, som aktiveres gennem byvandringer og fortællinger med skoler, byguider, musikere, kunstnere og lokale ildsjæle. Projektet er et led i et samarbejde med København som Arkitekturhovedstad og ansøger skriver, at det kun er Amager Øst der ikke er foretaget en kortlægning endnu. En tidligere version af ansøgers demokratiske kortlægning kan ses her: https://socialcities.dk/projekter/et-koebenhavnerkort-over-demokrati/

Målgruppe: Der er tre målgrupper: 1) Besøgende og borgere 2) Turister/besøgende 3) Skoler og uddannelsesinstitutioner.

Samarbejdspartnere:  København som Arkitekturhovedstad

Sekretariatets bemærkninger:

Arbejdsgruppens indstilling: BIFUK kan ikke se projektets relevans for borgerne i bydelen og ønsker derfor ikke at støtte projektet som indstilles til afslag.

 

 

7. Kulturaktiviteten ’Grønne sammen - i børnehøjde’ fra Foreningen ’Den magiske skraldespand’

Ansøgt beløb:  12.000 kr. af et samlet budget på 29.000 kr.

Resumé: Der søges om støtte til afholdelse af fire børnearrangementer i uge 43. Fortællingen omhandler skrald, genbrug, madspild, miljø og bæredygtighed og bindes sammen af børnesange. Fortællingen bæres frem af de to skuespillere og musikere ”Skrot og Tuti”. Det fremgår af ansøgningen at formålet med projektet bl.a. er at skabe flere kreative fritidstilbud til børn og unge med henvisning målsætningerne i lokaludvalgets bydelsplan 2023 – 2026.

Målgruppe: Børn 3-6 år. Der forventes 480 deltagere.

Sekretariatets bemærkninger: I ansøgningen refereres til fremsendte dokumenter, som sekretariatet har udeladt i materialet til Lokaludvalget, fordi det fremsendte materiale i meget stor grad overskred det maksimale antal sider for en ansøgning.

Ansøger fik i januar 2023 afslag på ansøgningen ”10x aktiviteter for børn i Amager Øst”, som minder om denne ansøgning hvad angår tematikkerne med skrald, genbrug og bæredygtighed. Ansøgningen fik afslag med begrundelse i manglende netværksskabelse, dialogskabelse og lokal forankring.

Arbejdsgruppens indstilling: BIFUK finder ikke at projektet er netværksskabende og savner derudover lokal forankring. Ansøgningen indstilles til afslag

 

 

Løsning

Lokaludvalget vedtager de af arbejdsgrupperne indstillede støttebeløb.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser fremgår i dagsordenspunktet "Status på Lokaludvalgets puljemidler". 

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutninger og varetager den videre sagsbehandling. 

 

Beslutning

Ansøgninger behandlet som A-dagsorden:

1. Amagerbanens dag:
Der blev stillet spørgsmål til, om det er et mindre arrangement end sidste år. Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Støtten gives, idet lokaludvalget formoder at der i lighed med sidste år er et bredt samarbejde med lokale aktører.

2. Prøvestenen Syd:
Der blev stillet forslag om at støtte projektet med 12.000 kr. Forslaget blev vedtaget.

4. Cafe Musikkultur:
Indstillingen blev vedtaget uden afstemning.

 

De øvrige indstillinger blev vedtaget som B-dagsorden.

Til top