Mødedato: 14.12.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning (2018): Amager Øst Erhvervsmesse 2018

Amager Øst Erhvervsråd søger støtte til Amager Øst Erhvervsmesse den 16. maj 2018

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra Miljø og Plan-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 75.000 kr. til ”Amager Øst Erhvervsmesse 2018”

Problemstilling

På vegne af Amager Øst Erhvervsråd har Anders Hjort søgt om kr. 75.000 i støtte til ”Amager Øst Erhvervsmesse 2018”

På baggrund af erfaringerne fra lokaludvalgets erhvervsmesse i maj 2017 ønsker den nystartede forening ”Amager Øst Erhvervsråd” at afholde en erhvervsmesse den 16. maj 2018 i Prismen. Målgruppen for arrangementet er lokale erhvervsdrivende i Amager Øst.

Formålet med arrangementet er at sikre den folkelige forankring mellem bydelens borgere, erhvervsliv og kommunen samt at understøtte nye initiativer og virksomhedsformer herunder socialøkonomiske butikker, grønne virksomheder og andre forbindelser mht. fx praktikpladser o.l. Samtidig vil foreningen gennem arrangementet skabe et nyt image af Amager Øst som stedet hvor borgere og virksomheder stimulerer hinanden, til en fortsat udvikling af en blandet bydel.

Københavns Erhvervshus indgår som samarbejdspartner i arrangementet.  Der søges til udgifter til annoncering, lokaleleje og opsætning af scene, honorar til oplægsholdere og administration, musik samt forplejning. Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 90.000. Der forventes en deltagerbetaling på i alt 15.000 kr.

Løsning

Miljø og Plan-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 75.000 kr.

Miljø og Plan forudsætter, at det beskrevne formål afspejler sig i det endelige program og at det primære fokus er de bydelsrettede aspekter og dermed understøtter udviklingen af en blandet og rummelig bydel. Miljø og Plan opfatter dette som fase 2, således at der i forbindelse med kommende arrangementer kommer en større grad af selvfinansiering.

Økonomi

Der er søgt om 75.000 kr. af 2018-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 75.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 16. juni 2018.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning med den bemærkning, at foreningen skal undersøge om der er en eksisterende scene i Prismen, der kan anvendes.

Der afsættes en underskudsgaranti på kr. 75.000 af 2018 puljemidlerne til projektet.

Til top