Høring: Forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018
Indstilling
Forpersonen indstiller
1. at Østerbro Lokaludvalg drøfter høringen og beslutter at følge fagudvalgets indstilling om at der ikke afsendes et svar på høringen.
Problemstilling
Københavns Borgerrepræsentationen har på møde den 4. december 2025 besluttet at offentliggøre forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018. Plantillægget er herefter sendt i høring på platformen Bliv Hørt: https://blivhoert.kk.dk/hearing/253
Forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018 er beskrevet til at skulle muliggøre 34 projekter indenfor projektkategorierne afløbssystem, klimatilpasning, byudvikling og renseanlæg, som er defineret i rammeplanen Spildevandsplan 2018. Projekterne medvirker til at understøtte kommunens serviceniveau for kloakken, klimatilpasning, målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund samt statens målsætninger for vandområder.
En beskrivelse af tillægget og materialet til høringen kan finde på bliv hørt.
Høringsfristen er d. 12. februar 2026.
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har behandlet sagen på deres møde d. 15. januar 2026.
Fagudvalget har drøftet høringen og har ingen kommentarer til materialet i det foreslåede plantillæg. Hertil indstilles det at lokaludvalget ikke afsender et høringssvar på høringen af forslaget til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018.
Der er ikke udarbejdet et udkast til et høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, afsendes ikke et svar på høringen.