Mødedato: 28.01.2026, kl. 18:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Bevillingsindstilling Re:Fashion Days 2026

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget afsætter 170.000 kr. i 2026-puljemidler til afholdelse af 3 arrangementer under overskriften "Re:fashion Days" i 2026.

2. at lokaludvalget bemyndiger fagudvalget for Kultur, Fritid og Idræt til at stå for planlægning og gennemførelse af Re:fashion Days aktiviteterne. *jf. løsningsafsnittet

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har afholdt projektet Re:Fashion Days i en årrække. Projektet er startet i samarbejde med Miljøpunkt Østerbro, og dækker over en række aktiviteter med fokus på det bæredygtigt tøjforbrug og på at formidle viden om tekstil- og modebranchens store belastning for miljø og klima.

Projektet har opnået stor succes og genkendelse de seneste år, men har til stadighed behov for økonomisk støtte. Derfor anbefaler fagudvalget for Kultur, Fritid og Idræt at videreføre projektet med en ny bevilling i 2026 for at sikre den fremtidige udvikling af projektet samt en forankring på Østerbro.

Målgruppe

Med Re:fashion Days’ fokus på bæredygtighed lykkes Østerbro Lokaludvalg med at tiltrække en ung målgruppe, som lokaludvalget normalt har svært ved at nå. Igennem særligt borgerrettede arrangementer inviteres borgerne til at lære om emnet og deltage aktivt i aktiviteterne.

Samarbejde med eksterne partnere

Projektet består primært af samarbejde med eksterne partnere, som lokaludvalget hyrer til at forestå programudvikling samt afvikling af arrangementerne. Derfor går det meste af budgettet til at honorere disse samarbejdspartnere. Projektets fokus på bæredygtighed kræver inddragelse af deres ekspertise både i forhold til viden om tøjforbrug og bæredygtige løsninger samt adgang til målgruppen.

På baggrund af tidligere erfaring vil sekretariatet anbefale, at der indhentes faste tilbud fra samarbejdspartnerne. Dette skyldes, at der de seneste to år i forbindelse med afslutningen på projektet har været budgetoverskridelser. For at undgå det er det vigtigt, at der udarbejdes en fast samarbejdsaftale med samarbejdspartnerne, som tydeliggør opgavefordelingen imellem alle parter (Re:wair, Nordhus og Østerbro Lokaludvalg) med konkrete rammer for økonomisk overblik og snitflader i opgaverne.

Sekretariatet har indhentet konkrete tilbud fra samarbejdspartnerne, som kontraheres forud for de kommende aktiviteter. Tilbuddene kan ses i budgettet, der fremgår under Økonomi-afsnittet.

Aftalen med Kulturdistriktet indebærer ikke økonomi, så samarbejdet med dem fremgår ikke i aftaleteksten.

Nordhus og Åben Festival har godkendt samarbejdet om henholdsvis tøjbyttemarked under Åben Festival og heldagsarrangementet. Re:wair har godkendt samarbejdet om Craftivisim, Tøjbyttemarked på Åben Festival og Re:Fashion Days heldagsarrangementet i Nordhus.

Løsning

Fagudvalget for Kultur, Fritid og Idræt foreslår at afholde tre aktiviteter i 2026 på lignende måde som i 2025. Aktiviteterne i 2026 bliver udviklet med baggrund i den samlede evaluering af Re:fashion Days 2025 som blev behandlet i Østerbro Lokaludvalg den 19. november 2025. Link til evalueringen

Disse aktiviteter bliver foreslået:

• Craftivism Festival i Kildevæld Kulturcenter den 17/05-2026.

• Tøjbyttemarked i samarbejde med Åben Festival på Ingrid Jespersens Plads den 12/09-2026 eller den 13/09-2026 (afhænger af Åben Festivals program).

• Re:Fashion Days heldagsarrangement i Nordhus den 03/10-2026.

Craftivism Festival er en endagsfestival i Kildevæld Kulturcenter med fokus på kreativitet og bæredygtigt tøjforbrug. I 2025 deltog ca. 350 personer i alderen 20-30 år. Festivalen arrangeres af Re:wair og finansieres delvist via fonde.

Tøjbyttemarked under Åben Festival indgår som en del af Åben Festival, som Kulturdistriktet de sidste fem år har afviklet i anden weekend i september på Østerbro. Kulturdistriktet koordinerer det overordnede program, mens selve tøjbyttemarkedet er et koncept, der er udviklet af Re:wair, som står for planlægning og afvikling. I 2025 deltog ca. 50 personer, da det blev afholdt i Nordhavn. I 2026 foreslås det at afholdes på Trianglen, hvor der er flere andre aktiviteter.

Heldagsarrangementet i Nordhus består af flere forskellige workshops, modeshow og tøjbyttemarked mm. Det har tidligere været afholdt i Villa Kultur, men rykkede i 2025 til Nordhus. Fagudvalget vil gerne fastholde denne lokation i 2026 for at inddrage Nordhavn i Østerbros kulturaktiviteter. Afholdelsen i Nordhavn har medført, at der i 2025 deltog flere internationale og børnefamilier, hvilket er en udvidelse af målgruppen.

Tøjbyttemarked til Østerbroweekend

De seneste to år har der i forbindelse med Østerbroweekenden været tøjbyttemarked og workshops om bæredygtigt tøjforbrug. I 2025 kunne man til workshoppen lære om "visible mending", og der var mulighed for at få tilpasset og repareret tøj.

Aktiviteten blev primært finansieret via bevillingen til Østerbroweekenden. Det anbefales, at aktiviteten trækkes helt ud af Re:Fashion Days-projektet, da lokaludvalget allerede har bevilliget midler til den via Østerbroweekenden på 9.500 kr.

Lokaludvalgets rolle i planlægningen

Ved at bemyndige fagudvalget for Kultur, Fritid og Idræt til at varetage planlægning og afvikling af projektet sikrer lokaludvalget en synlighed ved arrangementerne.

Det vil praktisk betyde, at fagudvalget i samarbejde med de eksterne samarbejdspartnere vil stå for programlægning og deltagelse i arrangementerne.

* Der skal vælges nyt lokaludvalg i 2026. Derfor skal det besluttes af det kommende lokaludvalg, hvilket fagudvalg der skal varetage planlægningen og afviklingen af Re:Fashion Days efter den nye samling i 2026. Det vil gøre sig gældende uanset om der bliver vedtaget den samme eller en ny fagudvalgsstruktur.

Sekretariatets bemærkninger

Det vil være fordelagtigt for lokaludvalget og fagudvalget at deltage aktivt i både planlægningen og afviklingen af arrangementerne, for på den måde at opnå større synlighed. Ved flere af arrangementerne i 2025 var der ingen eller et enkelt lokaludvalgsmedlem, der deltog i afviklingen. Den manglende deltagelse gav et indtryk af, at arrangementerne kun var arrangeret af de eksterne samarbejdspartnere, primært Re:wair.

Såfremt lokaludvalget ikke ønsker at deltage i aktiviteterne, vil de i stedet med fordel kunne støttes økonomisk af lokaludvalget via en puljeansøgning eller med en klar arbejdsfordeling med de eksterne samarbejdspartnere om lokaludvalgets og sekretariatets deltagelse. Hvis der mangler medlemstilstedeværelse, kan det være værd at overveje, om sekretariatets ressourcer bliver brugt bedst muligt, da sekretariatet primært har til opgave at understøtte de aktiviteter, som lokaludvalget deltager i. Derved kunne sekretariatets involvering i selve planlægningen og afviklingen med fordel mindskes, da sekretariatets rolle er koordinering frem for praktisk afvikling.

Økonomi

Fagudvalget for Kultur, fritid og idræt anbefaler at bevillige 170.000 kr. af lokaludvalgets 2026-pulje til egne projekter. Midlerne vil primært gå til eksternt honorar til planlægning og afvikling af arrangementerne.

Overordnet budget

Craftivism Festival (honorar til Re:wair)   40.000 kr.* 
Tøjbyttemarked (honorar til Re:wair)  10.000 kr.
Re:Fashion Days heldagsarrangement (honorar til Re:wair)  58.000 kr.**
Re:Fashion Days heldagsarrangement (honorar til Nordhus)  42.000 kr.**
Markedsføring (annoncering, bystandere, tryksager)  15.000 kr.
Buffer  5.000 kr.
 Samlet beløb                                                                           170.000 kr.   

* Beløbet er fordoblet siden 2025, da medfinansieringen fra Nordea Fonden er udløbet.

** Disse beløb er steget siden 2025, da alle udgifter nu er indeholdt for at undgå budgetoverskridelser.

Regnskab for Re:Fashion Days 2025

Til sammenligning kan der tages udgangspunkt i regnskabet for 2025, der kan danne grundlag for det kommende budget for 2026.

Regnskab Re:Fashion Days 2025  Budget:   Forbrug:
 Craftivism Festival   20.000 kr.   20.000 kr.
 Tøjbyttemarked til Østerbroweekend  10.000 kr.  301,75 kr. *
 Tøjbyttemarked til Åben Festival  15.000 kr.  8.783,10 kr.
  Re:Fashion Days i Nordhus  95.000 kr.  99.271,83 kr.**
 I alt   140.000 kr.  126.491,98
 Difference  13.508,02 kr.

* Aktiviteterne til Østerbroweekend blev primært finansieret via bevillingen til Østerbroweekend. Beløbet blev 9.560 kr.

** NB: Beløbet er steget siden evalueringen, som lokaludvalget tog til efterretning d. 19. november 2025, da Re:wair efterfølgende har sendt en efterregning på materialer, annoncering og andet.

Videre proces

Afhænger af lokaludvalgets beslutning.

Såfremt indstillingen imødekommes, påbegynder sekretariatet i samarbejde med fagudvalget for Kultur, Fritid og Idræt et samarbejde med Nordhus, Rewair og Kulturdistriktet om programplanlægning for de kommende aktiviteter.

Til top