Mødedato: 27.05.2015, kl. 19:00
Mødested: Kollektivhuset, Hans Knudsens Plads 1, 2100 København Ø

Mulighed for internetrefusion til lokaludvalgsmedlemmer

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til hvorvidt medlemmerne skal have mulighed for tilbud om internetrefusion i resten af valgperioden.

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg besluttede den 19. juni 2014:

1. Lokaludvalget besluttede ikke at tilbyde lokaludvalgsmedlemmerne refusion for internetudgifter i 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget beslutter hvorvidt lokaludvalgsmedlemmerne skal tilbydes refusion for internetudgifter op til 175 kr. pr. mdr. i resten af valgperioden.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har vedtaget, at lokaludvalgets medlemmer (men ikke suppleanter) kan få tilbud om oprettelse og betaling af en internetforbindelse. Forbindelsen betales af sekretariatets driftsmidler.

Det er lokaludvalget selv, der skal beslutte, om udvalgets medlemmer skal have tilbud om refusion for internetforbindelse. Det betyder, at betalingen af internetforbindelsen først kan begynde fra det tidspunkt, hvor lokaludvalget har vedtaget det på et møde. Men lokaludvalget kan godt vedtage at udbetale refusion for internetforbindelse med tilbagevirkende kraft, det vil i denne sammenhæng sige fra 1. januar 2015, idet lokaludvalget i møde den 19. juni 2014 besluttede ikke at give internetrefusion fra det tidspunkt lokaludvalget blev konstitueret og i resten af 2014.

Økonomiforvaltningen har undersøgt muligheden for anskaffelse af Ipads til lokaludvalgsmedlemmer, på linje med de der stilles til rådighed for Borgerrepræsentationens medlemmer, men har på baggrund af en cost-benefit analyse foreløbigt besluttet ikke at gå videre med forslaget, og det er derfor ikke muligt for lokaludvalget at tage beslutning herom.

Løsning

Østerbro Lokaludvalgs medlemmer har tidligere besluttet at lokaludvalgsmedlemmer ikke skal have mulighed for refusion af dokumenterede udgifter til internetforbindelse i 2014, men har ikke taget beslutning om resten af valgperioden. På den baggrund indstiller formanden at der nu tages stilling til hele resten af valgperioden og ikke for et år ad gangen.

På baggrund af effektiviseringer besluttet i Økonomiudvalget indstiller Økonomiforvaltningen til, at Østerbro Lokaludvalgs medlemmer får mulighed for at få refusion af dokumenterede udgifter til internet op til 175 kr. pr. mdr. svarende til 2.100 kr. p.a., hvilket er det niveau der pt. gælder for kommunens medarbejdere og medlemmer af Borgerrepræsentationen. 
 
Multimediebeskatningen er blevet ophævet for medarbejdere, der har en arbejdsgiverbetalt internetforbindelse under forudsætning af, at medarbejderne har adgang til netværket fra deres arbejdsplads. Dette betyder, at lokaludvalgsmedlemmer fortsat skal multimediebeskattes af deres internetforbindelse, hvis denne refunderes af lokaludvalgets midler. Beskatningsgrundlaget er 2.500 kr. årligt.


Økonomi

Refusion af dokumenterede udgifter til internetforbindelse skal afholdes af Økonomiforvaltningens midler til sekretariatsbetjening af Østerbro Lokaludvalg, dvs. sekretariatets driftsmidler. Sekretariatsmidlerne dækker udgifter til lokaludvalgets almindelige drift og aktiviteter, som ikke kan dækkes af puljemidlerne, da disse udelukkende kan anvendes til borgerrettede, offentlige aktiviteter.

Østerbro Lokaludvalgs sekretariatsmidler er i 2015 på 953.000 kr.

Midlerne er fordelt således at 665.000 kr. overføres til Miljøpunkt Østerbro som del af driftsstøtteaftalen, og de resterende 288.000 kr. anvendes til udgifter i forbindelse med lokaludvalgets aktiviteter. Det vil bl.a. sige kontorhold, afholdelse af møder (som f.eks. lokaleleje i Østerbrohuset og forplejning),  telefonregninger, porto, fremtidsseminar, fælles kompetenceudvikling for lokaludvalgsmedlemmer og medarbejderkurser.

Såfremt lokaludvalget beslutter, at medlemmer skal have mulighed for refusion af dokumenterede internetudgifter svarende til det kommunale niveau, vil dette potentielt set udgøre en udgift på 23 x 2.100 kr. pr. år, i alt 48.300 kr. p.a.

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede at lokaludvalgsmedlemmer skal tilbydes mulighed for refusion af dokumenterede internetudgifter op til 175 kr. pr. mdr. i resten af valgperioden, såfremt man tilmelder sig hos sekretariatet senest den 5. juni. 2015
Til top