Mødedato: 26.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 Kbh- Ø.

Høring: Idéfasehøring Metro til Lynetteholm

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede udkast til høringssvar vedr. Metro M5 til Lynetteholm.

Problemstilling

Københavns Kommunes Borgerrepræsentation har den 25. august 2022 besluttet at igangsætte miljøvurderingsproces for metrolinje M5 på baggrund af ansøgning fra Metroselskabet.

Fra den 5. september til den 31. oktober afholder Københavns Kommune derfor idéfasehøring for den potentielle nye metrolinje. I høringen kan borgere, virksomheder og interesseorganisationer mv. komme med idéer og kommentarer til forslagene til de mulige stationsplaceringer og de byggepladser, der vil være i anlægsfasen, ligesom de kan komme med ønsker om miljøforhold, der ønskes undersøgt. 

I forslaget er der præsenteret to forskellige linjeføringer - M5 Lilla linje og M5 Orange linje.

M5 Lilla:

M5 Lilla er en ny selvstændig metrolinje med ni metrostationer, der starter ved Københavns Hovedbanegård og går over Vest- og Østamager, inden den fortsætter via Refshaleøen til Lynetteholm.

Metrolinjen kan senere udvides mod vest og gå via Forum, Stengade og Rigshospitalet, inden den ender ved Østerport. Kontrol- og vedligeholdelsescentret skal ligge på Prøvestenen.

M5 Orange:

M5 Orange består af fire metrostationer, der går fra Østerport og i tunnel under havnen, inden den fortsætter med højbanestationer på Refshaleøen og Lynetteholm, hvor stationer åbner i takt med byudviklingen. Det er på sigt muligt at udbygge linjen til en ringforbindelse.

Den viste linjeføring er ikke endelig, og det er linjeforslagets såkaldte centerlinje, der vises og ikke tunnelrør.

 

Se høringsmaterialet gennem dette link https://storymaps.arcgis.com/collections/3963f11909aa4e0cacbbc97c4e479a…

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet sagen på deres møde den 11. oktober 2022. Fagudvalget har udarbejdet et udkast til høringssvar, som er vedhæftet dagsordenspunktet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

 

Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for at uploade høringssvar til høringsportalen Bliv Hørt.

Beslutning

Indstillingen blev, med følgende ændringer godkendt uden afstemning.

Ændring fra: Man forventer, at tunnelrørføringen under Indiakaj ligger 20 - 30 m. under vejniveau. MKR bør undersøge, hvordan gener for beboerne mindskes mest muligt i anlægs- såvel som i driftsfasen.

Ændring til: Man forventer, at tunnelrørføringen under f.eks. Indiakaj ligger 20 - 30 m. under vejniveau. MKR bør undersøge, hvordan gener for alle beboere, hvor relevant på Østerbro - mindskes mest muligt i anlægs- såvel som i driftsfasen.

 

 




Til top