Mødedato: 26.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 Kbh- Ø.

Borgerpanelundersøgelse - Lynetteholm

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at bruge Østerbro Borgerpanel til en survey i forbindelse med høring om den strategiske miljøvurdering for Lynetteholm.

Problemstilling

Transportministeriet har sendt strategisk miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm i offentlig høring i perioden 22. august 2022 til 9. januar 2023.

Indholdet af den strategiske miljøvurdering er en overordnet analyse af, hvordan byudvikling, metro og Østlig Ringvej samlet set påvirker byen, herunder trafiktal, klima, havmiljø, visualiseringer af byudviklingen, boligpriser, osv. De ting, som bliver taget op i høringen, kan løftes ind i de efterfølgende mere dybdegående miljøundersøgelser af Østlig Ringvej og Metro.

Lokaludvalget har på ordinært møde 24. marts 2022 nedsat en ad hoc arbejdsgruppe til planlægning af dialogprocessen ifm. høringer omkring Lynetteholm, metro til Lynetteholm og Østlig Ringvej. Der blev ligeledes afsat puljemidler til afholdelse af et borgermøde.

Løsning

Arbejdsgruppen foreslår, at lokaludvalget, som en del af borgerdialogindsatsen, sender en survey ud i Østerbro Borgerpanel for at indhente input til brug i lokaludvalgets høringssvar til SMV'en. 

Arbejdsgruppen planlægger et borgermøde tirsdag den 15. november 2022, hvor lokale borgere inviteres til at høre mere om Lynetteholm-projektet (herunder metro og Østlig Ringvej) og dets  betydningen for Østerbro. Der inviteres ca. 3 oplægsholdere indenfor emnerne trafik, miljø og stormflodssikring.

Det er tanken, at input fra borgermødet skal kunne danne baggrund for denne survey, så lokaludvalget derved kan kvantificere forskellige holdninger og udsagn.

Det foreslås, at surveyen udsendes i Borgerpanelet i uge 47 og 48, så input fra undersøgelsen vil kunne bruge i forbindelse med beslutning af lokaludvalgets høringssvar på ordinært møde 21. december 2022.

Økonomi

Borgerpanelundersøgelsen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes, vil formandskabet og fagudvalgsformænd i samarbejde med sekretariatet udarbejde survey jf. lokaludvalgets procedure for brug af borgerpanelet. 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

LU indskærpede arbejdsgruppen og forvaltningen, at spørgsmålene i undersøgelsen bliver afbalancerede og neutrale.

Til top