Høring: Foranalyse vedr. Trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen
Indstilling
Forpersonen indstiller
1. at Østerbro Lokaludvalg drøfter og beslutter at afsende det vedhæftede udkast som høringssvar vedr. foranalysen for trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen.
Problemstilling
LINQ Trafikrådgivning ApS har på bestilling fra Københavns Kommune, udarbejdet en foranalyse for at afdække mulighederne for at omdanne Trianglen til et nyt og grønnere byrum. Projektet tager afsæt i det visionsoplæg, som Lokaludvalget har udarbejdet i 2011. Som resultat af foranalysen er der udarbejdet tre scenarier for udviklingen af Trianglen. Hertil er scenarie 1 fravalgt så kun scenarie 2 og 3 står tilbage.
Lokaludvalget er blevet bedt om at drøfte materialet.
For at undgå at høringen støder sammen med skiftet til ny samling i lokaludvalget, har udvalget fået det indledende materiale til høring. Materialet er således ikke endeligt og der kan forekomme ændringer som følge af den igangværende interne høring.
Materialet består af foranalysen samt to tegninger over scenarie 2 og 3 for et fremtidigt projekt på Trianglen. Grundet tegningernes størrelse er alt materialet lagt på medlemmernes side.
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har behandlet høringen på deres møde d. 5. marts 2026. Det vedhæftede udkast er skrevet på baggrund af drøftelsen i fagudvalget.
Udvalget roser den grundige analyse og anerkender ambitionerne i projektet. Det vurderes, at alle scenarierne vil have negative konsekvenser for trafik i andre områder af bydelen, men man ser scenarie 3 som det mindst problematiske. Derfor peger udvalget på scenarie 3. Desuden foreslår udvalget en forbedring af hjørnet ved Nordre Frihavnsgade for at sikre bedre cykelforhold mod Blegdamsvej.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for at sende høringssvaret til Klima, Miljø og Teknikforvaltningen.