Forslag til revideret mødeplan for Østerbro Lokaludvalg 2026
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget godkender forpersonskabets forslag til revidering af mødeplan for Østerbro Lokaludvalg 2026.
Problemstilling
Østerbro Lokaludvalg vedtog den 27. august 2025 mødeplan for 2026, som fastlægger datoer for ordinære møder samt ansøgningsfrister for Østerbropuljen. Den vedtagne mødeplan kan ses som bilag.
I forbindelse med velkomst af ny lokaludvalgssamling i april 2026, er der blevet lagt et seminar om samarbejde i kalenderen for medlemmer af Østerbro Lokaludvalg onsdag den 8. april - samme dag som der ifølge mødeplanen skulle afholdes konstituerende møde i det nye lokaludvalg. Seminaret er obligatorisk og bliver afholdt i alle 12 bydele. Af hensyn til konceptet for seminaret, skal dette afholdes inden lokaludvalgene konstituerer sig. Dette har betydet, at det har været nødvendigt at flytte det konstituerende møde til den 29. april 2026, som meddelt på ordinært møde 25. februar 2026.
Løsning
Forpersonskabet foreslår, at mødeplanen justeres, så det konstituerende møde rykkes fra den 29. april til den 15. april. Formålet med at rykke mødet er, at perioden uden et fungerende lokaludvalg mindskes, og at de nye lokaludvalg kan komme hurtigere i gang med deres arbejde. For at sikre en fornuftig mødefrekvens foreslås desuden, at det ordinære møde 27. maj flyttes til 20. maj 2026.
Det vil betyde at mødedatoerne for ordinære møder 2026 ligger på følgende datoer:
- 15. april (Konstituerende møde+1. ordinære møde)
- 20. maj
- 17. juni
- 26. august
- 23. september
- 28. oktober
- 25. november
- 16. december
Mødeplanen vedtages af det afgående lokaludvalg, og vil være gældende indtil en eventuel ændring besluttes. Det nye lokaludvalg kan således beslutte at justere mødeplanen, hvis der eksempelvis ønskes en anden mødefrekvens eller skiftende ugedage for ordinære møder.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, vil sekretariatet sørge for at tilrette kalender på lokaludvalgets hjemmeside og øvrige relevante kanaler.