Justering af retningslinjer for Østerbropuljen
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter justering af Retningslinjer for Østerbropuljen vedr. reduceret medlemspris til støttede aktiviteter.
Problemstilling
Østerbro Lokaludvalg er af Økonomiforvaltningen blevet gjort opmærksom på, at betingelsen om, at lokaludvalget ikke ønsker at yde støtte gennem Østerbropuljen til aktiviteter, hvor medlemmer får tilbudt en reduceret pris, ikke er eksplicit formuleret i lokaludvalgets retningslinjer for Østerbropuljen. Vurderingen kommer på baggrund af en indsigelse fra en ansøger.
Økonomiforvaltningens vurdering er, at der er tale om en saglig afgrænsning, når der alene ydes støtte til aktiviteter, som ikke stiller medlemmer bedre end øvrige deltagere. Forvaltningen foreslår dog, at denne praksis præciseres i lokaludvalgets retningslinjer for puljen.
Lokaludvalget uddeler puljestøtte til eksterne ansøgere med hjemmel i Kommunalfuldmagten og i Regulativet for lokaludvalg i Københavns Kommune. Hvert lokaludvalg formulerer desuden et sæt retningslinjer, som beskriver hvad lokaludvalget prioriterer og hvad lokaludvalget ikke ønsker at give støtte til.
Retningslinjerne er offentligt tilgængelige på lokaludvalgets hjemmeside, så ansøgere kan gøre sig bekendt med, hvad lokaludvalget støtter/ikke støtter inden der afsendes en ansøgning.
Løsning
På baggrund af drøftelser i puljeudvalget på møde den 9. februar 2026, foreslår puljeudvalget følgende tilføjelse til Retningslinjer for Puljemidler:
"Der må ikke tilbydes reduceret medlemspris på deltagergebyr/entre til støttede aktiviteter."
Sætningen foreslås tilføjet de allerede godkendte retningslinjer, se vedhæftede bilag, ændring markeret med rødt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Sekretariatet sørger for at melde de vedtagne præciseringer af retningslinjer ud på hjemmeside og øvrige kanaler, så ansøgere har mulighed for at forholde sig til dem.
Det skal pointeres, at lokaludvalget tidligst vil kunne lægge de præciserede retningslinjer til grund for en afgørelse, hvis ansøger har haft mulighed for at forholde sig til dem.
Sekretariatet lægger derfor op til, at fra og med næste ansøgningsfrist i oktober (med behandling af ansøgninger 20. november), vil de præciserede retningslinjer kunne træde i kraft.