Mødedato: 25.02.2026, kl. 18:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Nyt fra fagudvalgene

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Østerbro Lokaludvalg tager nyt fra fagudvalgene til efterretning.

Problemstilling

Byplan, miljø og teknik

Oplæg om Reersøgade og input til projektet
Udvalget fik besøg af Camilla Pugholm Lindgreen fra Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold i Københavns Kommune og Nichlas Rasmussen fra SWECO i forbindelse med et oplæg om et projektforslag for begrønning af Reersøgade. Projektforslaget blev præsenteret og udvalget blev bedt om at komme med input til projektet i form af et høringssvar. Behandlingen af høringssvaret samt materiale om projektet, er lagt på dagsorden til lokaludvalgsmødet som et selvstændigt punkt.

Drøftelse af mulig dialog med Plogging KBH
Lokaludvalget er blevet kontaktet af Plogging KBH i forbindelse med muligheden om at samarbejde om den frivilligindsats som foreningen beskæftiger sig med. Foreningen arbejder aktivt med problematikken om affald i gader, natur og hav gennem affaldsopsamlinger, samt at øge opmærksomheden på problemet gennem dialog. Henvendelsen er lagt på medlemmernes side. Udvalget drøftede henvendelsen og besluttede at mødes med foreningen i et selvstændigt møde. Jóannes meldte sig til at deltage i mødet. Samtidig blev det foreslået at Miljøpunkt Østerbro også deltager i mødet med foreningen.

Drøftelse af forslag vedr. parkeringsforhold fra foreningen Ja Tak til Parkering
Formanden for foreningen Ja Tak til Parkering har sendt et forslag til, hvordan foreningen mener at man kan forbedre forholdene for ældre over 65 i København Kommune, ved ændrede parkeringsforhold. foslaget lyder på blandt andet at udstede en særlig gæstelicens til borgere over 65 år, samt at man sikrer at borger over 65 år med beboerlicens kan parkere tæt på deres bolig, for at minimere afstanden fra bil til hjem. Forslaget er vedhæftet som bilag. Forslaget er sendt til Line Barfod, Klima-, Miljø- og Teknikborg-mester, samt til alle lokaludvalg i kommunen, med påbud om at drøfte forslaget.

Udvalget har stor påskønnelse for forslaget men har valgt ikke at gå ind i sagen med argumentet om at alder ikke er en god faktor at lave differentierede parkeringsregler ud fra. Alder er ikke nødvendigvis bestemmende for et øget behov og andre befolkningsgrupper har lige så hårdt brug for pladsen.

Naboorientering vedrørende Indretning af McDonalds på Øster Allé 40
Udvalget behandlede en naboorientering om indretningen af en McDonalds ved Parken. Fagudvalget drøftede sagen og besluttede at man ikke har kommentarer til sagen. Der sendes derfor ikke et høringssvar på naboorienteringen. Materialet til naboorienteringen er lagt på medlemmernes side.

Fristen var d. 16. februar 2026.

Naboorientering vedr. Ny fagbygning på Heibergskolen
Udvalget behandlede en naboorientering om opførelsen af en ny fagbygning på Heibergskolen. udvalget har tidligere behandlet naboorienteringen og havde dengang ingen kommentarer. Siden er udvalget blevet kontaktet af flere borgere i området, samt nyt materiel er sendt ud. Derfor blev naboorienteringen genbehandlet. Ud fra det nye materiale, hvor blandt andet bevaringsværdige træer stod til at blive fældet, har udvalget besluttet at sende et høringssvar, hvor man støtter op om de kommentarer som naboerne i området har indsendt. naboernes kommentarer drejer sig blandt andet om bekymringer vedrørende fældning af bevaringsværdige træer i gården, samt bekymringer knyttet til bygningens påvirkning af gårdens nuværende miljø og brug.

Høringssvaret er vedhæftet som bilag og naboernes henvendelser er lagt på Medlemmernes side.

Fristen var d. 13. februar 2026.

Naboorientering vedr. etablering af ventilationsanlæg på Nygårdsvej 30B
Udvalget behandlede en naboorientering om et ventilationsanlæg på Nygårdsvej 30B. Udvalget drøftede sagen og vedtog at man ikke har kommentarer til naboorienteringen. Der er derfor ikke afsendt et høringssvar.

Fristen var d. 24. februar 2026.

 

Familie, børn og unge

Besøg fra Ungeværk Pumpen 

Fagudvalget for Familie, Børn og Unge havde på det seneste fagudvalgsmøde besøg af en repræsentant fra Ungeværk Pumpen, der er en del af fritidscenteret Pumpestationen på Østerbro.  

Besøget havde til hensigt at opstarte et samarbejde og starte en samtale om, hvordan man kan inddrage unge i og oplyse unge om Østerbro Lokaludvalgs arbejde.  

Der blev indgået en aftale om, at Ungeværk Pumpen vil modtage dagsordener fra fagudvalget for Familie, Børn og Unge, så de kan blive delt med unge fra lokalområdet, der får mulighed for at komme med input enten skriftligt eller ved at deltage i fagudvalgsmøder efter aftale.  

Kultur, fritid og idræt

Etablering af Idrætsnetværk Østerbro & Nordhavn 

Fagudvalget for Kultur, Fritid og Idræt evaluerede på stormødet den 01/02-2026, der havde til hensigt at etablere et idrætsnetværk på Østerbro & i Nordhavn.  

Fagudvalget havde ønsket sig et bedre fremmøde, da over halvdelen af de tilmeldte til stormødet ikke dukkede op. Der var dog bred enighed i fagudvalget om, at de emner, der blev diskuteret på stormødet og antallet af tilmeldinger til netværket i kølvandet på stormødet anses for at være positivt. Fagudvalget har en plads i idrætsnetværket og ser frem til, at der bliver arrangeret det første møde for idrætsnetværket, så dets arbejde kan komme godt i gang.  

Social, sundhed, ældre og integration

Fagudvalgsmødet d. 10. februar blev aflyst. Næste møde i fagudvalget er d. 3. marts.

 

Til top