Fælles borgerpanelundersøgelse på tværs af bydele
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg godkender udsendelse af en kombineret fælles og lokal borgerpanelundersøgelse.
2. at Østerbro Lokaludvalg drøfter og kommer med input til muligt emne eller fokus for de lokale spørgsmål.
Problemstilling
Som led i arbejdet med valg til lokaludvalg arbejder lokaludvalgssekretariaterne på tværs med understøttelse og forberedelse af forskellige dele af valgprocessen, herunder rekruttering, valgprocedure og modtagelse af nyt lokaludvalg.
De nye lokaludvalg vil få udleveret en opdateret datapakke med data om bydelen, og i den forbindelse foreslår sekretariaterne at den med fordel kan suppleres af en mere holdningsbaseret viden om bydelen/lokalområdet.
Borgerpanelundersøgelsen foreslås delt op i to dele, en række fælles spørgsmål for alle lokaludvalgenes borgerpaneler og en række lokale spørgsmål af primær relevans for egen bydel. Undersøgelsen forventes sendt ud i slutningen af november i alle de deltagende lokaludvalgs borgerpaneler.
En tværgående projektgruppe har udarbejdet de vedhæftede fælles spørgsmål med udgangspunkt i hvad der grundlæggende er fælles for lokaludvalgenes arbejde i bydelene, dvs. borgernes engagement i deres lokalområde og nabolag. Spørgsmålene er i vid udstrækning udformet på baggrund af Realdanias spørgeguide til deres store landsdækkende undersøgelse "Vores Livskvalitet – Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?" udgivet marts 2025, se evt. mere her: https://realdania.dk/projekter/vores-livskvalitet
For at spørgsmålene kan anvendes på tværs af lokaludvalg, til sammenligning mellem bydele, er det ikke muligt for lokaludvalget at ændre i de fælles spørgsmål.
De lokale spørgsmål beslutter det enkelte lokaludvalg selv fokus eller emne for.
Spørgsmålene kan f.eks. ligge i forlængelse af de allerede stillede spørgsmål om ens relation og engagement i lokalområdet og frivillighed. De kan også indgå i en rekrutteringsindsats gennem spørgsmål om ens ønsker til deltagelse i forskellige former for lokaludvalgsarbejde eller præferencer for inddragelse i lokale spørgsmål og problemstillinger.
Løsning
Lokaludvalget godkender at Østerbro Borgerpanel bruges i den fælles tværgående undersøgelse.
Lokaludvalget drøfter muligt emne eller fokus for de lokale spørgsmål.
Ifølge lokaludvalgets procedure for udarbejdelse af undersøgelser i Østerbro Borgerpanel, indkalder sekretariatet forpersonskabet samt fagudvalgsforpersoner til et møde, hvor der afklares, hvad formålet er med undersøgelsen, hvad det er Lokaludvalget vil have indsigt i fra borgerne, målgruppe og hvad resultaterne skal bruges til og hvordan. Sekretariatet formulerer derefter spørgsmål, som forelægges forpersonskab og fagudvalgsforpersoner.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Sekretariatet udarbejder de lokale spørgsmål på baggrund af lokaludvalgets beslutning og efter sparring med de to tovholdere for den tværgående borgerpanelundersøgelse.