Mødedato: 24.01.2013, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Forslag til procedure for borgerdialog i forb.m. lokaludvalgets høringer

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget godkender procedure for borgerdialog i forbindelse med lokaludvalgets høringer

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalgs formål er at være bindeled mellem Østerbros borgere og politikerne i Borgerrepræsentationen, for at skabe bedre sammenhæng mellem kommunens overordnede og lokale indsatser i bydelen. Lokaludvalget skal i den forbindelse være med til at kvalificere beslutningsgrundlaget for Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget og fagudvalgene i forhold til lokale synspunkter og holdninger, hvilket bl.a. sker ved at lokaludvalget svarer på høringer.

Lokaludvalget modtager forskellige typer af høringer. Der er almindelige offentlige høringer, så som lokalplanforslag, kommuneplaner og andre høringer fx. skoledistriktsændringer, generelle politikker mv. De almindelige offentlige høringer findes på Københavns Kommunes høringsportal, www.blivhoert.kk.dk, hvor alle har mulighed for at indsende kommentarer. Lokaludvalget er ikke forpligtet til at svare på de almindelige offentlige høringer.
Derudover er der en række af forskellige typer direkte henvendelser og forespørgsler fra forvaltningerne, som lokaludvalget er forpligtet til at svare på. Det vil her som oftest dreje sig om tidlig inddragelse fx startredegørelser for lokalplanforslag og interne høringer, samt forespørgsler på mindre sager, som ikke har en karakter der gør, at de sendes i offentlig høring.

Det fremgår således i nyt koncept for lokaludvalg, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 15. juni 2011, under Lokaludvalgenes rolle, at:
Lokaludvalgene skal arbejde opsøgende og proaktivt i forhold til bydelens borgere, herunder skal lokaludvalgene lave mere borgerinddragelse og – dialog i sager med væsentlig betydning for bydelen. Dialogen med borgerne i bydelen skal fokuseres til sager, hvor input fra borgerne kan få afgørende betydning for sagens udfald. Lokaludvalgene skal inddrage et bredt udsnit af bydelens borgere, herunder særligt unge, børnefamilier og personer med anden etnisk baggrund end dansk.

 

 

 

Løsning

Formanden fremlægger et oplæg til procedure for borgerdialog, som skal anvendes i forbindelse med offentlige høringer, tidlig inddragelse og øvrige henvendelser fra Københavns Kommunes forvaltninger om inputs. Papiret er udarbejdet som en tjekliste, for at gøre det nemmere for lokaludvalgets fagudvalgsformænd og deres fagudvalg, at tage stilling til hvordan borgerdialogen skal gribes an.

Formålet med procedurepapiret er at sætte fokus på lokaludvalgets rolle som bindeled mellem borgerne og Borgerrepræsentationen ved at systematisere indsatsen med at inddrage relevante borgere, foreninger, netværk og interessentgrupper i bydelen.

Borgerdialogen er en vigtig indgang til at nå forskellige målgrupper i bydelen, som er relevante for lokaludvalget at komme i kontakt med, også i det fremadrettede arbejde for at udvikle af bydelen. Det er derfor vigtigt, at få afdækket hvilke relevante målgrupper, der kan være for hver af de høringer lokaludvalget modtager, da det er vigtigt at lokaludvalget kan bidrage til at bringe dialogen ud til den enkelte borger. Samtidig vil lokaludvalget fremadrettet kunne redegøre for, hvilken type borgerdialog der har fundet sted i forbindelse med indsendelse af sit høringssvar.

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede at udsætte sagen til næste møde, på grund af den fremskredne tid.
Til top