Mødedato: 23.09.2026, kl. 18:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Nyt fra fagudvalgene

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Østerbro Lokaludvalg tager nyt fra fagudvalgene til efterretning.

Problemstilling

Byplan, Miljø og Teknik

Dialog med Plantebanden
Fagudvalget fik besøg fra to borgere som repræsenterede gruppen Plantebanden. Plantebanden, som er ejere af plantekasserne på pladsen foran Østerbrohuset, består af Ca. 200 i facebookgruppe fordelt på alle aldersgrupper og arrangerer flere aktiviteter herunder blandt andet fællesspisning, workshops mv. med fokus på grøn omstilling.

Caféen i Østerbrohuset har fået ny forpagter, som ønsker at benytte pladsen foran huset til udeservering og etablering af legeplads til børn. Derfor står Plantebanden til at skulle flytte deres plantekasser. Gruppen besøgte fagudvalget med et ønske om opbakning til at omdanne parkeringspladsen foran Østerbrohuset, så den fremadrettet kan bruges til de plantekasser der skal flyttes, og Plantebanden ikke skal flytte for langt væk fra deres medlemmers lokalmiljø. 

Fagudvalget foreslog at gruppen selv tager kontakt til medlemmerne af Klima, miljø og teknikudvalget og alternativt undersøger muligheden for andre placeringer i nærområdet, herunder det grønne område på Strandboulevarden.

Oplæg vedr. Svanemølleværket
Fagudvalget fik besøg i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplan for Svanemølleværket. Planen skal bl.a. muliggøre etablering af Teknisk Museum i dele af bygningsmassen. Fagudvalget bragte en række opklarende spørgsmål til oplægget, heriblandt spørgsmål om dialog med sejlerne, trafikale hensyn, begrønning samt gener i forbindelse med byggefasen.

Fagudvalget takkede for oplægget og besluttede at man ikke vil komme med kommentarer til projektet på nuværende tidspunkt, men afventer høringsfasen og det videre forløb med planprocessen.

Spørgsmål til møde med Line Barfod
Udvalget drøftede spørgsmål til det kommende møde den 21. oktober kl. 18-19 mellem Line Barfod og Østerbro Lokaludvalg, med henblik på at drøfte lokale sager i bydelen. Spørgsmålene kan læses i referatet for fagudvalgsmødet d. 10. september 2026.

Borgerhenvendelser
Udvalget behandlede to borgerhenvendelser om henholdsvis muligheden for at bruge overskudssand fra tunnelprojektet ved Svanemøllen til udvidelse af Svanemøllestrand, og om støjgener ved India Kaj. Begge henvendelser blev drøftet og ekspederet.

Orienteringer
Udvalget blev orienteret om to mindre høringer for projekter i bydelen. Udvalget havde ingen bemærkninger til de to høringer. 

Udvalget fik ligeledes en orientering om projektet på Nordre Frihavnsgade, som ikke har modtaget midler til budgetforhandlingerne.

 

Kultur, Fritid, Børn og Unge

Oplæg fra Kultur- og Fritidsforvaltningen

Bydelsleder Alexander Lehmann deltog ved det seneste fagudvalgsmøde og lavede et oplæg, hvor han gennemgik igangværende indsatser indenfor kultur, idræt og biblioteker på Østerbro. Derudover gennemgik han, hvad der sker af udvikling i kulturhuse, idrætshaller o.l. Slutteligt blev KFF's årshjul for Østerbro præsenteret.

Fagudvalget tog oplægget til efterretning.

 

Social, Sundhed, Ældre, Integration og Bolig

Orientering om projekter i fagudvalget
Udvalget gennemgik en status og en drøftelse af diverse projekter som udvalget tidligere har drøftet. Heriblandt et projekt om fremkommelighed i bybilledet, oplysning om regler vedrørende servicehunde og tilgængelighed for handicappede ved badezoner, samt status for arbejdsgruppe om Social Henvisning.

Tilskud til internet til lokaludvalgsmedlemmer
Under eventuelt drøftede udvalget nye regler som fratager lokaludvalgsmedlemmerne deres tilskud til internet. Det blev drøftet hvorvidt der skal afsendes et brev med kritik af udviklingen.

Til top