Mødedato: 23.04.2025, kl. 18:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 København Ø

Bevilling: Afholdelse af borgermøder om lokalplanforslag Svanemølleholm Øst og Sundmolen

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget afsætter en budgetramme på 15.000 kr. af 2025-puljemidler til afholde to borgermøder i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med den offentlige høring om lokalplanforslag "Svanemølleholm Øst" og "Sundmolen Øst"

2. at lokaludvalget udpeger et eller flere lokaludvalgsmedlemmer der deltager i borgermøderne og kan fremføre lokaludvalgets synspunkter.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen, Byplan Nord har informeret om, at forslag til lokalplan for henholdsvis Svanemølleholm Øst og Sundmolen Øst kommer i offentlig høring i løbet af forsommeren. I den forbindelse har forvaltningen spurgt om lokaludvalget vil være med til at arrangere et borgermøde for hver af de to sager.

Byplan Nord har meddelt at der ikke er budget til afholdelse af borgerinddragelse, men at forvaltningen gerne stiller op til en præsentation af forslagene samt hjælp til praktisk afvikling af møderne. Såfremt der ikke findes medfinansiering til afholdelse af borgermøderne lokalt, vil møderne blive afholdt i forvaltningens mødelokaler i Njalsgade.

Begge lokalplansager vedrører områder i Nordhavn.

Svanemølleholm Øst vil muliggøre boliger, institutioner, grønne områder, videreføre en cykelforbindelse og muliggøre etablering af to kanaler. Forslaget er i overensstemmelse med strukturplan 2023 for Nordhavn og skal ses i sammenhæng med, at den vestlige del af Svanemølleholm blev lokalplanlagt i 2020 med primært kontorerhverv og p-huse. Forslaget er i overensstemmelse med strukturplan 2023 for Nordhavn og skal ses i sammenhæng med, at den vestlige del af Svanemølleholm blev lokalplanlagt i 2020 med primært kontorerhverv og p-huse. Lokalplanen forventes at blive sendt i offentlig høring efter politisk behandling 30. april 2025.

Sundmolen Øst er en byggeretsgivende lokalplan og er et tillæg til eksisterende lokalplan. Tillægget indeholder ca. 30.500 m2 bolig og 1.500 m2 erhverv. Lokalplanen forventes at blive sendt i høring efter politisk behandling 19. maj 2025.

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik anbefaler at lokaludvalget bevilger en budgetramme på 10.000 kr. til afholdelse af et borgermøde for hver af de to lokalplanforslag.

Borgermøde om Svanemølleholm er fastlagt til afholdelse den 14. maj 2025 kl. 17-18.30. Dato for borgermøde om Sundmolen Øst er endnu ikke fastlagt men aftales mellem lokaludvalget og forvaltningen.

Økonomi

Der afsættes en budgetramme på 15.000 kr. af 2025-puljemidler.

Rammen dækker to møder i kommunalt kulturhus (fx. Østerbrohuset) inkl. kaffe/te og vand til deltagerne. Annoncering kan dækkes inden for rammen af lokaludvalgets annonceaftale med Nordhavn Avis, ØsterbroLiv og sociale medier.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for planlægning af borgermøderne i samarbejde teknik- og miljøforvaltningen.

Beslutning

1. Indstillingen blev tiltrådt.

2. Allan Marouf blev valgt til tovholder og deltager på vegne af lokaludvalget til de to borgermøder.

Til top