Mødedato: 22.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 9, 2100 København Ø.

Høring: Naboorientering vedrørende sag nr. 976382 - 'Fanzone ved Brumleby'

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg besluttede på møde den 18. januar at afgive en støtteerklæring til Brumleby.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Østerbro Lokaludvalg drøfter Naboorientering vedrørende sag nr. 976382 - 'Fanzone ved Brumleby' og beslutter om der skal sendes et høringssvar og i så fald indhold.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 14. december 2022 med supplerende materiale senest fra den 10. januar 2023. modtaget ansøgning fra PARKEN Sport og Entertainment A/S om gentagelse af kortvarig indretning og hegning af parkeringsareal mellem Parken og Brumleby og på vejareal til publikumsområde med forskellige faciliteter for tilskuere, der venter på at kunne komme ind på stadion.

I forbindelse med fodboldkampe i Parken har PARKEN Sport og Entertainment A/S søgt tilladelse til at etablere et hegnet område, hvor publikum, der venter på at komme ind på stadion, kan opholde sig og i den forbindelse kortvarigt opstille publikumsfaciliteter.
Der er indsendt to forslag på mulige set-up til opsætning af hegning og placering af publikumsfaciliteter.

De ansøgte faciliteter placeret på parkeringspladsen mellem stadionbygningen (Parken) og Brumleby, kræver dispensation fra lokalplanen, da de hindrer at arealet kan anvendes til parkering.
Parkeringspladserne er forudsat i forbindelse med byggeriet, og derfor skal der også dispenseres fra lokalplanens bestemmelse om parkering. De to set up kan ses i medfølgende bilag.

Løsning

Lokaludvalget drøfter sagen og beslutter om man vil afgive et høringssvar.

1. Byggeprojektet og lokalplanen

Hvordan ser projektet ud?
Publikumsfaciliteter ved en kamp i Parken
I forbindelse med fodboldkampe i Parken har PARKEN Sport og Entertainment A/S søgt tilladelse til at etablere et hegnet område, hvor publikum, der venter på at komme ind på stadion, kan opholde sig og i den forbindelse kortvarigt opstille publikumsfaciliteter.
Der er indsendt to forslag på mulige set-up til opsætning af hegning og placering af publikumsfaciliteter.

De ansøgte faciliteter placeret på parkeringspladsen mellem stadionbygningen (Parken) og Brumleby, kræver dispensation fra lokalplanen, da de hindrer at arealet kan anvendes til parkering.
Parkeringspladserne er forudsat i forbindelse med byggeriet, og derfor skal der også dispenseres fra lokalplanens bestemmelse om parkering. De to set up kan ses i medfølgende bilag.

Set up 1
Der etableres et publikumsområde på Øster Allé. Området på Øster Allé indrettes med udeservering med salg af drikkevarer fra mobile barer, salg af varer og toiletområde samt siddemøbler.

Det ansøgte publikumsområde bag tribune B indrettes med udeservering med salg af drikkevarer fra mobile barer og siddemøbler placeret ved bygning E.
Der opstilles siddemøbler og toiletter samt urinaler og oppustelige legeredskaber og mindre fodboldbaner på eksisterende parkeringsareal ved det grønne bælte.

Set up 2
Der etableres et publikumsområde på Øster Allé. Området på Øster Allé indrettes med udeservering med salg af drikkevarer fra mobile barer, salg af varer og toiletområde samt siddemøbler.

Det ansøgte publikumsområde bag tribune B indrettes med udeservering med salg af drikkevarer fra mobile barer og siddemøbler placeret ved bygning E.

Gældende for både set-up 1 og set-up 2
Publikumsområdet ønskes etableret med et forventet antal deltagere på ca. 5000 personer.
Hele publikumsområdet, herunder en del af parkeringspladsen afgrænses med et hegn i 2,2 meter i højden som opsættes på kampe/events dag. Sluserne er fritstående hegn der er placeret parallelt forskudt fra hinanden.

Publikumsområdet vil blive anvendt i tidsrummet kl. 14.00- 16. 00 og 1 time efter kampen. Det opsættes kl. 12.00 og nedtagningen vil være afsluttet kl. 20.00. Rengøring og oprydning vil finde sted indtil kl. 23.00.

Man kan se illustrationer af arealets indretning og de ansøgte faciliteter i det vedhæftede bilag og læse mere om høringen på de følgende sider.

2. Lovmæssige rammer
PLANLOVSFORHOLD
Lokalplanens bestemmelser
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 401-1 ”Parken tillæg 1”, bekendtgjort den 25. juni 2008 beliggende i delområde I.
Afvigelser fra lokalplanens bestemmelser
Det ansøgte overholder ikke lokalplanens bestemmelse om de ubebyggede arealer og kommunen skal derfor træffe afgørelse om en eventuel dispensation. Det ansøgte afviger fra lokalplanens bestemmelser om:

• Den ansøgte anvendelse af parkeringsanlægget og hegningen af dette vil forudsætte dispensation fra § 7, stk. 1 litra b, der blandt andet fastlægger, at:
”Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal, der anvendes til administration og lignende, jf. § 3, stk. 1 a), samt til serviceerhverv, jf. § 3, stk. 1 d).”

Kommunen kan dispensere fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Det fremgår af planlovens § 19, stk. 1.

Hvilke hensyn kan lovligt inddrages efter planloven?
Kommunen skal i sin sagsbehandling af dispensationsansøgningen varetage saglige, planmæssigt relevante hensyn, og eventuelle bemærkninger vil lovligt kunne inddrages i sagsbehandlingen.
Det er ikke sikkert, at alle dine bemærkninger til sagen kan inddrages i sagsbehandlingen.
Efter planloven og de hensyn, der ligger bag loven, kan der fx ikke lægges vægt på økonomiske hensyn og andre privatretlige forhold. Eventuelle bemærkninger herom vil derfor ikke blive inddraget i sagsbehandlingen.

3. Andre bemærkninger
På baggrund af samarbejdsaftalen mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og lokaludvalgene, der skal sikre en konstruktiv og tættere dialog, såfremt en sag er af principiel karakter, gør forvaltningen opmærksom på, at lokaludvalget har mulighed for at give bemærkninger til sagen som helhed forud for udvalgets behandling.
Det vil sige at også bemærkninger til den del af arrangementerne, som afvikles på Øster Allé, udenfor lokalplansområdet vil indgå i den videre behandling af sagen.

Naboerne holdning:

Forpersonskabet for Østerbro Lokaludvalg har den 2. februar - forud for modtagelsen af høringen - været i dialog både med Teknik- og Miljøforvaltningen, repræsentanter for Brumleby og repræsentanter for andre naboer til PARKEN, herunder fra Olufsvej og beboere på Øster Allé.

I forlængelse af dette møde sendte forpersonen for lokaludvalget den 3. februar denne skrivelse til Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod:

'Kære Line og medlemmer af TMU

TMF ( tak for det ) havde i går inviteret til orienteringsmøde om Parkens ansøgning, om at afholde Fan village i forbindelse med 25 kampe i 2023.

I mødet deltog repræsentanter for Brumleby, beboere på Olufsvej og Øster Allé samt Østerbro Lokaludvalg.

Det fremgik, at der foreligger to alternative løsninger, én som delvist involverer P-pladsen og Øster Allé og én som primært involverer Øster Allé. Begge forslag ligger tæt op ad efterårets løsninger og vil dermed være meget belastende for beboerne. Vi anbefalede i stedet en løsning, hvor området etableres længst væk fra beboelse, nemlig i Fælledparken tæt på P.H. Lings alle og Parken. Kun denne løsning vil få LU's og beboernes tilslutning. Og vi håber selvfølgelig på opbakning fra Jer i TMU.

Det blev også oplyst, at sagen er udskudt til TMU's møde 6. marts. Dvs. efter 3 kampdage i Parken. Og derfor forventes en ansøgning om dispensation for disse 3 kampe med Fan Village på Øster Allé før TMU har behandlet sagen. Vi forstod, at TMF og ikke TMU sandsynligvis vil imødekomme en sådan ansøgning.

Det finder vi meget problematisk, i lyset af tidligere tilbagemeldinger om, at der ville blive politisk behandling.

Vi i lokaludvalget samt repræsentanter for Brumleby, beboere på Olufsvej og Øster Allé er i (fuld enighed) Imod TMFs forslag om placeringen og der var fuld enighed blandt os og beboerne om placering P.H Lings alle.

Forvaltningen har også informeret os om, at vi og beboerne vil få sagen i en form af høring eller naboorientering, men denne handling vil ikke ændre vores holdning.

Hilsen og god weekend .

Allan Marouf

Formand for Østerbro Lokaludvalg'

Den 13. februar svarede Teknik- og Miljøborgmesteren se også bilag 3 - Svar vedr. Østerbro Lokaludvalgs henvendelse om Parken Fan Village):

Kære Allan Marouf

Tak for dine henvendelser af 23. januar og 3. februar.

Da du har skrevet til hele Teknik- og Miljøudvalget, svarer jeg her som forperson for udvalget. Det betyder også, at dine henvendelser og dette svar vil blive delt med de resterende medlemmer af udvalget, der kan reagere af egen drift.

Jeg har bedt forvaltningen om at udtale sig i sagen. Du kan læse deres svar i vedhæftede notat.

Jeg har vedlagt vedhæftningerne fra dine henvendelser, så de alle er samlet på dette svar sammen med forvaltningens notat.

Med venlig hilsen

Line Barfod

Teknik- og Miljøborgmester
KØBENHAVNS KOMMUNE

Naboerne er fortsat meget kritiske overfor projektet og har den 14. februar sendt nedenstående skrivelse til lokaludvalget.

'Brumleby er fortsat af den holding at Parkens fanvillage-koncept er dybt problematisk for naboerne, pga de gener som disse events afstedkommer, herunder støjbelastning i fbm. opstilling og nedtagning. Vi er særligt bekymret over følgende punkter: 

 

  1. Presset og især støjbelastningen forværres af at Parken nu har planer om at etablere et større indhegnet område, og dermed skal fragte disse hegnselementer + alle andre ”publikumsfaciliteter” henover parkeringspladsen mellem Brumleby og B-tribunen, i timevis både før og efter arrrangementerne. Denne støjbelastning vil lægge sig oveni det støjpres vi allerede har dokumenteret i vores grundige evaluering af Parkens fem fanvillage-arrangementer i efteråret 2022. B-tribunens højde og udkragning bevirker at støj fra p-pladsen reflekteres ned over større dele af Brumleby end de forreste blokke. Derfor egner p-pladsen sig grundlæggende ikke til den langvarige kørsel med støjende maskiner og grej som en fanvillage vil medføre.

     2. Det ansøgte er af langt mere permanent karakter end hidtidigt (et indhegnet område, der kræver støbning af betonelementer i jorden til hegnspæle - set i aktindsigt) og der nævnes ikke noget om begænsning af antal arrangementer i Parkens ansøgning (der står kampe/events på side 2 gældende begge setups). 

Vi mener derfor fortsat at Parkens gevinster i form af et potentielt større FCK-fanengagement og mersalg af øl, mad mm, (også på Østerbros handelslivs bekostning) er ude af proportioner med den belastning man dermed pålægger Parkens naboer. Vi vil derfor på det kraftigste anmode Københavns Kommune og politikerne i TMU og Østerbro Lokaludvalg om at afvise Parkens foreslåede fanvillage-koncept.  

Vi mener at en placering af fanvillage langs PH. Lings Allé, modsat Brumleby, er eneste brugbare løsning, men at selv en sådan placering vil afstedkomme et betydeligt pres af fodboldpublikum i timerne før og efter kamp. Samt at denne placering muligvis fortsat vil føre til gener for naboerne fra tung kørsel af grej, afhængigt af hvorfra og til dette fragtes. En evt. placering ved PH Lings Allé mener vi, skal derfor detailplanlægges i samarbejde med naboerne og må forudsætte disses accept før etablering. 

Venlig hilsen, 

Brumlebys fanvillage-arbejdsgruppe 

 

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Hvis lokaludvalget vælger at afgive høringssvar, sender sekretariatet dette til forvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget drøftede udkast til høringssvar og besluttede uden afstemning at sende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen  som det foreligger i udkast.

Til top