Mødedato: 22.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 9, 2100 København Ø.

Bevilling: Indvielse af Carl Nielsens Allé

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget bevilger 6.000 kr. i 2023-puljemidler til et indvielsesarrangement af klimatilpasningsprojektet på Carl Nielsens Allé.

2. at der udpeges 1-2 lokaludvalgsmedlemmer, der deltager i planlægningen af arrangementet i samarbejde med sekretariatet.

Problemstilling

Lokaludvalget er af Teknik- og Miljøforvaltningen blevet inviteret til at deltage i planlægningen og afholdelsen af et arrangement ifm. færdiggørelsen af klimatilpasningsprojektet på Carl Nielsens Allé. Forvaltningen har nogle midler afsat til en indvielse (fx til en kaffevogn) og vil gerne indgå i et samarbejde med lokaludvalget.

Forvaltningen forventer at byrummet er færdigt til ibrugtagning i løbet af marts 2023, men anbefaler at en indvielse afholdes primo juni 2023 (forventeligt 10. eller 11. juni).

Borgerrepræsentationen besluttede i november 2017 at frigive anlægsmidler til skybrudssikring og byrumsforbedring på Carl Nielsens Allé. Projektet består af en omdannelse af pladsen til et grønt byrum med flytning af parkeringspladser til Johan Svendsens vej.

Parkeringspladserne er allerede blevet etableret, men omdannelsen af pladsen har været lidt længere undervejs, bl.a. påvirket af et anlægsstop i 2018.

Lokaludvalget har været involveret i projektet gennem mange år og har bl.a. beskrevet byrumsprojektet i bydelsplanen fra 2013.

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet sagen på deres møde den 8. februar 2023 og anbefaler, at lokaludvalget deltager i både planlægningen af indvielsen og selve afholdelsen.

Fagudvalget foreslår, at der afsættes puljemidler til arrangementet på niveau med indvielsen af Nordre Frihavnsgade (1. etape af cykelgaden) med kaffevogn og kor. Det foreslås desuden at invitere Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfod til arrangementet.

Økonomi

Fagudvalget anbefaler, at der afsættes en budgetramme på 6.000 kr. i 2023-puljemidler, der tages fra midlerne til lokaludvalgets egne projekter.

Videre proces

 

Beslutning

Indstillingens 1. at punkt blev med følgende bemærkning vedtaget uden afstemning: At Østerbro Lokalråd inviteres til indvielsen.

Indstillingens 2. at punkt: Allan Marouf og Bo Sandberg blev udpeget til at planlægge arrangementet i samarbejde med sekretariatet.

Til top