Mødedato: 20.11.2019, kl. 17:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Meddelelser

Besøg af Ninna Hedeager Olsen:
 
Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen besøger Østerbro Lokaludvalg 27. november kl 17.00-18. Mødet starter i Familiehuset, Svendborggade 5, stuen. Lokale 6, 2100 København Ø. Kl 17.30 vil der være en cykeltur til Vordingborggade og  Nygårdsvej/Vennemindevej

Emnerne for dialogmødet vil være:

  • Trafikken på Nygårdsvej/Vennemindevej
  • Trafikken i Vordingborggade – specifikt trafikforsøg med venstresving forbudt, udvidelse af Sundkrogsgade og trafik i forbindelse med Lynetteholm
  • Status på landstrøm ved Langelinie
  • Status på Strandboulevarden og Nordre Frihavnsgade
  • Partikelforurening-  og luftforureningsrapport

 

Rapport om frivillighed i København (grønne projekter) 2019:

Teknik-og Miljøforvaltning har i 2019 udarbejdet en rapport over frivillighed ift grønne projekter. Rapporten beskæftiger sig med de grønne frivillighedsprojekter, som var i fare for at stoppe som følge af nedlæggelsen af frivilligkoordinator stillingen i forvaltningen i 2019.

Rapporten kan læses her: https://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=1987

 

Formandsudmøntning af midler fra Kommunikationspuljen

Som led i en generel kommunikationsindsats er der oprettet en Instagram-profil for Østerbro Lokaludvalg. For at fremme formidlingen af Lokaludvalgets arbejde, er der brug for økonomiske midler, til at få trafik på profilerne. Samtidig kan med udmøntningen af disse midler også promovere Østerbro Lokaludvalg på facebook året ud.   

Formanden har, i henhold til tidligere beslutning om infopuljen bemyndiget sekretariatet til at udmønte op til 1000 kr. fra denne pulje til promovering af opslag og generering af flere følgere, så lokaludvalgets arbejde kan kommunikeres bredt ud til borgere der benytter sociale medier.

Høring vedr. kvalitetsstandarden Ældre i København 2020

Fagudvalget for Social, Sundhed, Ældre og Integration har læst høringsmaterialet vedrørende kvalitetsstandarden Ældre i København 2020 og har besluttet ikke at afgive høringssvar.

 

Nyt byggeri på Scherfigsvej 2

Formanden for Østerbro Lokaludvalg har fået følgende meddelelse fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune til orientering af lokaludvalget:

Jeg skal oplyse dig og de øvrige medlemmer af Østerbro Lokaludvalg om, at Socialforvaltningen påtænker at opføre et etagebyggeri med 12 boliger på Scherfigsvej 2.

Boligerne er et alternativ til traditionelle skæve boliger, hvor beboerne bor i egne små fritliggende huse, fordi beboerne har svært ved at indpasse sig i et traditionelt etagebyggeri.

Målgruppen til Scherfigsvej vil fortsat være såkaldte (hjemløse) ”skæve eksistenser”, men det vil være beboere, som er i stand til at indpasse sig i et etagebyggeri.

Hvis det har interesse, kommer jeg gerne forbi til et lokaludvalgsmøde for at informere kort om projektet.

Jeg skal understrege, at der endnu ikke er udfærdiget tegninger mv.

Vil du informere lokaludvalget ?

BH.

Lars Kaldahl

Økonomi og Byggeri

Socialforvaltningen - Københavns Kommune

Nyt om Teknik- og Miljøforvaltningens projekt på Østre Gasværksgrunden

Formanden for Østerbro Lokaludvalg og gruppen omkring Østre Gasværk grunden har fået følgende meddelelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen til orientering af lokaludvalget:

Kære Allan, Bo, Karin, Jóannes og Allan

Tak for jeres engagement og input til Teknik- og Miljøforvaltningens konkretisering af de nye og grønnere byrum på Østre Gasværksgrunden på arbejdsgruppemødet hos jer og på borgermødet tilbage i februar måned. Som nævnt på møderne har projektet efterfølgende været sat midlertidigt i bero på grund af det kommunale anlægsloft, idet Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal var prioriteret til andre projekter.

Til info er der nu nyt i sagen, idet Borgerrepræsentationen i Budget 2020 har besluttet at prioritere anlægsmåltal til at anlægge en del af projektet i 2020-2021. Konkret drejer det sig om at færdigprojektere og anlægge kryds, veje og forplads på Østre Gasværksgrunden, så Østerbro Skøjtehal som planlagt kan ibrugtages i februar 2021, plejecenteret kan anlægges og byggefelterne kan udbydes. Beslutningen indebærer også, at nedrivningen af den midlertidige skøjtehal og udvidelsen/omlægningen af boldbanerne kan gennemføres frem til sommeren 2021, som planlagt. Resten af projektet, herunder etablering af park- og aktivitetsring og grønne, rekreative byrum langs Svanemølleruten afventer uændret, at der senere prioriteres anlægsmåltal til disse.

Teknik- og Miljøforvaltningens projektforslag for kryds, veje og forplads er fremlagt til politisk behandling på Teknik- og Miljøudvalgets mødet 18. november 2019. Se dagsordenen her: https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/18112019/edoc-agenda/567c09c4-83d6-49ca-bda4-9857c73dbdf4/7c14d6d3-b5de-48c6-a8e1-aa45a2ab7e51.

Bemærk særligt, at der i indstillingen lægges op til at lokaludvalget inddrages i forbindelse med den videre projektering. Jeg forventer derfor, at kontakte jer for at aftale nærmere i januar 2020.

I er altid velkomne til at kontakte mig om projektet,

Med venlig hilsen

Anders Riiber Høj
Projektleder
Park og Byrum
_______________________________
KØBENHAVNS KOMMUNE
Teknik- og Miljøforvaltningen
Byens Fysik

 

Beslutning

Formanden informerede om mail fra Socialforvaltningen vedrørende byggeri på Scherfigsvej. Der var ingen indvendinger mod byggeri af skæve boliger på Scherfigsvej. Der var enighed om, at Østerbro skal være en mangfoldig bydel med plads til alle slags borgere.

Til top