Mødedato: 20.11.2019, kl. 17:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Projekt "Design og bæredygtighed"

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at der afsættes 35.000 kr. i 2020-puljemidler til projekt "Design og bæredygtighed" (arbejdstitel).

2. at lokaludvalget vælger 1-2 tovholdere på projektet.

Problemstilling

Fagudvalget for børn og unge har drøftet muligheden for at indlede et konkret samarbejde med en eller flere af bydelens skoler. Samarbejdet har til formål at øge netværket mellem lokaludvalg og skolerne og samtidigt være med til at skabe aktiviteter for eleverne. På sigt skulle samarbejdet også gerne munde ud i, at der kan dannes netværk på tværs af skolerne og deres elever.

Fagudvalget foreslår, at lokaludvalget indleder med at skabe et tilbud til skolerne, hvor en gruppe af deres elever tilbydes et læringsforløb/workshop, hvor skolerne selv kun skal lægge lokaler og elever til projektet. Gennem dialog med skoler, er der givet udtryk for, at skolerne især er interesseret i samarbejder omkring kreative projekter.

På baggrund af et sådant projekt, kan der skabes kontakt til de medvirkende skoler, og projektet kan evt. senere udvides, eller samarbejdet kan køre videre i et andet spor.

Miljøpunkt Østerbro har i 2019 igangsat et projekt, "Plastikposefrit Østerbro", som skal minde østerbroerne om mere bæredygtige alternativer til plastikposer, gennem brug af muleposer. I dette projekt ligger der også et undervisningsforløb for skoleklasser, hvor eleverne præsenteres for konsekvenser for brug af plastik.

Løsning

Fagudvalget foreslår, at der indgås et samarbejde med Miljøpunkt Østerbro i regi af projekt "Plastikposefrit Østerbro", men at der samtidigt lægges en kreativ vinkel ind.

Det foreslås derfor, at lave 4 workshops for 4 skoleklasser/fritidsklubber (aldersgruppe ca. 6. klasse), hvor deltagerne får mulighed for at designe og sy deres egne muleposer ud af genbrugsstof og får et oplæg (ved Miljøpunkt Østerbro) om bæredygtighed og betydningen af brugen af plastik. Projektet afsluttes med en event, hvor eleverne kan vise deres resultater fra for kammerater og familie.

Der arbejdes med, at en af projektets tovholdere kan deltage enten i starten af en eller flere workshops og fortælle om lokaludvalget eller evt. ved et afsluttende event.

Formålet med projektet er dels at skabe en miljøbevidsthed blandt de deltagende børn og dels at skabe netværk og samarbejde med de deltagende skoler og børn. Der skal arbejdes med de unges kreativitet, så de selv kan være med til at designe deres mulepose, så den gøres mere attraktiv.

Der lægges op til, at de 4 workshops afholdes i foråret 2020 afhængigt af samarbejdsparter.

Økonomi

Økonomiforvaltningen har endnu ikke meldt ud, hvilket beløb i puljemidler der er udlagt til Østerbro Lokaludvalg i 2020. Det forventes at beløbet er nogenlunde lig beløbet i 2019 (3.408.000 kr.).

Det foreslås at der afsættes i alt 35.000 kr. i 2020-puljemidler til projektet fordelt således:

- Honorar til designer: 20.000 kr.

- Materialer: 10.000 kr.

- Forplejning og diverse: 5.000 kr.

Videre proces

 

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget .

Lartey Lawson udpeges som tovholder og assisteres af sekretariatet.

Til top