Mødedato: 19.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Nyt fra fagudvalg og arbejdsgrupper

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget tager nyt fra fagudvalg og arbejdsgrupper til orientering. 

Problemstilling

Nyt fra fagudvalg og arbejdsgrupper

Byplan, miljø og teknik

3 medlemmer af fagudvalget havde mandag den 10. maj et møde med repræsentanter for grundejerforening og vejlaug for Rymarksvej. Medlemmerne gik en tur i området med beboerne, der viste deres udfordringer med parkering på vejen og trafik til og fra institutioner på vejen.

Rymarksvej er en blind vej med indkørsel fra Tuborgvej. På vejen ligger bl.a. blindeinstituttet, hvor Kultur Ø nu lejer sig ind og planlægger kulturelle aktiviteter og offentlig adgang til svømmehallen. Der ligger desuden flere institutioner og botilbud i bunden af vejen. Der er reelt adgang til institutionerne via Rygårds Alle, men da der er ensretninger, der betyder, at tilkørsel sker fra Tuborgvej og udkørsel sker gennem Ryparken mod Lyngbyvej, vælger mange at parkere på Rymarksvej.

Fagudvalgsmedlemmerne anbefalede beboerne at deltage i Østerbroweekenden og på den måde få politikere i tale. Desuden har fagudvalget anbefalet, at Rymarksvej nævnes i forbindelse med analysen for udvidelse af p-zonen.

 

Familie, børn og unge

Projekt mødesteder for unge følger tidsplanen. Projektlederen er i dialog med udskolingsteamet på Heibergskolen og de forventer at kunne gennemføre workshops og byggeproces så projektet står færdigt inden sommerferien.

Processen for projektet "Ungekonference" er blevet skudt i gang med med et møde. Fagudvalgsformanden og lokaludvalgsformanden samt en sekretariatsmedarbejder har mødtes med 2 repræsentanter fra Ungeråd KBH, for at finde ud af hvilke aktuelle behov der er blandt Østerbros unge ift. en ungekonference. Her kom det frem, at de unge generelt savner at blive hørt og taget alvorligt. Der er et stort fokus på hhv. klimadagsordenen og mental sundhed blandt unge, og de unge opfordrede lokaludvalget til at skabe en konference med disse to temaer som grundsten. De ville desuden gerne have et format, hvor alle kunne føle sig velkomne og udtrykke sig på den måde de havde det bedst med - fx vha. kreative formater som foto/video, digte, debat etc. De ville også gerne have en aktion eller en anden mulighed for at få deres budskaber igennem til beslutningstagerne. 
Fagudvalget arbejder videre med projektet, og er lige nu i gang med at planlægge en workshop med repræsentanter for Ungeråd KBH, hvor indholdet og formatet skal specificeres yderligere. 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

 

Beslutning

Østerbro Lokaludvalg er som udgangspunkt positive over for muligheden for at skabe kulturfaciliteter i det tidligere blindeinstituts bygninger. Det vil skabe god synergi, hvis der kan skabes et mødested, der vil kunne benyttes på tværs af de to bydele. Dog er det vigtigt for os, at der i processen tages højde for trafiksituationen. Faciliteterne ligger på en mindre, lukket vej, så der skal findes en løsning, så der ikke bliver skabt trafikkaos.”


Til top