Mødedato: 19.02.2020, kl. 18:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Meddelelser

Se alle bilag
EURO 2020

Der har været afholdt orienterings og dialogmøde mellem medlemmer af lokaludvalget og DBU/UEFA, KFF, TMF og Kultur Ø. Se vedhæftede referat. Tidslinje, parkeringsplan og situationsplanen i powerpointoplægget er med forbehold for ændringer. Side 6 i oplægget er den oprindelige plan fra UEFA, mens side 7 + 8 er den faktiske plan.

Flytning af placering for Østerbroweekend

På grund af Euro 2020, har DBU afslået at lokaludvalget kan holde Østerbroweekend på den sædvanlige placering ved P.H. Linghs Allé, på grund af sikkerhed. Sekretariatet og formanden har undersøgt en alternativ placering, og formentlig kan arrangementet afholdes ved Filosofgangen, hvor Østerbroweekenden blev afholdt tidligere.

Borgmesterbesøg Ninna Hedeager Olsen 27. oktober

Teknik-og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen besøger Østerbro Lokaludvalg til dialog onsdag d. 27. oktober kl. 17 - 19. Ønsker til dialogpunkter meldes til borgmesteren i løbet af sensommeren.

Copenhagen Light Festival, fernisering

Der holdes en lille fernisering på åbningen af Copenhagen Light Festival på Trianglen d. 20. februar ved 16-17 tiden. Overskuddet af øl og vin fra nytårskuren går til åbningen. Opfordring fra fagudvalget for Kultur, Fritid & Idræt til at komme og få et glas og se værket sammen.

Oprydning i Sortedamssøen

I begyndelsen af januar tog en gruppe borgere initiativ til at fjerne nytårsraketter og affald fra Sortedamssøen. Sekretariatet delte billederne på Facebook, og det er blevet Lokaludvalgets mest sete opslag siden i sommers. Den 16. februar samles de igen og fjerner de ting, som er sunket til bunds i søen. Gruppen har henvendet sig til sekretariatet og har forhørt sig om, lokaludvalget har mulighed for at støtte op omkring projektet. Efter aftale med formanden vil Lokaludvalget hjælpe ved at kommunikere eventet ud, købe en kaffevogn, som serverer kaffe til de aktive borgere og ved at låne snappere (affaldsopsamlere) til borgerne. Hermed en opfordring til at komme og være med.

Forbrug fra formandens akut-pulje

Der er trukket 3.000 kr. fra akut-puljen til brug for fernisering af lyskunstværket på Trianglen i forbindelse med Copenhagen Light Festival (Leje af kabelbroer: 1.200 kr., Levering og afhentning af kabelbroer: 1.000 kr., Annoncering: 500 kr., Snack til åbning: 300 kr.)

Der er desuden trukket 3.600 kr. fra akutpuljen til betaling af kaffevogn den 16. februar i forbindelse med rensning af Sortedamssøen.

Undersøgelse af koncept for Lokaludvalg

Borgerrepræsentationens Gruppeformandskreds beslutte på deres møde den 4. februar en tids- og procesplan for arbejde med undersøgelse af lokaludvalg. Efterfølgende er alle lokaludvalgssekretariater blevet bedt om at besvare en række spørgsmål inden for de fire fokusområder, der er stillet til lokaludvalgene. På gruppeformandskredsens næste møde 24. april, vil en evt. tilpasning af koncept for Lokaludvalg blive drøftet. 

Aflysning af bydelsplanseminar 25. april 2020

Lokaludvalget er blevet meddelt, at processen omkring den kommende bydelsplan først meldes ud efter møde i Borgerrepræsentationens Gruppeformandskreds  24. april 2020. Grunden til dette er, at Gruppeformandskredsen på deres møde med lokaludvalgsformændene og forvaltningen meddelte, at koncept for bydelsplan skal ses i sammenhæng med den igangværende undersøgelse omkring koncept for Lokaludvalg.

Formanden forventer, at lokaludvalget i stedet kan holde seminar i sensommeren. Der forventes ikke at der bliver ændret i indhold af seminar og på sammensætning af bydelsplansgruppen.

Ny fysisk lokalisering af forebyggelses- og genoptræningstilbud i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i foråret 2019 at omlægge arbejdet på forebyggelses- og genoptræningsområdet for bl.a. at sikre øget robusthed og ensartet serviceniveau. Se vedhæftet bilag for overblik over ændringer.

Borgermøde om luftforurening

Miljøpunkt Østerbro afholder sammen med Det Økologiske Råd et borgermøde i Østerbrohuset den 24. februar kl. 19-21. Emnet for mødet er luftforurening fra brændeovne, og hvad borgerne selv kan gøre for at mindske forureningen.

Placering af biblioteker på Østerbro

Kultur og Fritidsudvalget behandlede på deres møde den 30. januar den nye biblioteksstruktur på Østerbro, herunder den kommende placering af biblioteker. Allan Marouf, Dan Pedersen og Axel Thrige Laursen havde søgt foretræde og fremlagde, at lokaludvalget holder fast i, at der skal placeres et bibliotek ved Kulturcenter Kildevæld. Udvalget besluttede at udskyde sagen med henblik på, at Kultur- og fritidsforvaltningen laver en procesplan for yderligere dialog med biblioteksbrugerne og lokaludvalget, som vil kunne munde ud i et kvalificeret beslutningsgrundlag. Denne plan skal forelægges Kultur- og Fritidsudvalget inden sommerferien 2020.

 

Beslutning

Kære  Overborgmester Frank Jensen

Østerbro Lokaludvalgs fagudvalg for byplan, miljø og teknik har drøftet Movias varslede afskaffelse af pensionistkortet.

Hvis pensionistkortet forsvinder vil det betyde en signifikant prisstigning for hele hovedstadens pensionister. Ældre og gangbesværede borgere er allerede blevet ramt i forbindelse med omlægning af busdriften med det nye Bynet, som har betydet flere skift frem for tidligere direkte ruter.

 

Vi støtter derfor fuldt op omkring Borgerrepræsentationens beslutning fra 30. januar (medlemsforslag stillet af flere partier om bevarelse af pensionistkortet), og vi ser frem til den lovede evaluering af Bynet, hvor vi i lokaludvalget forventer at blive inddraget.

Med venlig hilsen

Allan Marouf

Formand  for Østerbro Lokaludvalg

Til top