Mødedato: 18.04.2018, kl. 17:30
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Medlemsforslag: Street art

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til forslag om afholdelse og opsætning af projektet Street art.

Indstilling

Fagudvalget for Kultur og Fritid indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget bevilger 87.500 kr. i 2018-puljemidler til gentagelse af eget projekt "Street art" på Strandboulevarden – herunder 30.000 kr. til en selvstændig særpulje (Street art-puljen), der kan søges til dækning af materialeudgifter i forbindelse med kunstværkerne jf. løsningsafsnittet,

2. at lokaludvalget giver Fagudvalget for Kultur og Fritids medlemmer kompetence til at behandle de indkomne ansøgninger til Street art-puljen med efterfølgende orientering af lokaludvalget jf. løsningsafsnittet,

3. at lokaludvalget udpeger en tovholder samt 1-2 medlemmer af lokaludvalget til en arbejdsgruppe, der skal bidrage til planlægningen af arrangementet og sikre arrangementets forankring i lokaludvalget.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg igangsatte et street art projekt på Strandboulevarden i sommeren 2017, hvor (primært lokale) street art-kunstnere kunne lave kunstværker i gadebilledet til inspiration for forbipasserende. Se vedhæftede evaluering af projektet.

Lokaludvalgets fagudvalg for Kultur og Fritid (KFK) foreslår, at lokaludvalget igen i år afholder et street art projekt på Strandboulevarden, hvor lokale kunstnere kan ansøge om midler til udsmykning af trækuber. Vedhæftet er projektskema for Street art-projektet.

Løsning

FKF foreslår, at der igen opsættes "krydsfinerkuber" på ca. 120 x 120 cm. langs Strandboulevardens midterrabat placeret mellem Nordre Frihavnsgade og Vordingborggade, én trækube pr. deltagende kunstner.

Kuberne sættes op i ultimo maj, og projektet kickstartes ved en åbningsevent/reception på Strandboulevarden primo juni. Kuberne kan udsmykkes fra de er blevet sat op, og kunstnerne inviteres til at gå i gang med at udsmykke fra opsætning, så kuberne er klar til receptionen.

Kuberne tages ned ultimo august. Kunstværkerne står dermed fremme i løbet af sommeren. Når projektet er slut kasseres, bortgives eller evt. opmagasineres kuberne.

Samtidig foreslår FKF, at der afsættes en særpulje på 30.000 kr. (Street art-puljen), som kan søges til dækning af udgifter til materialer i forbindelse med værkerne, dog maksimum 3.000 kr. pr. værk. Der er maksimum 10 kunstnere, der kan deltage. Puljestøtten skal tildeles inden for de gældende retningslinjer for brug af puljemidler og kan kun gives som støtte til indkøb af materialer til brug for opførelse af kunstværker på de opsatte kuber.

Det foreslås, at lokaludvalget giver FKF's medlemmer kompetence til at behandle ansøgningerne og prioritere, hvilke indkomne projektideer, der skal opnå støtte med efterfølgende orientering af lokaludvalget.

Det foreslås, at der indkaldes til et ekstraordinært møde i FKF tirsdag den 22. maj 2018 kl. 17, hvor de indkomne ansøgninger behandles. Da puljebehandling er myndighedsudøvelse vil sekretariatet være tilstede, og der skal være minimum 3 lokaludvalgsmedlemmer tilstede ved behandlingen for at være beslutningsdygtige.

Ansøgningsfristen bliver sat ud fra behandlingsdatoen, og det foreslås, at der er ansøgningsfrist den 14. maj 2018.

Økonomi

Budget Street art projekt
Pulje 30.000
Kuber 15.000
Transport inkl. bortskaffelse 5.000
Markedsføring/kommunikation 15.000
Reception 20.000
Uforudset 2.500
I alt 87.500

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt efter afstemning, idet lokaludvalget besluttede, at posten kommunikation også kan dække over hosting af en særlig hjemmeside Artstreet.dk, under forudsætning af at den lever op til kommunens designmanual.

Lokaludvalget stemte først om indstillingens 1 at, der blev tiltrådt med 12 stemmer for (Allan Marouf, Dan Pedersen, Finn Larsen, Bo Sandberg, Henrik Conradsen, Elisabeth Steiner, Jóannes Jørgen Gaard, Jesper Koefoed-Melson, Jan Due, Axel Thrige Laursen, Lartey Godwin Lawson, David Rønne), 2 stemmer mod (Karin Storgaard, Marika Tingleff), og 2 der undlod at stemme (Finn Kristiansen, Allan Tyrrestrup).

Lokaludvalget stemte derefter om indstillingens 2. at, der blev vedtaget med 15 stemmer for (Allan Marouf, Dan Pedersen, Finn Kristiansen, Finn Larsen, Allan Tyrrestrup, Bo Sandberg, Henrik Conradsen, Elisabeth Steiner, Joannes Jørgen Gaard, Jesper Koefoed-Melson, Jan Due, Axel Thrige Laursen, David Rønne, Lartey Godwin Lawson, Marika Tingleff), 1 stemme mod (Karin Storgaard), der var ingen der undlod at stemme.

Til ansøgningens 3. at valgte lokaludvalget at David Rønne er tovholder for projektet og at Allan Marouf og Lartey Godwin Lawson indgår i arbejdsgruppen.

 

Karin Storgaard afgav følgende protokolbemærkning, som også blev anført ved behandlingen af projektet i 2017:
Undertegnede kan ikke støtte bevilling til dette projekt. Hverken bevillinger til dækning af materialer til de såkaldte streetart-kunstnere, til bygning af de trafikfarlige kasser / kuber på 1,20 x x1,20 m, til anskaffelse af infostander/ pylon eller midler til fernisering i forbindelse med projektet. Vi finder at de 87.500 kr., som samlet set ofres på dette projekt, inklusiv betaling til "kunstnerne", kunne være anvendt mere konstruktivt til glæde for østerbroborgerne. Specielt finder vi, at 20.000 kr. til reception i Strandboulevardens midterrabat er ude af proportion med begrebet rimelighed.  
Strandboulevarden er et kulturhistorisk klenodie, og den eneste boulevard vi har på Østerbro efter parisisk tilsnit. Det er derfor ødelæggende og udtryk for manglende æstetisk sans i Strandboulevardens midterrabat at opstille "krydsfinerkasser" (kuber), hvor såkaldte streetart-kunstnere, eller for nu at værne lidt om det danske sprog: gadekunstnere, skal opstille deres "kunstværker" til inspiration for forbipasserende. Det er endvidere et overgreb på den smule natur, vi har tilbage på Østerbro. Man vil ødelægge det natursyn den flotte række træer giver forbipasserende ved at stille disse "krydsfinerkasser" ind mellem træerne. Stop denne tivolisering af Strandboulevarden! Hvis det er piske nødvendigt at opstille disse "krydsfinerkasser", så find et sted, hvor de ingen skade gør.

 

Til top