Høringssvar vedrørende Handleplan for Udsatte Boligområder 2027-2028
Indstilling
Forpersonen indstiller
1. at Østerbro Lokaludvalg drøfter og beslutter at afsende det vedhæftede udkast som høringssvar på høringen af udkastet til Handleplan for Politik for Udsatte Boligområder 2027-2028.
Problemstilling
Københavns Kommune har udarbejdet et forslag til en handleplan, som viser, hvordan kommunen i perioden 2027-2028 arbejder for at nå målene i Politik for udsatte byområder 2025-2035. Forslaget er udarbejdet af Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger i Københavns Kommune.
Forslaget opstiller 2 overordnede mål, der hvert har 3 delmål:Mål 1: Gode livschancer og -muligheder for københavnere i alle aldre
- Flere i arbejde og uddannelse: Flere københavnere får adgang til job og uddannelse, så de kan bidrage aktivt til fællesskabet.
- Bedre trivsel og sundhed for københavnere i alle aldre: I samarbejde med blandt andet den lokale lægepraksis, regionen, boligsociale helhedsplaner og foreningslivet vil vi fremme trivsel og skabe rammer for sunde fællesskaber.
- Styrket børne- og ungeliv: Alle børn får en god start på livet, flere børn og unge trives, gennemfører en ungdomsuddannelse, indgår i positive fællesskaber og får et solidt fundament for livet.
Mål 2: Trygge og attraktive byområder for alle københavnere
- Attraktive rammer og funktioner: De fysiske rammer, boliger og offentlige funktioner i udsatte områder skal opleves som lige så attraktive som i resten af København.
- Rekreative tilbud til alle: Udsatte byområder skal have forskellige rekreative tilbud, der understøtter fysisk og mental trivsel for københavnere i alle aldre.
- En tryg, blandet og velfungerende by: Områderne skal være trygge, have gode transportforbindelser og give nem adgang til byens mange tilbud.
Fagudvalget for Social, Sundhed, Ældre, Integration og Bolig mener ikke, at der er nok eksplicit fokus på ældre, gangbesvarede eller almene boliger i denne handleplan. Derfor anbefaler fagudvalget at indsende et høringssvar, der opfordrer til yderligere fokus på disse problematikker.
Løsning
Fagudvalget for Social, Sundhed, Ældre, Integration og Bolig fremsætter et udkast til et høringssvar til Handleplan for Politik for Udsatte Boligområder 2027-2028. Udkastet er vedhæftet dagsordenspunktet som bilag.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt høringen imødekommes står sekretariatet for at afsende det vedhæftede udkast som høringssvar på vegne af lokaludvalget.