Mødedato: 17.06.2026, kl. 17:30
Mødested: Vibenhave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Udpegning af bestyrelsesmedlem til Miljøpunkt Østerbros bestyrelse

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget tager oplæg fra Miljøpunkt Østerbro til orientering. 

2. at lokaludvalget drøfter behovet for at udpege et medlem til bestyrelsen for Miljøpunkt Østerbro og eventuelt udpeger et medlem.

Problemstilling

På mødet vil centerleder for Miljøpunkt Østerbro, Sara Jörn og formand for Miljøpunkt Østerbros bestyrelse, Jóannes Gaard fortælle om miljøarbejdet på Østerbro med udgangspunkt i den vedtagne 2-årsplan og driftsstøtteaftale.

I følge aftalen mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro, varetager Miljøpunkt Østerbro (MPØ) på vegne af Østerbro Lokaludvalg den kommunalt finansierede lokale miljøopgave, sådan som den lokale miljøopgave er formuleret i 'Kommissorium for Lokaludvalg'.

Det følger af pkt. 5 i vedtægterne for Miljøpunkt Østerbro, at Østerbro Lokaludvalg kan udpege et medlem af lokaludvalget til bestyrelsen i Miljøpunkt Østerbro. På samme vis kan Københavns Borgerrepræsentation udpege et medlem af Teknik- og Miljøudvalget til bestyrelsen i MPØ. Til orientering har Københavns Kommune udpeget Mahela Nilsson, medlem af BR for SF til Bestyrelsen for Miljøpunkt Østerbro.  Bestyrelsesmedlemmer udpeget af Københavns Kommune og Østerbro Lokaludvalg, er, efter hvert kommunalvalg, udpeget for hele den kommunale valgperiode. Miljøpunktet vedtægter kan læses her: https://miljopunktosterbro.dk/om-os/vedtaegter/

Med udgangspunkt i den samarbejdskonstruktion (Samarbejdsforum) som Østerbro Lokaludvalg har med MPØ, hvor forpersonskabet og fagudvalgsforpersonerne mødes kvartalsmæssigt med Miljøpunkt Østerbro, kan man drøfte, hvorvidt der er behov for at udpege et medlem til Miljøpunktets bestyrelse.

Løsning

Lokaludvalget tager oplæg fra Miljøpunkt Østerbro til orientering.

Lokaludvalget drøfter behovet for at udpege en repræsentant til Miljøpunkt Østerbros bestyrelse og udpeger eventuelt en repræsentant, som skal varetage Østerbro Lokaludvalgs interesser i miljøpunkts bestyrelse i resten af lokaludvalgets funktionsperiode.

Hvis lokaludvalget vurderer, at der er behov for at udpege et medlem til miljøpunktets bestyrelse, udpeger lokaludvalget en repræsentant til bestyrelsen i Miljøpunkt Østerbro.

Alle interesserede lokaludvalgsmedlemmer kan melde deres kandidatur på det ordinære lokaludvalgsmøde 17. juni 2026.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Hvis lokaludvalget udpeger et medlem til MPØ's bestyrelse, meddeles dette til Borgerrepræsentationen og til Miljøpunkt Østerbro, hvorefter det udpegede medlem træder ind i Miljøpunkt Østerbros bestyrelse.

Til top