Mødedato: 16.12.2020, kl. 18:30
Mødested: Elektronisk møde via Teams

Beslutning om at være medunderskrivere af åbent brev til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Østerbro Lokaludvalg beslutter at være medunderskrivere på henvendelsen til Borgerrepræsentationen vedrørende 'Store skoler på små grunde'.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har modtaget en henvendelse fra Amager Vest Lokaludvalg:

"Amager Vest Lokaludvalg har længe været bekymret for, hvilke konsekvenser de meget store skoler på meget små grunde vil have for børnene i bydelen. Efter arbejdet med lokalplansforslaget til Hannemanns Allé er bekymringen kun vokset. Her er planlagt en firesporet skole til 1200 elever, presset ind mellem Royal Arena og boligbyggeriet Generationernes Hus (https://www.avlu.dk/wp-content/uploads/2020/06/FOKUS-p%C3%A5-friarealer_%C3%B8ravis-d.2-3-2.pdf )

Vi spurgte lokaludvalgssekretariaterne tidligere på året, om lokaludvalgene i de andre bydele havde samme udfordringer og bekymringer og fik flere istemmende tilbagemeldinger, med eksempler på nybyg og ombyg af skoler, hvor der kun var meget lidt plads til udearealer.

Derfor har Amager Vest Lokaludvalg taget initiativ til et åbent brev til politikerne på Københavns Rådhus (se bilag ’Brev til BR: Store skoler på små grunde’); Med udgangspunkt i forskning, formålsparagraffer og undervisningsmiljøloven beskriver vi bekymringerne og opfordrer til at gentænke byudviklingen, så der bliver plads til vores børn i byen.

Amager Vest Lokaludvalg håber på, at andre lokaludvalg i kommunen vil være medunderskrivere. Alt efter opbakningen fra jer, regner vi med at spørge interesseorganisationer, forskere mfl. inden for skoleliv, børns trivsel og udvikling, om de også vil være medunderskrivere, inden vi sender det til Borgerrepræsentationen."

Løsning

Henvendelsen og brevet har været drøftet i Børn, Unge & Familie. Fagudvalget vil gerne opfordre til, at Østerbro Lokaludvalg skriver under på brevet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sekretariatet underretter Amager Vest Lokaludvalg om Østerbro Lokaludvalgs beslutning.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top