Mødedato: 16.05.2018, kl. 17:30
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Meddelelser

Se alle bilag

Orientering fra Bispebjerg Lokaludvalg

Bispebjerg Lokaludvalg har sendt en mail til Københavns Kommunes Kultur- og fritidsudvalg vedr. sal til Ryparkens Idrætsanlæg. Bispebjerg Lokaludvalg har sendt den til Østerbro Lokaludvalg til orientering.
Vedlagt til orientering.

Politikerspørgsmål vedr. Lokaludvalg

Medlem af Borgerrepræsentationen, Jakob Næsager, har haft nogle spørgsmål vedr. antallet af foreninger tilmeldt valg i Lokaludvalgene, køns- og aldersrepræsentationen. Den samlede besvarelse er vedlagt til orientering.

Holdningsundersøgelse vedr. parkering - borgerpanelet

COWI gennemførte i efteråret 2017 på vegne af Teknik- og Miljøforvaltningen en holdningsundersøgelse på parkeringsområdet. Og de samlede resultater fra undersøgelsen foreligger nu. En række af lokaludvalgene har stillet borgerpaneler til rådighed for undersøgelsen, bl.a. Østerbro, og det har gjort, at undersøgelsen bygger på over 8.400 besvarelser. Således er langt de fleste besvarelser (ca. 8.000) indhentet via fire lokaludvalgs borgerpaneler (Østerbro, Christianshavn, Bispebjerg og Brøsnhøj-Husum) samt KK borgerpanel, der dækker hele byen. De sidste 400 besvarelser er indhentet via gadeinterviews fra forskellige områder i København, herunder Indre By.
Til forskel fra en lignende holdningsundersøgelse på parkeringsområdet fra 2013 har det været målet med den nye undersøgelse at undersøge holdninger blandt alle borgere og ikke kun dem, som har bil. Endvidere fokuserer denne undersøgelse både på bil – og cykelparkering. Resultaterne i rapporten fokuserer ikke på enkelte områder, men er i stedet baseret på fem grupperinger, der hver især repræsenterer typer af borgere i København. De fem persontyper er sammensat på baggrund af boligtype (parcelhus eller lejlighed), om respondentens husstand har rådighed over bil, samt om respondenten bor inden for eller uden for betalingszonen.
Resultatet af undersøgelsen kan findes på lokaludvalgets hjemmeside: http://www.oesterbrolokaludvalg.kk.dk/page783.html

Trafikale problemer i Århusgadekvarteret

Formand for Lokaludvalget, Allan Marouf, har ad to omgange henvendt sig til Teknik- og Miljøborgmesteren, hhv. i efteråret 2017 og i april 2018, vedr. den trafikale situation i Århusgadekvarteret.
Spørgsmål samt begge svarene er vedlagt.

Borgerhenvendelse I

En borger henvendte sig d. 24. april 2018 telefonisk til sekretariatet, med en sag, som vedkommende gerne vil have, at Lokaludvalget går videre med: Kan der komme en fodgængerovergang over Blegdamsvej ud for Rigshospitalet.
Spørgsmålet blev sat på dagsordenen til møde i Lokaludvalgets fagudvalg for teknik- og miljø d. 2. maj 2018.

Borgerhenvendelse II

En borger har henvendt sig til Østerbro Lokaludvalg med ønsket om at vedkommende gerne vil have: En malet opdeling mellem gående og cyklende i stitunnellen under jernbanen ved Ndr. Frihavnsgade.
Spørgsmålet blev sat på dagsordenen til møde i Lokaludvalgets fagudvalg for teknik- og miljø d. 2. maj 2018.

Borgerhenvendelse III

En borger har henvendt sig med forslag om at indstille de fire hestekastanjetræer, der står mellem Kildevældsskolen og Kildevældsparken, som ikoniske træer til Københavns Kommune. Henvendelsen er blevet sendt videre til den relevante projektleder i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Borgerhenvendelse IV

Kære Østerbro lokaludvalg . Jeg vil gerne sige tusind tak for det store arbejde med at kæmpe for, at der fortsat er busrute på Nordre Frihavnsgade. Jeg blev lettet og glad da jeg i søndagsavisen læste , at der forsat vil køre en bus på Nordre frihavnsgade, og 6 gange i timen, det er rigtig dejligt også at bussen kommer til Nordhavn station.
Jeg var med til mødet i medborgerhuset i århusgade og har og skrevet min mening til jer , dejligt når det kan nytte at protestere og kæmpe for noget , når det så lykkes at få det til at ske. Mange hilsner Hanne Godt gået TAK

 

 

Beslutning

Finn Kristiansen bad om at et punkt fra meddelelser bliver optaget lokaludvalgets dagsorden til et senere møde: Forslag om udtalelse fra Lokaludvalget vedr. de trafikale problemer i Århusgadekvarteret, jf. korrespondence med Teknik- og Miljøforvaltningen samt Østerbro Avis.
Det blev aftalt at afvente, at Borgmester Ninna Hedeager Olsen har besøgt Østerbro Lokaludvalg den 15. august 2018.
Til top