Mødedato: 15.05.2014, kl. 18:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Orientering og drøftelse vedrørende lokaludvalgets håndtering af inhabilitetsspørgsmål

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg orienterer sig om og drøfter lokaludvalgets håndtering af inhabilitetsspørgsmål.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg

1. at Lokaludvalget orienterer sig og drøfter lokaludvalgets håndtering af inhabilitetsspørgsmål

Problemstilling

Formålet med forvaltningslovens regler om inhabilitet er det grundlæggende krav om saglig forvaltning.
Reglerne har til formål dels at undgå en reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende eller usaglige hensyn, dels at undgå, at der hos parterne eller omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos de der medvirker ved en offentlig forvaltnings beslutning, i denne sammenhæng lokaludvalgsmedlemmerne som del af Københavns Kommune.

Økonomiforvaltningen har til hjælp og vejledning af lokaludvalgets medlemmer udarbejdet et notat om inhabilitet for lokaludvalgsmedlemmer i relation til beslutninger vedr. Miljøpunkt Østerbro, men er tænkt således at det ligeså vel kan gælde andre partnere, foreninger eller bestyrelser. Dette notat starter med en lidt mere generel beskrivelse af inhabilitet i forhold forvaltningslovens regler, der opstiller forbud mod forskellige situationer, hvor det vurderes at være en risiko for usaglige hensyn. Der er således tale om en abstrakt risikovurdering, som ikke med sikkerhed vil føre til usaglige afgørelser, men som i sig selv kan indeholde en risiko herfor.

Som det fremgår af notatet må man ikke, hvis man er inhabil, træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen eller forberedelse af sagen, ellers vil en sådan afgørelse som udgangspunkt blive ugyldig.

Inhabilitetsreglerne kan være forbundet med nogle særlige spørgsmål i forhold til at lokaludvalgsmedlemmerne alle repræsenterer forskellige foreninger, og bl.a. vælges til lokaludvalget ud fra det formål at de har et stort netværk og mange kontakter. Det skal derfor understreges at habilitetsbedømmelsen ikke er en vurdering af en persons personlige integritet eller evne til at være upartisk, men udelukkende bygger på de opstillede kriterier/situationer for forskellige interessekonstellationer, og skal opfattes som en beskyttelse af både den enkelte fra at komme ud i en interessekonflikt og en situation der svækker tilliden den offentlige forvaltnings afgørelse.

Der kan dog opstå situationer hvor det er vigtigt for lokaludvalget at skabe rum hvori inhabile lokaludvalgsmedlemmer eller andre (borgere, foreningsmedlemmer o.lign.) kan medvirke til en drøftelse og oplysning af sager, som de netop på grund af deres relationer og netværk, har et indgående kendskab til. Det er vigtigt at medlemmernes viden om forhold af betydning for lokaludvalgets konkrete beslutning kan komme frem som led i lokaludvalgets beslutningsgrundlag, men at dette gøres på en måde der sker adskilt fra selve lokaludvalgets beslutning og afgørelse i sagen.

Løsning

Formanden foreslår at lokaludvalget tager en drøftelse af lokaludvalgets håndtering af inhabilitetsdrøftelser fremover, som bl.a. kan indeholde nedenstående.

Det fremgår af forvaltningsloven og Normalforretningsorden for kommuner, at det er det enkelte medlems ansvar at gøre opmærksom på at inhabilitet kan være til stede i en konkret sag, men det er lokaludvalget der træffer beslutning om hvorvidt et medlem anses for inhabil i sagen eller ej, såfremt det gøres til genstand for drøftelse. En sådan beslutning om inhabilitet/habilitet på baggrund af en drøftelse vedrørende den konkrete sag/situation skal begrundes. Medlemmet må gerne deltage i drøftelse og beslutning af hvorvidt man er inhabil eller ej.

Sekretariatet er forpligtet til at oplyse medlemmerne af lokaludvalget i situationer, hvor det bliver opmærksom på, at det fra Økonomiforvaltningens side vurderes at der kan foreligge inhabilitet, ikke mindst fordi inhabilitet godt være noget et medlem ikke nødvendigvis er opmærksom på.

I situationer hvor der er tale om inhabilitet, men hvor den inhabile besidder en indsigt og viden der er vigtig for sagens oplysning og sikring af lokaludvalgets beslutninggrundlag skal denne indsigt kunne indhentes.
Dette kan i praksis ske på to måder, enten som et notat eller skriftlig orientering der lægges på sagen der skal beslutning om, eller ved opdeling af en sag i to dagsordenspunkter, således at lokaludvalget først har et punkt hvori sagen kan oplyses bedst muligt, og herefter et dagsordenspunkt hvori der lægges op at lokaludvalget tager beslutning om sagen. Der kan også indlægges fællesmøder, seminarer eller andet, som ikke er et ordinært lokaludvalgs møde, hvori drøftelser og orientering sker.
Det er dog vigtigt i et orienterings- og drøftelsespunkt, at fokus er på oplysningen af sagen og dens faktiske omstændigheder og vurdering heraf, således at de inhabile medlemmer ikke direkte siger hvordan de resterende udvalgsmedlemmer skal forholde sig i sagen.

Udviklingsudvalget vil følge op på drøftelsen, og fremlægge et kort eksempelpræget og vejledende oplæg om inhabilitet til lokaludvalgsmedlemmerne.
 

Beslutning

1. Lokaludvalget drøftede håndtering af inhabilitetsspørgsmål.

2. Lokaludvalget godkendte forslag om, at Lokaludvalget selv beslutter, om et eller flere medlemmer er habil eller inhabile ved behandlingen af en sag, og at det/de medlemmer hvorunder sagen hører, kan være til stede under behandlingen. Det giver de involverede en mulighed for at forklare sig.
Til top