Mødedato: 11.12.2014, kl. 17:30
Mødested: Østerbro Lokaludvalg, Vennemindevej 39, 2100 Kbh. Ø

Nedsættelse af temagrupper

Indstilling og beslutning

Udviklingsudvalget indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at der nedsættes temagrupper for hvert tema og der vælges en tovholder for hver af de tre temagrupper
2. at der i januar afholdes en kickoff-temaaften for hvert af de tre temaer og Lokaludvalget bevilger i alt 15.000 kr. i 2015-puljemidler til annoncering og afholdelse heraf
3. at det er de tre temagrupper, der sekretariatsbetjenes i 2015
4. at udviklingsudvalget fortsætter i 2015

Problemstilling

Den 20. november 2014 besluttede lokaludvalget at arbejde temabaseret i stedet for strengt sektorielt. De valgte temaer er Nordhavn, Folkeskolereform og Ligeværdighed i samfundet (herunder kampen mod social dumping).

Formålet med det temabaserede arbejde er bl.a. at skabe grobund for tværgående indsatser i lokaludvalget og bydelen som helhed. Temaerne skal fungere som en dynamo for kvalificeret borgerinvolvering, som udgangspunkt for nye samarbejder og partnere og som rettesnor i forhold til lokaludvalgets prioriteringer.  

Temaerne var i forbindelse med indstillingen den 20. november beskrevet i overordnede linjer. Der er nu behov for at lokaludvalgets arbejde med temaerne struktureres og indholdet i temaerne konkretiseres.

Løsning

Udviklingsudvalget foreslår, at der nedsættes en temagruppe for hvert af temaerne, og at der vælges en tovholder for hver gruppe.

I samarbejde med sekretariatet vil tovholdernes første primære opgave blive at sikre, at grupperne får lagt en plan for gruppens arbejde i 2015. 
I den forbindelse foreslår udviklingsudvalget, at der afholdes 3 temaaftener i begyndelsen af januar 2015. Én aften for hvert tema. Møderne annonceres i lokalavisen, på hjemmesiden og facebook. Se datoerne for aftenerne under 'Videre proces'.

Hensigten med temaaftenerne er at arbejde videre med kortlægningen af samarbejdspartnere, interessenter, mål, formål, samt planlægningen af konkrete 2015-aktiviteter under hvert tema. Sekretariatet vil ved temaaftenerne bidrage med værktøjer, der kan understøtte processen. 

Udviklingsudvalget foreslår at alle tre temagrupper sekretariatsbetjenes i 2015. Dette betyder, at fagudvalgene ikke vil have mulighed for sekretariatsbetjening i det kommende år. 

Udviklingsudvalgets afrapportering udsættes, da det planlagte møde med puljeudvalget endnu ikke er afholdt.
Derudover skal der findes en model, der gør det let for hele lokaludvalget at følge med i arbejdet i tre temaer og giver lokaludvalget mulighed for at tage stilling til indsatserne.
På den baggrund foreslår udviklingsudvalget, at udviklingsudvalget fortsætter sit arbejde i 2015. 

Økonomi

Oversigt puljemidler Østerbro Lokaludvalg 2015
  Budget Bevilget/disponeret Udbetalt
Østerbropuljen 3.623.000    
*Ansøgteprojekter   889.882  
*Egne projekter   16.000  
*Miljøpunkt   542.000  
I alt 3.623.000 1.447.882 0
Resterende til disposition pr. 4. december 2014 Kr. 2.175.118

Videre proces

Med udgangspunkt i temagruppernes planer er det hensigten, at der - som i andre lokaludvalg - fremlægges et foreløbigt samlet årshjul for lokaludvalgets aktiviteter i 2015 på lokaludvalgsmødet i januar.
I den forbindelse vil der blive fremlagt et forslag til et budget for lokaludvalgets puljemidler, herunder forslag om at hver temagruppe bevilges en ramme på 200.000 kr. til temaaktiviteter. Forslag til hvordan rammebevillingerne udmøntes vil fremgå af oplæg til januarmødet.

Fagudvalget for Kultur og Fritid, puljeudvalget og udviklingsudvalget arbejder med et oplæg vedr. Østerbropuljen, der også forelægges på januar mødet.

Datoer for temaaftener:
 
D.6.1.15: Nordhavn
D.7.1.15: Ligeværdighed i samfundet
D.8.1.15: Folkeskole, børn og unge

Disse datoer foreslås, da arbejdet fra temaaftenerne skal indgå i beslutningsgrundlaget vedr. lokaludvalgets årshjul samt budget. Det vil være hensigtsmæssigt at årshjul og budget fremlægges på lokaludvalgsmødet i januar, da det vil vil give teamgrupperne et fuldt år at arbejde i. 

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede at nedsætte en temagruppe og vælge en tovholder for hvert af de tre temaer:

Nordhavn
Tovholder: Jonas Niemann. Medlemmer: Steen Jeppson, Jan Gebhardt, Karsten Ruuskanen-Strunge, Ole Bennetzen, Axel Thrige Laursen

Ligeværdighed i samfundet
Tovholder: Allan Marouf. Medlemmer: Steen Jeppson, Axel Thrige Laursen, Jørgen Johannes Thomsen

Folkeskole, børn og unge
Tovholder: Mette Mertz. Medlemmer: Sheku Amadu Jalloh, Mads Faber Henriksen, Axel Thrige Laursen, Hanne Melnik, Karsten Ruuskanen-Strunge, Ole Bennetzen, Jan Gebhardt

2. Lokaludvalget besluttede at der afholdes en temaaften for hvert af de tre temaer hurtigst muligt i løbet af foråret, og bevilgede i alt 15.000 kr. i 2015-puljemidler til annoncering og afholdelse heraf.

3.Lokaludvalget stemte om hvorvidt det overvejende er de tre temagrupper der sekretariatsbetjenes i 2015:

For: 10 stemmer                 Imod: 3 stemmer                     Undlod: 7 stemmer

Lokaludvalget besluttede at det overvejende er de tre temagrupper der sekretariatsbetjenes i 2015.

4. Lokaludvalget besluttede at udviklingsudvalget fortsætter i 2015.

Protokolbemærkning:
Kjeld Lykke ønskede ført til protokols, at beslutningskompetencen fortsat ubetinget ligger i lokaludvalget.
Til top