Mødedato: 10.03.2009, kl. 19:00

Ansættelse af Foreningsguidekoordinator i Rymarksvejkvarteret (15 min)

Ansættelse af Foreningsguidekoordinator i Rymarksvejkvarteret (15 min)

Østerbro Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde tirsdag den 10. marts 2009

 

 

Åbne punkter

 

9.      Ansættelse af Foreningsguidekoordinator i Rymarksvejkvarteret (15 min)

ØST  43/2009

 

INDSTILLING

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1.      at der inden for Fagudvalget for Integration og Beskæftigelses projektrække bevilges kr. 125.000 som ramme for ansættelse af en foreningsguide-koordinator i et år, samt for eventuelle arrangementer, der besluttes af FIB og formanden.

2.      at formanden samt FIB bemyndiges til at forhandle en samarbejdstale om foreningsguiden med Projektrådgivningen og Dansk Flygtningehjælp. 

3.      at foreningsguiden placeres i Rymarksvejkvarteret efter aftale med området herom og uden udgifter for lokaludvalget.

4.      at initiativet gennemføres, hvis lokalområdet ser dette som et vigtigt initiativ, man vil byde aktivt velkommen.

 

Østerbro Lokaludvalgs beslutning i mødet den 10. marts 2009

1.      Østerbro Lokaludvalg besluttede at afsætte kr. 125.000 som en rammebevilling til ansættelse af en foreningsguide-koordinator, samt for eventuelle arrangementer, der besluttes af fagudvalget for Integration og Beskæftigelse og formanden.

2.      Østerbro Lokaludvalg bemyndigede formanden sammen med fagudvalget for Integration og Beskæftigelse til at forhandle en samarbejdsaftale om foreningsguiden på plads med ProjektRådgivningen og Dansk Flygtningehjælp.

3.      Østerbro Lokaludvalg vedtog, at en eventuel foreningsguidekoordinator i Rymarksvej kvarteret bør placeres i området og uden særskilte udgifter for lokaludvalget.

4.      Østerbro Lokaludvalg vedtog, at projektet kun bør gennemføres, såfremt der kan opnås opbakning til det fra lokalområdet i Rymarksvejkvarteret.

 

PROBLEMSTILLING

Projekt ForeningsGuiderne er et samarbejde mellem Projektrådgivningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune og Dansk Flygtningehjælp. Formålet med projektet er at forbedre kontakten mellem etniske minoritetsbørn/-unge og foreninger ved hjælp af frivillige ForeningsGuider. Selvom minoritetsbørn- og unge er den primære målgruppe, lægger Projektrådgivningen vægt på, at alle børn med et behov for hjælp fra foreningsguiderne er med i målgruppen, uanset etnisk baggrund. Guidernes opgave er at motivere børn og unge, der kunne ønske at komme i kontakt med foreningslivet og guide dem i forhold til at komme i gang i en forening. Guideforløbet indebærer overordnet fire faser:

-         opsøgende arbejde - kontakt til børnene

-         lokalisering af relevante foreninger og kontakt hertil

-         guideforløbet med introduktion til foreningslivet, opfølgende arbejde

-         fastholdelse af børnene i foreningen

 

En foreningsguidekoordinator er en studentermedhjælper, oftest en universitetsstuderende, der sørger for at lede og fastholde de, der lokalt ønsker at medvirke frivilligt samt børnene, og har et overblik over indsatsen i området. Der findes i dag ForeningsGuide-grupper i følgende bydele i København: Amager, Nørrebro, Valby, Vesterbro/Kgs. Enghave samt Brønshøj-Husum (Tingbjerg).

 

Fagudvalget for Integration og Beskæftigelse er på vej ind i et samarbejde med lokalområdet, og ser det som en fordel at kunne komme med et konkret tilbud på et møde i området den 16. marts 2009, så der er mulighed for at være aktiv i forhold til børnene allerede inden sommerferien. Fagudvalget indstiller derfor, at der sættes midler af til ansættelse af en foreningsguidekoordinator i Rymarksvejkvarteret, som en del af projektet i Rymarksvejkvarteret. Statistikken viser, at her bor mange beboere på overførselsindkomst og med anden etnisk baggrund end dansk. Der er derfor både økonomiske og kulturelle barrierer for børnene. Desuden viser arbejdet med bydelsplanen, at borgerne her føler sig tilsidesat i forhold til servicetilbud og fritidstilbud. Der har indtil nu ikke været taget boligsociale initiativer i området eller initiativer som lektiecaféer o.l., der kan aktivere børn og unge. En ordning med foreningsguider giver mulighed for at få nedsat klubkontingenter det første år. Der er som regel også mulighed for at søge tilskud til tøj, sko og udstyr, hvilket foreningsguiderne hjælper med. Der kan desuden være mulighed for at argumentere over for klubberne for en klippekortordning.

 

Derfor mener FIB, at en foreningsguide-koordinator vil være et skridt i den rigtige retning for at få børn og unge aktiveret og i kontakt med foreningsverdenen, så de kan snuse til og involvere sig i de forskellige tilbud, den byder på. Ved at aktivere børn og unge og sluse dem ind i sunde og sjove fritidsinteresser kan vi grundlægge gode vaner, forebygge vaner i opløbet, der ikke vil give børnene et godt rygstød. Foreningsguiderne er i tæt kontakt med både børnenes og deres forældre, der ligeledes vil få et bedre kendskab til foreningsliv, og hvilke muligheder, der er for deres børn.

 

Forudsætningen for gennemførsel af projektet er, at initiativet passer ind i et mere samlet plan, der bør udarbejdes sammen med kvarterets beboere. Det vil  kunne afgøres på mødet den 16. marts. Falder dette positivt ud, skal der umiddelbart udarbejdes en samarbejdsaftale mellem de involverede parter og en kontrakt mellem lokaludvalget, Projektrådgivningen/Dansk Flygtningehjælp og den lokale part, der lægger lokale til. Formål, oplæring, indsats, ansvarsfordeling og økonomisk fordeling skal tydeligt fremgå af kontrakten. Det forudsættes, at oplæringen og den daglige administration samt lønudbetaling o.l. varetages af Projektrådgivningen/Dansk Flygtningehjælp. Handlingsplanen udarbejdes i et samarbejde mellem parterne og skal i hovedtræk godkendes af lokaludvalget.

 

Tidsplan

Projektrådgivningen opfordrer til, at koordinatoren er ansat i et år, fordi den første periode vil gå med rekruttering, introduktion og oplæring af frivillige og koordinering af guideforløb. Når børnene er guidet ud i foreninger, skal der følges op, og måske skal de guides videre til andre aktiviteter. En længere projektperiode af et års varighed giver derfor en større sandsynlighed for, at børnene vil fortsætte et aktivt fritidsliv, og at forældrene bakker dette op..

 

 

LØSNING

Østerbro Lokaludvalg imødekommer indstillingen og forbeholder sig at godkende handlingsplanen i hovedtræk.

 

ØKONOMI

Udgiften til ansættelse af foreningsguiden vil primært gå til løn til Foreningsguiden, der som udgangspunkt får 130 kr. i timen, 15 timer om ugen i 50 uger. Hertil kommer udgifter til computer og telefon samt øvrige administrationsudgifter. Samlet set vil en ansættelse af en foreningsguide koste kr. 110.000. Dertil forudses, at der bør kunne anvendes op til 15.000 kr. til opmærksomhedsskabende initiativer. 

 

Østerbro Lokaludvalg har af Københavns Borgerrepræsentation fået bevilliget kr. 4.902.000 i puljemidler for 2009 til lokale, bydelsrettede, netværksdannende og dialogskabende aktiviteter.

 

Østerbro Lokaludvalg har på sit møde den 3. februar 2009 besluttet, at der ud af det samlede budget på kr. 4.902.000 i puljemidler, afsættes kr. 2.052.000 til udvalgets egne projekter og aktiviteter.

 

Forud for mødet den 10. marts 2009 har Østerbro Lokaludvalg allerede disponeret over kr. 537.465 til lokaludvalgets egne projekter og aktiviteter. Såfremt Østerbro Lokaludvalg vælger at imødekomme indstillingen, vil midlerne blive anvist fra lokaludvalgets puljemidler for egne projekter og aktiviteter.

 

 

VIDERE PROCES

Den 16. marts 2009 afholdes der et møde mellem FIB og de involverede parter med henblik på at aktivere lokalområdet i projektet og at udarbejde en egentlig samarbejdsaftale.

 

BILAG

§        Bilag 11: Artikel om ForeningsGuiderne

 



 

Til top