Mødedato: 31.05.2005, kl. 15:00

Stibro mellem Havnestad og Havneholmen (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Stibro mellem Havnestad og Havneholmen (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 31. maj 2005

 

 


J.nr. ØU 225/2005

 

19. Stibro mellem Havnestad og Havneholmen (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler:

at der gives en tillægsbevilling på 8,6 mio. kr. til anlægget af en oplukkelig bro for cykler og gående mellem Havnestad og Havneholmen. Bevillingen overføres til Bygge- og Teknikudvalgets budget, bevillingen Vej & Park, anlæg funktion 2.22.3 (Vejanlæg) til etablering af broen. Der anvises kassemæssig dækning fra Økonomiudvalgets budget Økonomisk forvaltning, anlæg funktion 6.51.3 (puljen til Infrastruktur og byggemodning i nybyggeriområder).

at såfremt de i budgettet afsatte 3,9 mio. kr. til uforudsete udgifter ikke opbruges i forbindelse med etablering af stibroen, tilbageføres pengene til Økonomiudvalgets budget Økonomisk forvaltning, anlæg funktion 6.51.3 (puljen til Infrastruktur og byggemodning i nybyggeriområder).

at der tages forbehold for, at forøgelsen af budgettet godkendes i Indenrigs- og Sundhedsministeriet efter Bekendtgørelse af iværksættelse af kommunal anlægsvirksomhed for 2004.

at de afledte driftsudgifter på 500.000 kr. indarbejdes i budgetforslaget for 2007, ved at Bygge- og Teknikudvalgets budgetramme forhøjes.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:

at Vej & Park bemyndiges til at stå som bygherre og fremtidig driftsherre for stibroen.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2005

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2005

Sagen blev udsat ved mødets start.

 

 

Behandling: Økonomiudvalget.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 26. august 2004 (BR 338/04) at give en anlægsbevilling på 39 mio. kr. til anlæg af en oplukkelig stibro for cyklister og fodgængere mellem Havnestad og Havneholmen. Grundejerne i området bidrager med 17,5 mio. kr. (2004 priser) over en periode på ca. 10 år.

 

Den 17. marts 2005 besluttede Borgerrepræsentationen (BR 160/05) at projektet kunne udbydes i totalentreprise med tildelingskriterium "lavest pris". Forinden er Borgerrepræsentationen blevet orienteret om, at projektet har gennemgået nogle nødvendige ændringer, der betyder at den fastsatte ramme på 39 mio. kr. sandsynligvis ikke ville være tilstrækkelig. Betingelsen for at udbyde projektet var derfor, at såfremt projektet ikke kunne gennemføres indenfor den bevilligede budgetramme, skulle projektet på ny forelægges Borgerrepræsentationen.

Borgerrepræsentationen besluttede samtidigt, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Bygge- og Teknikudvalget ramme.

 

Imidlertid viste detailbearbejdningen af projektet, at broen på grundlæggende områder måtte ændres. Således er det nu en svingbro, og ikke en klapbro, som forventes opført. Hermed er der ikke tale om et merforbrug som følge af en fordyrelse, men en nødvendig rammeudvidelse på 8,6 mio. kr. for at gennemføre det projekt, som viste sig muligt at realisere. Med baggrund heri anvises kassemæssig dækning for tillægsbevillingen fra Økonomiudvalgets budget Økonomisk forvaltning, anlæg funktion 6.51.3 (puljen til Infrastruktur og byggemodning i nybyggeriområder).

 

Fredag den 15. april 2005 blev der afholdt licitation, hvor den laveste pris var 39,3 mio. kr. Samlet set betyder dette, at såfremt projektet skal gennemføres i sin helhed, vil der være behov for en samlet budgetramme på 47,6 mio. kr. Af den samlede budgetramme er der afsat 1,6 mio. kr. til Vej & Park til administration af etablering af broen.

 

Fordyrelserne skyldes primært Søfartsstyrelsens og Farvandsvæsenets krav om at øge den oprindeligt fastsatte fribredde på 25 m i det oplukkelige gennemsejlingsfag til 35 m. p.g.a. risiko for påsejling. Herudover har det vist sig nødvendigt at justere på broens længdehældninger for at skabe en tilstrækkelig tilgængelighed for såvel cyklister som gående og udføre gennemsejlingsfaget som ét svingfag i stedet for to klapfag.

 

Det vurderes ikke at være muligt at forøge grundejernes bidrag til broen, hvorfor merudgiften bliver en kommunal udgift. Herefter vil den samlede kommunale udgift til broen være 30,1 mio. kr.

 

Bygge- og Teknikudvalgets møde den 20. april 2005 drøftedes forvaltningens investeringsbehov på offentlige veje- og parkarealer frem til 2010. Af denne oversigt (Bilag 4) fremgår det, at forvaltningen ikke har mulighed for at indarbejde eventuelle merudgifter i eksisterende budgetter uden det får konsekvenser for andre igangværende opgaver.

 

Jf. bilag B (BR 160/05) vedr. den fremtidige drift af stibroen fremgår det, at der årligt skal afsættes 500.000 kr. i de første 10 år. Herefter vurderes driftsomkostninger at stige til 800.000 svarende til 1,5 % af anlægsudgifterne i resten af broens levetid, som er dimensioneret til 100 år. Driftsudgifter på 500.000 kr. vil blive indarbejdet i budgetforslaget for 2007, ved at Bygge- og Teknikudvalgets budgetramme forhøjes.

 


 

Til top