Mødedato: 30.10.2001, kl. 15:00

Københavns Kommunes besvarelse af Justitsministeriets høring over Retsplejerådets betænkning nr. 1401 om reform af den civile retspleje I (Behandles under eet med ØU 306/2001)

Københavns Kommunes besvarelse af Justitsministeriets høring over Retsplejerådets betænkning nr. 1401 om reform af den civile retspleje I (Behandles under eet med ØU 306/2001)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 30. oktober 2001

 

 

J.nr. ØU 307/2001

 

11. Københavns Kommunes besvarelse af Justitsministeriets høring over Retsplejerådets betænkning nr. 1401 om reform af den civile retspleje I (Behandles under eet med ØU 306/2001)

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler, at Borgerrepræsentationen besvarer Justitsministeriets høring over betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I som anført i det til indstillingen optrykte udkast til samlet høringssvar til Justitsministeriet over betænkningen samt over betænkning nr. 1398/2001 fra Domstolenes Strukturkommission .

 

RESUME

I januar 1998 anmodede Justitsministeriet Retsplejerådet om at behandle et kommissorium om en generel reform af den civile retspleje. Retsplejerådet har nu afgivet en delbetænkning – nr. 1401/2001 – om instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans (bilag 1). Disse emner er indbyrdes sammenhængende og har samtidig sammenhæng med de strukturspørgsmål, der er behandlet i betænkning nr. 1398/2001 fra Domstolenes Strukturkommission. Der henvises til den samtidig hermed forelagte indstilling om besvarelse af Justitsministeriets høring over denne betænkning.

Justitsministeriet har i vedlagte skrivelse af 18. april 2001 (bilag 2) anmodet bl.a. Københavns Kommune om en udtalelse om betænkning 1401/2001 senest den 30. november 2001. Høringsfristen er fastsat således, at det vil være muligt at afgive et samlet høringssvar over Retsplejerådets betænkning 1401/2001 og Domstolenes Strukturkommissions betænkning nr. 1398/2001.

Det indstilles, at Borgerrepræsentationen, jf. vedlagte udkast til skrivelse til Justitsministeriet (bilag 3), afgiver et samlet høringssvar til Justitsministeriet vedrørende de nævnte to betænkninger. Om betænkning 1401/2001 om reform af den civile retspleje I indstilles, at Borgerrepræsentationen meddeler, at Retsplejerådets forslag i betænkningen ikke giver anledning til bemærkninger, idet det for god ordens skyld bemærkes, at kommunen ikke dermed konkret har forholdt sig til spørgsmålet om forvaltningsdomstole.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrunden for kommissoriet til Retsplejerådet

I januar 1998 anmodede Justitsministeriet Retsplejerådet om at behandle et kommissorium om en generel reform af den civile retspleje. Baggrunden for Justitsministeriets anmodning var, at der gennem de seneste år har været overvejelser og drøftelser om domstolenes behandling af civile sager, herunder blandt andet hvorledes domstolenes behandlingsform kan gøres mere tidssvarende i forhold til sagernes karakter og de ændrede krav, samfundsudviklingen løbende stiller til sagernes behandling. I begrundelsen er således bl.a. nævnt to reformforslag fra 1996 fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening, hvori der stilles spørgsmålstegn ved, om det danske retssystem lever op til kravene om hurtig sagsbehandling og god service.

Retsplejerådets forslag

Retsplejerådet med højesteretsdommer Poul Sørensen som formand har nu afgivet en delbetænkning – nr. 1401/2001 – om instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans. Disse emner er indbyrdes sammenhængende og har samtidig sammenhæng med de strukturspørgsmål, der er behandlet i betænkning nr. 1398/2001 fra Domstolenes Strukturkommission. Der henvises til den samtidig hermed forelagte indstilling om besvarelse af Justitsministeriets høring over denne betænkning.

Justitsministeriet har i skrivelsen af 18. april 2001 anmodet bl.a. Københavns Kommune om en udtalelse om betænkning 1401/2001 senest den 30. november 2001. Høringsfristen er fastsat således, at det vil være muligt at afgive et samlet høringssvar over Retsplejerådets betænkning 1401/2001 og Domstolenes Strukturkommissions betænkning nr. 1398/2001.

Retsplejerådets betænkning er meget omfattende. Det er derfor ikke muligt at nævne alle betænkningens forslag i detaljer. Hovedforslagene i betænkningen er følgende:

  • Administrative nævn

Retsplejerådet udtaler, at endelighedsbestemmelser ikke bør anvendes i lovgivningen, at det må kræve en særlig begrundelse, hvis en tvist først skal kunne indbringes for domstolene, når et administrativt nævn har truffet afgørelse, at afgørelse af tvister af privatretlig karakter, som forudsætter bevisførelse i form af parts – og vidneforklaringer, ikke bør henlægges til administrative nævn, at der ikke bør kunne afgives forklaring under strafansvar for et administrativt nævn, og at afgørelser truffet af administrative nævn ikke bør kunne tvangsfuldbyrdes.

Rådet anfører, at oprettelse af selvstændige forvaltningsdomstole ikke vil give en mere kvalificeret behandling af forvaltningssagerne end i dag, og at der tværtimod vil være en risiko for en mindre kvalificeret behandling. Retsplejerådet stiller på den baggrund ikke forslag om oprettelse af selvstændige forvaltningsdomstole.

  • Instansordningen

Alle civile sager skal anlægges ved byretten i 1. instans. Byretten skal efter anmodning kunne henvise en sag til behandling ved landsretten, når sagen er af principiel karakter. I hastesager af principiel karakter skal (efter forslag fra rådets flertal) byretsdomme kunne appelleres direkte til Højesteret med Procesbevillingsnævntes tilladelse. Der foreslås indført adgang til gensidigt ankeafkald, før dommen er afsagt.

  • Om byretternes sammensætning

Byretssager skal kunne behandles kollegialt, når sagen er af principiel karakter, når sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, når sagen frembyder særlig omfattende eller vanskelige, retlige eller bevismæssige spørgsmål, eller når sagens særlige karakter i øvrigt undtagelsesvis gør kollegial behandling påkrævet. Ved kollegial behandling i byretten skal der (efter forslag fra rådets flertal) deltage mindst tre juridiske dommere. Retsplejerådet foreslår at styrke den sagkyndige medvirken ved byretterne og landsretterne i første instans, dels således at sagkyndige dommere kommer til at medvirke i videre omfang i handelssager, dels således at sagkyndige dommere vil kunne medvirke i ikke-handelssager.

  • Almindelige regler om sagsbehandlingen i 1. instans

Den skriftlige sagsforberedelse styrkes og gøres mere fleksibel med henblik på at øge kvaliteten i sagsbehandlingen og forkorte sagsbehandlingstiden (bl.a. fremrykning og udvidelse af forberedende møde og opstramning af præklusionsregler). Domsforhandlingen, som skifter navn til hovedforhandlingen, effektiviseres og koncentreres. Skriftlige parts- og vidneforklaringer kan anvendes på begæring, hvor retten finder det ubetænkeligt. Mundtlig domsforhandling skal med parternes samtykke kunne undlades, når særlige grunde taler for det. Retternes vejledningspligt over for selvmødere udvides, og der udarbejdes blanketter for stævning og svarskrift – i det hele taget lægges der generelt op til en mere aktiv procesledelse. Der åbnes op for parters og vidners deltagelse i forberedelse og domsforhandling ved telefon – og videokonference efter følgende grundprincipper:

Parter i civile sager skal kunne deltage i forberedelse og undtagelsesvis i domsforhandlingen via videoforbindelse eller telefon. Parter i straffesager bør ikke deltage telefonisk i møder, og deltagelse pr. video tillades kun i yderst begrænset omfang. Vidner og sagkyndige i både civile sager og straffesager skal kunne afgive forklaring via videoforbindelse, hvor det er hensigtsmæssigt og forsvarligt.

Københavns Kommunes høringssvar

Som det fremgår lægges der op til en ganske vidtgående reform af den civile retspleje. Retplejerådets forslag stemmer godt overens med de forslag, der er indeholdt i betænkning 1398/2001 fra Domstolenes Strukturkommission, hvor der foreslås en væsentlig reduktion i antallet af byretskredse og styrkede byretter, der vil være betydeligt bedre kvalificerede til at behandle også store komplicerede sager.

Som anført ovenfor har Retsplejerådet ikke fundet anledning til at stille forslag om oprettelse af forvaltningsdomstole. Spørgsmålet om oprettelse af forvaltningsdomstole forudsætter stillingtagen til mange meget principielle forhold, som ikke antages at ligge indenfor rammerne for afgivelse af nærværende høringssvar. Det bør derfor i kommunens høringssvar for god ordens skyld bemærkes, at der ikke er taget konkret stilling til dette spørgsmål.

Det indstilles, at Borgerrepræsentationen - jf. vedlagte udkast til høringssvar - afgiver et samlet høringssvar til Justitsministeriet over betænkning nr. 1401/2001 og betænkning 1398/2001, og at Borgerrepræsentationen vedrørende betænkningen om reform af den civile retspleje I meddeler, at det, der er anført i betænkningen, ikke giver anledning til bemærkninger. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunen ikke dermed konkret har forholdt sig til spørgsmålet om forvaltningsdomstole.

 

-

-

BILAG

Fremlagt i Borgerrepræsentationens Sekretariat.

Bilag 1: Betænkning nr. 1401/2001

Vedlagt

Bilag 2: Høringsskrivelse af 18. april 2001

Bilag 3: Udkast til høringssvar

 

 

Erik Jacobsen

/ Vibeke Iversen

Til top