Mødedato: 29.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Medlemsforslag om arbejdsmiljø for LGBT+-personer ansat i Københavns Kommune

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Økonomiudvalget pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Det Centrale Samarbejdsorgan (CSO) at udarbejde forslag til politisk behandling om, at kommende trivselsmålinger i kommunen indeholder spørgsmål, der kan afklare, hvordan LGBT+-personer oplever deres psykiske arbejdsmiljø, om de oplever diskrimination, og om de har rum til at være åbne om deres privatliv på arbejdspladsen.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti)

Motivering

En undersøgelse gennemført af LO, FTF og Akademikerne viste i 2016, at 40% af de adspurgte LGBT+-personer helt eller delvist skjuler deres seksualitet og kønsidentitet på deres arbejdsplads. Det svarer til, at mere end hver tredje lønmodtager, der ikke er heteroseksuel, ikke er åben om sin seksualitet på arbejdspladsen. Det synes Socialistisk Folkeparti (SF) er nogle ærgerlige tal.

Som landets største offentlige arbejdsplads har Københavns Kommune et ansvar for, at vores medarbejdere ikke går med et dagligt pres om at lægge låg på sig selv for at passe ind i en bestemt norm. Som arbejdsgiver kan vi være med til at tage det første skridt, åbne samtalen og skabe mere åbenhed og rum til medarbejdere, der er LGBT+-personer. Derfor foreslår SF, at der i kommende trivselsmålinger blandt kommunens medarbejdere skal være spørgsmål, der afdækker det psykiske arbejdsmiljø for LGBT+-personer. Spørgsmålene kan for eksempel inkorporeres under det eksisterende tema om ”Krænkende adfærd på arbejdspladsen”, hvor blandt andet problemer med mobning og chikane afdækkes.

Spørgsmålene omhandlende LGBT+-personer skal indarbejdes i den næstkommende trivselsmåling i kommunen, og som led i den samlede afrapportering til Økonomiudvalget på resultater af kommunens trivselsmåling, skal der ske en særskilt afrapportering på denne del af målingen samt en opfølgning på resultaterne i det omfang, det er relevant.

Beslutning

Dagsordenspunkt 3: Medlemsforslag om arbejdsmiljø for LGBT+-personer ansat i Københavns Kommune (2017-0293008)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2017

Medlemsforslaget blev godkendt med 9 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: C.

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Socialdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti støtter helhjertet, at LGBT+-personer kan være åbne om deres seksualitet og kønsidentitet på deres arbejdsplads, hvis de ønsker det, og tager skarpt afstand fra enhver form for mobning eller chikane af medarbejdere i Københavns Kommune. Partierne finder det dog principielt betænkeligt, at en arbejdsgiver indsamler data om sine medarbejderes seksualitet, også selvom det sker i anonymiseret form.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi ønsker ikke at forskelsbehandle på grund af seksualitet, hverken positivt eller negativt. Derfor kan vi ikke støtte en politik alene med udspring i ansattes seksualitet.”

Til top