Cirkulære for budgetopfølgning 2026
Økonomiforvaltningen reviderer årligt budgetopfølgningscirkulæret og forelægger det for Økonomiudvalget til godkendelse. Cirkulæret fastsætter retningslinjerne for budgetopfølgningen i kommunen. De væsentligste ændringer vedrører prognosen, hvor der fremadrettet skal afrapporteres brutto og hvor en beskrivelse af ændringerne fra vedtaget til korrigeret budget skal indgå.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at Cirkulære for budget opfølgning 2026 godkendes, jf. bilag 1.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen reviderer årligt budgetopfølgningscirkulæret. Cirkulæret indeholder retningslinjerne for kommunens budgetopfølgning, herunder bl.a. prognoserne for årets forventede regnskab, sagerne om bevillingsmæssige ændringer, månedlig opfølgning på problemområder (risikolisten) og anlægsoversigterne.
Cirkulærets formål er at sikre en ensartet, fyldestgørende og samtidig budgetopfølgning for hele kommunen, som gør det muligt at reagere, hvis der identificeres budgetafvigelser.
Løsning
Økonomiforvaltningen har gennemgået og opdateret budgetopfølgningscirkulæret, hvilket har givet anledning til følgende væsentlige ændringer:
- Vedrørende prognosen er det tilføjet, at de væsentligste ændringer fra vedtaget til korrigeret budget skal beskrives på bevillingsniveau. For at øge informationsniveauet i afrapporteringen og sikre større transparens skal forventede afvigelser desuden fremadrettet forklares opdelt på udgifter og indtægter, dvs. brutto, jf. også anbefalingerne i Intern Revisions særlige undersøgelse af Københavns Kommunes økonomimodel (forelagt for Økonomiudvalget 12. august 2025).
- Vedrørende interne lån er det tilføjet, at der i løbet af året kun kan søges om interne lån på service, der udbetales i indeværende år. Hvis der er behov for interne lån, der medfører udbetaling (dvs. tillægsbevilling) i budget- eller overslagsår, skal det som udgangspunkt håndteres i forbindelse med budgetforhandlingerne, da lånet medfører en disponering af servicemåltal. Der kan fortsat søges om interne lån på anlæg over flere år, da forvaltningerne selv skal tilvejebringe anlægsmåltal.
- Det er tydeliggjort, at igangsættelse af nye aktiviteter på service i forbindelse med omprioritering via 50/50-reglen kan ske, så snart fagudvalget har truffet beslutning herom.
- Vedrørende eksternt finansierede projekter er det tilføjet, at der i forbindelse med sagerne om bevillingsmæssige ændringer kan søges om indtægts- og udgiftsbevilling til eksternt finansierede projekter på service, hvis det samlede beløb er under 2 mio. kr. brutto. Eksternt finansierede projekter med et større bruttobudget, samt alle eksternt finansierede projekter på anlæg skal søges i selvstændige indstillinger.
Herudover er der indarbejdet en række præciseringer af reglerne samt foretaget redaktionelle ændringer. Alle ændringer af indholdsmæssig karakter er beskrevet indledningsvis i cirkulæret.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Det opdaterede cirkulære træder i kraft i forhold til budgetopfølgningen i 2026.
Søren Hartmann Hede/ Nicolai Kragh Petersen