Ejerstrategier 2026 for Københavns Kommunes større selskaber for de kommende fire år
Økonomiudvalget skal drøfte de opdaterede ejerstrategier for kommunens større selskaber for de kommende fire år. Ejerstrategierne tilpasses på baggrund af Økonomiudvalgets drøftelse og forelægges Økonomiudvalget igen den 17. november 2026 med henblik på anbefaling til Borgerrepræsentationen af endelige godkendelse den 26. november 2026.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at de opdaterede ejerstrategier for Københavns Kommunes større selskaber for 2026 og fire år frem, jf. bilag 1, drøftes,
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har den 22. juni 2016 (dagsordenspunkt nr. 54) besluttet, at Københavns Kommune for hver af de større selskaber vedtager en ejerstrategi.
De gældende ejerstrategier for Københavns Kommunes større selskaber er senest opdateret i 2022 og godkendt af Borgerrepræsentationen den 2. februar 2023 (dagsordenspunkt 3). Ifølge strategierne skal de revideres i 2026.
Løsning
Økonomiforvaltningen har foretaget en opdatering af ejerstrategierne for de ni større selskaber, som Københavns Kommune er medejer af:
- HOFOR-koncernen
- Udviklingsselskabet By & Havn I/S
- Metroselskabet I/S
- I/S Amager Ressourcecenter (ARC)
- I/S Vestforbrænding
- Hovedstadens Beredskab I/S
- Arena CPHX P/S
- Trafikselskabet Movia
- Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR)
De opdaterede ejerstrategier fremgår af bilag 1.
Ejerstrategierne har udgangspunkt i Københavns Kommunes gældende politik for et aktivt ejerskab af kommunens selskaber, som er godkendt af Borgerrepræsentationen den 10. oktober 2013 (dagsordenspunkt nr. 4).
Ifølge kommunens aktive ejerskabspolitik skal Københavns Kommune ved anvendelse af de styringsværktøjer, som er til rådighed via forvaltningen og de af kommunen udpegede bestyrelsesmedlemmer:
- sikre og udvikle kommunens økonomiske værdier i selskaberne, og
- varetage kommunens øvrige interesser, dvs. de strategier og politikker, som Borgerrepræsentationen og kommunens udvalg har vedtaget for byens udvikling, herunder kommune- og lokalplaner, klimaplaner, ældrepolitik, handicappolitik m.v. i selskaberne.
De enkelte ejerstrategier har en fælles struktur, der indledes med fakta om selskabets baggrund og rammevilkår. Herefter følger selve ejerstrategien ud fra følgende fælles overskrifter:
- Kommunal deltagelse (formål)
- Økonomiske pejlemærker
- Reduktion af klima- og miljøaftryk
- Forsyningssikkerhed, sikkerhed og beredskab, jf. bilag 2.
- Sikring af København mod fremtidens klimaudfordringer
- Samfundsansvar
- Lynetteholm og byudvikling
Ejerstrategien efterfølges af angivelse af en række af Københavns Kommunes vedtagne politikker, der er relevante for alle selskaberne. Herudover angives politikker, der er relevante for enkelte selskaber.
Ejerstrategierne afsluttes med angivelse af væsentlige indholdsmæssige ændringer siden den seneste ejerstrategi fra 2022, samt om der i forbindelse med høringsprocessen har været bemærkninger fra interessenter.
Ejerstrategierne har været i høring hos selskaberne samt i Koncernservices CSR-enhed og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen for så vidt angår ARC, I/S Vestforbrænding, CTR og HOFOR. I det omfang indkomne bemærkninger har givet anledning til ændringer, er disse indarbejdet i ejerstrategierne.
Ejerstrategierne giver selskaberne, herunder de kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer og medejere, kendskab til Københavns Kommunes ønsker til selskaberne. Ejerstrategierne er således ikke en instruktion, og den forpligter ikke direkte det enkelte bestyrelsesmedlem eller selskabets bestyrelse.
Til orientering vedlægges Økonomiforvaltningens overordnede notat om bestyrelsesmedlemmernes roller mv. og adgang til at instruere disse under hensyn til evt. forskelle ift. selskabsform og stiftelsesgrundlag, jf. bilag 3. For yderligere uddybning henvises til den af Økonomiforvaltningen udarbejdede Bestyrelseshåndbog 2022 for Københavns Kommune (bilag 4).
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
De opdaterede ejerstrategier tilpasses på baggrund af Økonomiudvalgets drøftelse og forelægges Økonomiudvalget igen med henblik på endelig godkendelse af Økonomiudvalget den 17. november 2026 og Borgerrepræsentationen den 26. november 2026.
Ejerstrategierne forventes opdateret næste gang i 2030.
I kommende kvartalsrapporteringer for Københavns Kommunes større selskaber vil Økonomiforvaltningen overfor Økonomiudvalget redegøre for selskabernes tiltag i forhold til væsentlige udvalgte nøgletal.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen