Ny aftale med staten om betalingsformidling
Staten har gennemført udbud af aftale om betalingsformidling og indgået ny aftale herom med Danske Bank. Der skal tages stilling til Københavns Kommunes fortsatte tilslutning til statens aftale.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at Københavns Kommune tilslutter sig statens nye aftale med Danske Bank om betalingsformidling frem til den 1. april 2030,
- at det godkendes, at Københavns Kommune som udgangspunkt følger en eventuel statslig forlængelse af aftalen om betalingsformidling.
Problemstilling
Københavns Kommune (KK) er tilsluttet statens aftale om betalingsformidlingsydelser via udvidet anvendelse af Offentligt Betalingssystem (udvidet OBS).
Staten har haft Danske Bank som leverandør på sin hidtidige aftale. Statens aftale udløb juli 2025. Staten har gennemført nyt udbud og valgt Danske Bank som leverandør. Statens nye aftale løber til den 1. april 2030 med mulighed for forlængelse med yderligere to år ad to omgange.
Aftalen omfatter betalingsformidling, dvs. alle kommunens ind- og udbetalinger og kortløsninger.
Aftalen omfatter ikke Mobilepay, der håndteres uafhængigt af den valgte bank, kapitalforvaltning eller kommunens kassekredit på 4 mia. kr., der håndteres ved separat udbud.
Adgang til kontanter for borgere
På mødet i Økonomiudvalget den 18. marts 2025, hvor punktet ’Midlertidig forlængelse af aftale med staten om betalingsformidling’ blev behandlet, blev der afgivet en protokolbemærkning om, at Økonomiforvaltningen i forbindelse med indstillingen om tilslutning til statens udbud vedr. betalingsformidling skulle undersøge muligheden for at lave et udbud vedr. adgang til kontanter for borgere.
Økonomiforvaltningen (ØKF) har undersøgt muligheden herfor, jf. bilag. ØKF har inddraget Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i arbejdet. Forvaltningerne har sammen afgrænset målgruppen til borgere uden bankkonti samt beskrevet borgernes nuværende adgang til kontanter. Det er forvaltningernes vurdering, at de nuværende løsninger for at sikre borgerne adgang til kontanter for nuværende fungerer godt og er hensigtsmæssige løsninger.
ØKF har haft dialog med Aarhus og Odense Kommuner samt uformel dialog med den finansielle sektor om et eventuelt krav om kontantkasser ved et udbud af betalingsformidling. Konklusionen er, at bankerne ikke vil finde det attraktivt at byde på opgaven, hvis der stilles krav om kontantkasser. Det skyldes dels, at bankerne vurderer opgaven som socialfaglig, dels at samfundet bevæger sig væk fra kontanter, hvorfor bankerne ikke ønsker at være forpligtet på en omkostningstung opgave.
Det er på den baggrund Økonomiforvaltningens vurdering, at et krav om kontantkasser ved et udbud af betalingsformidling ikke vil tilvejebringe kontantkasser og adgang til kontanter for målgruppen.
ØKF vurderer herudover, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at udbyde opgaven til andre aktører som f.eks. vekselbureauer. Vurderingen skal ses i lyset af, at borgerne skal kunne identificere sig ved udbetaling af kontanter, hvilket kommunens medarbejdere i dag bistår borgerne med i bankerne, samt at det er sårbare borgere, hvor der kan være en risiko ved at møde op hos f.eks. et vekselbureau og få udbetalt større kontantbeløb, særligt hvis det bliver almindeligt kendt, at dette sker.
Løsning
Det foreslås, at KK tilslutter sig statens nye aftale om betalingsformidling, herunder at KK følger staten ved en eventuel forlængelse af aftalen.
En tilslutning til statens aftale indebærer lavere gebyrer og en administrativ lettelse sammenlignet med situationen, hvor KK skal gennemføre eget udbud og indgå egen aftale. Ved fortsat tilslutning til statens aftale er f.eks. udbudspligt vedrørende betalingsformidlingsydelser afløftet og da Danske Bank fortsat er leverandør på statens aftale, vil der ikke være skifteomkostninger.
Den nye aftale med staten er på uændrede vilkår ift. den gamle aftale, hvilket bl.a. betyder, at kommunen kan opsige aftalen med 12 måneders varsel.
Gebyrerne for den nye aftale afhænger af antal ind- og udbetalinger, antal debetkort m.v. og skønnes at udgøre ca. 0,9 mio. kr. årligt. Det er en stigning på ca. 0,3 mio. kr. i forhold til den gamle aftale.
Kommunen har ca. 2,8 mio. kr. ind- og udbetalinger årligt og ca. 2.400 debetkort.
KK er for nuværende på statens nye aftale, og reelt set har kommunen i første omgang ikke anden mulighed end at tilslutte sig aftalen. Det skyldes, at alternativet er selv at foretage et udbud, hvilket vil tage minimum 9-12 måneder.
Hvis Københavns Kommune ikke længere ønsker at være med i statens aftale, skal kommunen foretage eget udbud af betalingsformidling. Ved eget udbud må det forventes, at der kun vil blive modtaget få tilbud, og det kan ikke forventes, at det vil medføre bedre vilkår end en aftale med staten, tværtimod. Gennemførelse af eget udbud vil medføre omkostninger, der tidligere er skønnet at være i størrelsesordenen 2 mio. kr. Hvis kommunen i forbindelse med et udbud skifter bank, er det vurderingen, at der vil være skifte-omkostninger skønsmæssigt i størrelsesordenen 3 mio. kr.
Økonomi
Gebyrerne for den nye aftale skønnes at udgøre ca. 0,9 mio. kr. årligt. Det er en stigning på ca. 0,3 mio. kr. i forhold til den gamle aftale.
Der kan ske prisjusteringer senere, herunder hvis der f.eks. sker ændringer i clearing og afgifter.
Videre proces
Økonomiforvaltningen aftaler med Økonomistyrelsen, at Københavns Kommune tilslutter sig statens nye aftale om betalingsformidling med Danske Bank frem til den 1. juli 2030 med mulighed for forlængelse med yderligere to år ad to omgange.
Eventuelle forlængelser vil som udgangspunkt ske administrativt fra kommunens side, og der vil således ikke blive forelagt sag herom for Økonomiudvalget.
Søren Hartmann Hede /Nicolai Kragh Petersen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2025
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag om et nyt 3. at-punkt:
”at det godkendes, at Økonomiforvaltningen, med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger, pålægges at undersøge, om der er alternative banker eller lignende aktører, der kan varetage opgaven med kontantudbetaling til ældre, udsatte og sårbare københavnere.”
Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev herefter godkendt uden afstemning.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten har tidligere fået en juridisk vurdering af muligheden for at udelukke Danske Bank fra at byde på opgaven på baggrund af anklager om hvidvask. Her var det klare svar nej. Enhedslisten har også bedt om, at mindre banker i fællesskab kunne byde på opgaven. Men heller ikke det kan lade sig gøre. Af de grunde stemmer Enhedslisten for at Københavns Kommune tilslutter sig statens nye aftalte med Danske Bank om betalingsformidling.”