Mødedato: 25.11.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Principper for overførsler i regnskab 2025

Se alle bilag

Økonomiforvaltningen forelægger årligt kommunens principper for overførsler i regnskabet til Økonomiudvalgets godkendelse. Principperne er tilpasset i medfør af Økonomiudvalgets beslutning i indstilling om Midtvejsregulering 2025 om særlig overførselsadgang for fremrykkede midler.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at principper for overførsler i regnskab 2025, jf. bilag 1, godkendes.

Problemstilling

En central del af kommunens økonomistyring er muligheden for at overføre midler over årsskiftet. Denne overførselsmulighed sikrer udvalgene en fleksibilitet og giver incitament til, at der i forvaltningerne og enkeltinstitutionerne kan træffes hensigtsmæssige økonomiske beslutninger.

Økonomiforvaltningen reviderer årligt kommunens principper for overførsler i regnskabet og forelægger dem for Økonomiudvalget til godkendelse. Overførslerne på baggrund af regnskabsresultatet benævnes i forbindelse med overførselssagen ’de tekniske overførsler’.

Løsning

Overførselsprincipperne beskriver udvalgenes mulighed for at få overført mindreforbrug på service i det omfang, der er tale om:

  • decentral opsparing,
  • eksternt finansierede projekter eller
  • lov-/kontraktmæssigt bundne midler

Decentrale institutioner er institutioner, som leverer borgerrettet service, og hvor der er en brugerbestyrelse. For decentrale institutioner udgør overførselsadgangen 2 pct. af udgiftsbudgettet. For daginstitutioner med et udgiftsbudget under 10 mio. kr. kan der dog overføres mindreforbrug på op til 4 pct. af budgettet. Mindreforbrug udover 2 hhv. 4 pct. kan anmodes overført på anlægsområdet.

I forlængelse af Økonomiudvalgets beslutning i indstillingen om Midtvejsregulering 2025 (ØU den 26. august 2025) er der indført en ny kategori af udgifter, der kan indgå i udvalgenes overførselsanmodninger. Det drejer sig om udgifter, der er fremrykket til 2025 fra senere år, og vedrører udgifter til specifikke projekter, som blev fremrykket til 2025 i indstillingen om Midtvejsregulering. Da der kan ske forsinkelser i projekterne, besluttede Økonomiudvalget, at der skal indføres en særlig overførselsadgang for disse sager.

Herudover er der foretaget mindre præciseringer i principperne. De opdaterede principper er vedlagt som bilag med ændringsmarkeringer (ændringer af årstal er ikke markeret). Der indgår i budget 2026 en servicebufferpulje på 85,1 mio. kr., som er afsat for at muliggøre de tekniske overførsler af mindreforbrug på service fra 2025 til 2026.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det forventes, at de politiske forhandlinger om overførselssagen 2025-2026 gennemføres fra den 23. marts 2026. Herefter behandles overførselssagen forventeligt af Økonomiudvalget den 21. april og Borgerrepræsentationen den 30. april 2026.

 

Søren Hartmann Hede                     / Nicolai Kragh Petersen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2025

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top