Mødedato: 25.11.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Håndtering af medlemsforslag om beredskab ved strømafbrydelse, internetnedbrud samt om beredskabsøvelser

Se alle bilag
Økonomiudvalget har i juni pålagt Økonomiforvaltningen at vende tilbage med to orienteringer og en drøftelsessag. Orienteringerne viser, at alle forvaltninger hver for sig og på tværs løbende opdaterer deres beredskabsplaner også på strømnedbrud, og at der heri indgår overvejelser om, hvordan frivillige evt. kan inddrages. Herudover er der i 2025 i regi af Beredskabssamordningen Københavns Kommune, hvor alle forvaltninger er repræsenteret, afholdt øvelser, hvor temaet var henholdsvis internet- og strømnedbrud.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at orientering om hvorledes beredskabsplanerne opdateres ved længerevarende strømnedbrud (bilag 1) tages til efterretning,
  2. at orientering om hvordan københavnere kan inddrages som hjælp i en beredskabssituation (bilag 2) tages til efterretning,
  3. at Økonomiudvalget drøfter, om der er behov for yderligere beredskabsøvelser for at forberede København på beredskabssituationer med strømnedbrud, internetnedbrud eller lignende,
  4. at det godkendes, at medlemsforlaget fra Det Konservative Folkeparti om beredskab ved strømafbrydelse, internetnedbrud samt om beredskabsøvelser fra Økonomiudvalgets møde den 3. juni 2025 hermed er håndteret.

Problemstilling

Økonomiudvalget (ØU) har den 3. juni 2025 pålagt Økonomiforvaltningen (ØKF) at vende tilbage med to orienteringssager vedrørende henholdsvis opdateringer af beredskabsplaner ved strømnedbrud og inddragelse af frivillige københavnere samt en drøftelsessag om behov for beredskabsøvelse om strøm- og internetnedbrud og lignende.

Løsning

Orientering om beredskabsplaner ved strømnedbrud
Alle syv forvaltninger har taget opfordringen om et styrket beredskab alvorligt. Velfærdsforvaltningerne er godt med, og ift. håndtering af sårbare borgere ved en krise på tre dages strømsvigt er der fx allerede indsatsplaner og actioncards herfor, som løbende opdateres, der er udarbejdet dialogspil, afholdt øvelser mv.

Der henvises til bilag 1.

Orientering om hvordan københavnere kan inddrages som hjælp i en beredskabssituation
Inddragelse af civilsamfundet og frivillige før og under en krise er der fokus på i forvaltningerne og i en arbejdsgruppe nedsat under Beredskabssamordningen Københavns Kommune (BSKK).

Arbejdsgruppen vurderer, at der skal investeres i relationsopbygning og evt. uddannelse, før krisen indtræder, hvis frivillige skal være et aktiv. Frivillige kan inddrages på forskellige niveauer. Men flere forvaltninger har samtidigt tilkendegivet, at de ikke umiddelbart har behov for at gøre brug af frivillige.

Det bemærkes hertil, at frivillige som udgangspunkt ikke må udføre opgaver, som medarbejdere i Københavns Kommune (KK) normalt udfører. Hvis der er tale om arbejde, der udføres under KK’s instruktion eller kontrol, vil der være tale om overenskomstdækket arbejde, der skal aflønnes efter de respektive overenskomster, og det kan udgøre et overenskomstbrud at anvende frivillige til at løse sådanne opgaver.

Kommunernes Landsforening (KL) har meddelt, at de er enig med Personalejura og Forhandling heri. Arbejdsgruppen er derfor gået i dialog med KL om, hvordan KL ser, at et evt. samarbejde med de frivillige kan tage form. Der henvises til bilag 2.


Behov for beredskabsøvelse for at forbedre København på beredskabssituationer med strømnedbrud, internetnedbrud eller lignende
ØKF kan til Økonomiudvalgets drøftelse oplyse, at der afholdes to årlige, tværgående øvelser i regi af BSKK/Den Administrative Stab (DAS). Øvelserne kan ved behov konverteres til øvelser i regi af forvaltningerne eller seminarer. Hvis DAS-en har været aktiveret, kan dette erstatte en af de to årlige øvelser. Formålet med øvelserne er at træne, afprøve og udvikle BSKK/DAS indenfor krisehåndtering.

Der blev den 16. januar 2025 afholdt øvelse i BSKK/DAS, hvor hovedscenariet var en væsentlig og omfattende IT-hændelse i KK, som BSKK/DAS skulle håndtere. Efterfølgende har BSKK og forvaltningerne fulgt op på læringspunkterne fra øvelsen.

Der blev den 30. oktober 2025 afholdt en dilemmaøvelse i BSKK/DAS, hvor scenariet var strømsvigt/blackout op til tre døgns varighed for hele Sjælland i vinterhalvåret. Formålet var at ”trykprøve” organisationens eksisterende planlægning og forberedelser i relation hertil, og at identificere eventuelle nye områder i forhold til organisationens planlægning herfor. BSKK og forvaltningerne er i gang med at følge op på læringspunkterne fra øvelsen og indarbejde dem i beredskabsplanerne.

Herudover kan det bl.a. nævnes,

  • at dialogspillet ”Kriseklar” bliver testet på en række institutioner i Socialforvaltningen (SOF)
  • at SOF kommer med nye udgaver af Kriseklar henholdsvis: ”Kriseklar på kontoret” (der er målrettet arbejdspladser, hvor der ikke er direkte borgerkontakt) og ”Kriseklar i boligområdet” (en udgave SOF udvikler med hjælp fra aktive fra boligforeninger)
  • at der i juni i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) i workshop-form har været en øvelse, hvor der blev afprøvet forskellige elementer af plejehjemmet Johannesgårdens interne ”plan for fortsat drift uden strøm”. Der er evalueret grundigt og erfaringerne er kommunikeret til alle de øvrige forstandere. I forlængelse af øvelsen er centrale spørgsmål om håndtering af brand afleveret til Hovedstadens Beredskab (HBR). Ligesom konkrete spørgsmål vedrørende bygningen undersøges i samarbejde med Boligselskabet, inden der laves en kort øvelse, hvor strømmen faktisk afkobles. I analysen af bygningen indgår spørgsmålet om, hvad det ville koste at gøre klar til tilkobling af en generator, samt hvilke funktioner der ville være essentielle i den forbindelse. Herudover deltager SUF i landsdækkende IT-øvelse januar 2026 arrangeret af blandt andet KL og planlægger en eller to interne IT-øvelser efterår/vinter 2025/2026.
  • at ØKF i november 2025 deltager i ”National Krisestyringsøvelse 2025" arrangeret af Styrelsen for Samfundssikkerhed.

Økonomi

Sagen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Økonomiudvalgets drøftelse af 3. at-punkt fører til en bestilling på yderligere beredskabsøvelser, vil det blive videreformidle til BSKK/DAS.

Søren Hartmann Hede              /Nicolai Kragh Petersen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2025

Indstillingens 1.-2 at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 3. at-punkt blev drøftet.

Indstillingens 4. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”I forbindelse med det videre arbejde, ønsker Økonomiudvalget en sag, der beskriver, hvilke muligheder kommunen har for at faciliterer og understøtte københavnernes muligheder for at yde borger- og nabohjælp.”  

 

Til top