Håndtering af medlemsforslag om korttidsudlejning med Airbnb samt muligheder for bedre kontrol og begrænsning
På baggrund af to medlemsforslag vedtaget i Borgerrepræsentationen – henholdsvis den 12. december 2024 og den 18. september 2025 – har Økonomiforvaltningen med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen undersøgt, hvordan omfanget af korttidsudlejning har udviklet sig i København siden 2019, samt hvilke muligheder og begrænsninger kommunen har i forhold til at sikre en mere effektiv kontrol med korttidsudlejning.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at vedlagte ”Undersøgelse af udlejning med Airbnb i Københavns Kommune”, jf. bilag 3, tages til efterretning,
- at medlemsforslag om langtidsudlejning med Airbnb i Københavns Kommune stillet af Socialistisk Folkeparti d 12. december 2024, jf. bilag 1, hermed er håndteret,
- at medlemsforslag om undersøgelse af muligheden for begrænsning og kontrol af korttidsudlejning via Airbnb og lignende platforme stillet af Det Konservative Folkeparti på Borgerrepræsentationens møde den 18. september 2025, jf. bilag 2, hermed er håndteret.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har på to møder vedtaget medlemsforslag vedrørende udlejning via Airbnb og lignende platforme i København.
Det første forslag, stillet af Socialistisk Folkeparti og vedtaget den 12. december 2024, handlede om en evaluering af udviklingen i korttidsudlejning siden 2019. Baggrunden var en bekymring for, at et stigende antal boliger udlejes i et omfang, så de reelt ikke længere anvendes som helårsboliger, men i praksis fungerer som pseudo-hoteller. Evalueringen skulle inddrage relevante aktører, herunder beboerforeninger og hotelbranchen, og samtidig understøtte den statslige evaluering af sommerhusloven. Yderligere skulle evalueringen pege på mulige tiltag til en mere opsøgende og oplysende indsats.
Det andet forslag, vedtaget den 18. september 2025, vedrørte en undersøgelse af mulighederne for at indføre begrænsninger og bedre kontrol med korttidsudlejning via Airbnb og lignende platforme samt henvendelse til staten om mulighed for at reducere antallet af udlejningsdage egen helårsbolig må udlejes om året.
Løsning
Økonomiforvaltningen har med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen gennemført en undersøgelse, der både belyser udviklingen i korttidsudlejning siden 2019 og undersøger mulighederne for bedre kontrol og håndhævelse af reglerne om korttidsudlejning, samt effekt af en mere opsøgende og oplysende indsats. Arbejdet har desuden omfattet dialog med hotelbranchen, lokaludvalg, beboerforeninger samt staten i forbindelse med dennes evaluering af sommerhusloven, som blev offentliggjort af Plan- og Landdistriktsstyrelsen den 24. oktober 2025. Undersøgelsen giver dermed Borgerrepræsentationen et samlet billede af omfang, konsekvenser og muligheder inden for de nuværende rammer.
Undersøgelsen har primært fokuseret på mulighederne for at styrke kontrol og sanktionering af korttidsudlejning inden for de gældende rammer. Spørgsmålet om at reducere antallet af dage yderligere end de nuværende 70, eller om kommunerne selv skal kunne fastsætte loftet for korttidsudlejning, ligger uden for Københavns Kommunes kompetence. Det er imidlertid et centralt element i medlemsforslaget fra den 18. september 2025, og kommunen vil derfor indgå i dialog med staten om disse spørgsmål i forlængelse af undersøgelsen.
Hovedresultaterne af evalueringen er:
Siden 2019 er antallet af overnatninger på Airbnb og lignende platforme i København steget en smule – fra ca. 2,0 mio. i 2018 til knap 2,2 mio. i 2024 – mens hotelovernatninger i samme periode er vokset med 27 pct. til 11,3 mio.
Det præcise omfang af korttidsudlejning via Airbnb i København er vanskeligt at opgøre, da kommunen ikke har adgang til data om de enkelte udlejninger. Forskellige tredjepartsaktører forsøger at estimere aktiviteten, men deres opgørelser er behæftet med betydelig usikkerhed.
På baggrund af tidligere analyser, herunder kommunens analyse af hotelkapacitet fra 2022, vurderes det, at udlejningsaktiviteten – målt på antal overnatninger – er størst i Indre By. Det skyldes, at boliger her i gennemsnit udlejes oftere og i længere perioder end i andre bydele, selvom antallet af annoncerede boliger også er højt på Vesterbro og Nørrebro. Udfordringerne med systematisk korttidsudlejning vurderes derfor primært at være koncentreret i de centrale og mest turistprægede dele af København.
Hertil kommer, at ulovlig udlejning via fx Airbnb, som har et omfang, der tenderer hoteldrift, ikke nødvendigvis opfylder de krav til brand og sikkerhed, som der stilles til den lovlige, erhvervsmæssige hoteldrift.
Endelig er systematisk omgåelse af reglerne problematisk i forhold til retssikkerheden for de borgere og virksomheder, der rent faktisk overholder reglerne.
Egen helårsbolig må ifølge loven udlejes maks. 70 dage pr. kalenderår. Kommunens muligheder for kontrol er i dag meget begrænsede, da kommunen ikke kender antallet af dage en bolig er udlejet pr. år. Data om antal udlejningsdage findes alene hos platformene og deles ikke med myndighederne. Der kan således let ske systematisk misbrug af reglerne, og det er Københavns Kommunes vurdering, at det er tilfældet, at der gør det. Dette bakkes op af hotel- og turismebranchen i København, som giver udtryk for, at det er deres klare opfattelse, at der sker systematisk snyd og misbrug af reglerne om korttidsudlejning, også på et professionelt plan.
Undersøgelsen peger derfor på behovet for lovændringer, hvor udlejningsplatformene pålægges at indberette antal udlejningsdage pr. bolig, så myndighederne kan føre effektivt tilsyn. Derudover anbefales et styrket sanktionssystem med hurtigere og tydeligere konsekvenser for overtrædelser. Endelig kan et register over private udlejere overvejes som supplement, så der skabes bedre overblik og mulighed for at håndhæve reglerne.
Økonomi
Ingen.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt sagen, vil Københavns Kommune rette henvendelse til staten med henblik på at styrke kontrollen med korttidsudlejning. Henvendelsen vil særligt vedrøre:
- at udlejningsplatforme forpligtes til at indberette antal udlejningsdage pr. bolig,
- at der indføres hurtigere og mere effektive sanktionsmuligheder ved overtrædelser, samt
- at der stilles krav om registrering af korttidsudlejere.
Herudover vil Økonomiforvaltningen drøfte med staten muligheden for yderligere begrænsninger i antallet af udlejningsdage og muligheden for, at kommunerne selv kan fastsætte et loft for, hvor mange dage en bolig må korttidsudlejes pr. år.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2025
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.